Legislator Case Law & Legislation
W19881906225 DK

Dagpenge - tilbagebetaling - udbetaling af erhvervsevnetabserstatning - dobbeltforsørgelse (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 19062 Historic

Dagpenge - tilbagebetaling - udbetaling af erhvervsevnetabserstatning - dobbeltforsørgelse (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

1. J.nr. 13129-86.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En kvinde A fik i perioden 16. juni 1982 til 30. oktober 1983 af social- og sundhedsforvaltningen i K kommune udbetalt sygedagpenge dels i form af refusion til arbejdsgiveren dels direkte til sig selv.

Ved en afgørelse truffet af Sikringsstyrelsen i november 1983 fik A tilkendt erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne på 50% på grund af en arbejdsskade, som A havde pådraget sig under arbejde for K kommune. Erstatningen blev tilkendt som en løbende ydelse fra den 16. juni 1982 og skulle udbetales af kommunen som selvforsikret arbejdsgiver.

Sikringsstyrelsens afgørelse bevirkede, at social- og sundhedsforvaltningen skulle foretage en regulering af de udbetalte dagpenge, idet dagpenge sammen med andre løbende kontantydelser, der udbetales i anledning af sygefraværet efter dagpengelovens § 24, stk. 8 (nu § 24, stk. 5), ikke kan overstige den dagpengegivende indtægt.

Den 23. december 1983 fik A af kommunen udbetalt 30.406 kr. svarende til den henstående erstatning for perioden 16. juni 1982 til 30. november 1983 efter fradrag af skat. Der var ikke foretaget modregning for krav vedrørende dagpenge, da social- og sundhedsforvaltningen ikke havde opgjort det endelige krav.

Den 27. december 1984 fremsendte social- og sundhedsforvaltningen krav om tilbagebetaling af 36.912 kr. vedrørende for meget udbetalte dagpenge i perioderne 16. juni 1982 til 6. april 1983 samt 7. april til 30. oktober 1983.

Den 6. august 1985 forhøjede Sikringsstyrelsen A's erhvervsevnetabserstatning til 75% med virkning fra den 16. juni 1982.

Social- og sundhedsforvaltningen foretog en ny regulering af de udbetalte dagpenge i perioden 16. juni 1982 til 30. oktober 1983. På baggrund af den tilkendte erstatning for 75% nedsættelse af erhvervsevnen, fandt forvaltningen, at der var udbetalt 66.944 kr. for meget i dagpenge i perioden.

A fik herefter anvist 2.417 kr. svarende til den henstående erstatning efter fradrag af skat og for meget udbetalte dagpenge.

A's advokat gjorde indsigelse mod den foretagne modregning og anførte, at modregningen var i strid med arbejdsskadeforsikringslovens § 36, og at tilbagebetaling af dagpenge ikke kunne kræves efter dagpengelovens § 24 eller § 50, stk. 2.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Social- og sundhedsforvaltningen fastholdt, at der skulle foretages modregning for for meget udbetalte sygedagpenge i perioden 16. juni 1982 til 30. oktober 1983 med 66.944 kr. i forbindelse med, at Sikringsstyrelsen den 6. august 1985 forhøjede A's erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne fra 50% til 75%.

Social- og sundhedsforvaltningen begrundede afgørelsen med, at erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for mistet erhvervsevne er en sådan ydelse, der i henhold til daværende bestemmelse i dagpengelovens § 24, stk. 8, bevirker nedsættelse af dagpenge til den sikrede eller refusion til arbejdsgiveren.

Med hensyn til tilbagebetalingsspørgsmålet var forvaltningen med A's advokat enig i, at denne bestemmelse ikke i sig selv kunne danne grundlag for krav om tilbagebetaling, og forvaltningen var ligeledes enig i, at tilbagebetalingsbestemmelsen i dagpengelovens § 50, stk. 2, ikke kunne anvendes i den foreliggende sag.

Forvaltningen anførte, at der måtte antages at gælde en ulovhjemlet ret til at kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer. Denne ulovhjemlede ret er kommet til udtryk i Højesterets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1959, side 321, og lagt til grund ved afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse, jf. fx D- meddelelse nr. 1/84 og D-meddelelse nr. 12/85.

Forvaltningen fremhævede i denne forbindelse, at såvel A som hendes fagforbund løbende havde været holdt orienteret om betydningen af erstatningen i forhold til dagpengene, og at forvaltningen havde udvist betydelige anstrengelser både mundtligt og skriftligt for at forklare, hvorledes erstatningsbeløbet var fremkommet.

Med hensyn til modregningsspørgsmålet var forvaltningen enig i, at arbejdsskadeforsikringslovens § 36 ikke udtrykkeligt hjemler adgang til at foretage modregning i et henstående erstatningsbeløb for ydede sygedagpenge. Forvaltningen fandt imidlertid, at der ud fra en analogislutning også på dette punkt måtte gælde en ulovhjemlet ret til at foretage en modregning i et tilfælde som det foreliggende, hvor den pågældende erstatningsmodtager uden forsinkelse kunne blive bragt ud af sit gældsforhold til socialforvaltningen. Forvaltningen lagde herved også vægt på, at A løbende var orienteret om, at dagpengene måtte betragtes som a conto, og at A således ikke kunne have haft nogen forventning om at få udbetalt en erstatningssum uden samtidig modregning.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af A's advokat, som bestred, at der gjaldt en ikke lovhjemlet ret til at kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer.

Advokaten anførte videre, at A under sagens behandling havde modtaget adskillige undertiden modstridende forklaringer fra kommunen, og at hun ikke havde opfattet dagpengeudbetalingerne som a conto udbetalinger.

LOVGRUNDLAG

Arbejdsskadeforsikringslovens § 36.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 24 og § 50.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder det ikke godtgjort, at de oprindeligt udbetalte dagpenge i perioden 16. juni 1982 til 30. oktober 1983 kan betragtes som a conto udbetalinger.

Ankestyrelsen er enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at den daværende bestemmelse i dagpengelovens § 24, stk. 8, ikke kan danne grundlag for tilbagebetaling, og at betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter dagpengelovens § 50 heller ikke har været opfyldt.

Ankestyrelsen er endvidere enig i, at arbejdsskadeforsikringslovens § 36 ikke indeholder udtrykkelig hjemmel til at foretage fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne for ydede sygedagpenge.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at der efter dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer består en adgang til at foretage fradrag i den senere tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne med det beløb, som dagpengene skulle have været nedsat med som følge af den tilkendte løbende ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Fradraget kan dog kun foretages i den del af den løbende erstatning, som vedrører samme tidsrum som dagpengene.

Da K kommune i egenskab af selvforsikret arbejdsgiver den 23. december 1983 har udbetalt A den henstående erstatning uden forbehold om refusionskravet opstået som følge af reguleringen af sygedagpenge, finder Ankestyrelsen, at social- og sundhedsforvaltningen som dagpengeydende myndighed er afskåret fra i erstatningsbeløbet at modregne beløbet på 36.912 kr. hidrørende fra reguleringen i anledning af Sikringsstyrelsens afgørelse af 28. november 1983.

Ankestyrelsen finder derimod, at der kan ske modregning i forbindelse med udbetaling af erstatning som følge af Sikringsstyrelsens ændrede afgørelse af 6. august 1985, hvor erhvervsevnetabet forhøjedes fra 50 til 75%.

Modregning kan dog alene ske, for så vidt angår refusionskrav hidrørende fra reguleringen i anledning af den ændrede afgørelse, og modregning kan kun ske i den del af den efterbetalte erstatning, som vedrører samme periode som dagpengekravet.

Da den efterbetalte erhvervsevnetabserstatning for perioden 16. juni 1982 - 30. oktober 1983 efter det oplyste udgør 29.056 kr., ophæves social-og sundhedsforvaltningens afgørelse, for så vidt angår den del af modregningen, der overstiger dette beløb.

For så vidt angår forvaltningens krav om tilbagebetaling af de for meget udbetalte dagpenge, som ikke var opgjort inden kommunen den 23. december 1983 anviste første udbetaling af erhvervsevnetabserstatningen, finder Ankestyrelsen endvidere, at det ikke påhviler A at tilbagebetale dette beløb.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at social- og sundhedsforvaltningen som dagpengeydende myndighed har mistet retten til at gøre tilbagebetalingskrav gældende ved ikke at drage omsorg for, at beløbet var fratrukket inden udbetalingen af erstatning fandt sted. Forvaltningen må således bære risikoen for, at A fejlagtigt fik for meget udbetalt.

Social- og sundhedsforvaltningen bør herefter udbetale A 37.888 kr. (66.944 kr. - 29.056 kr.).

2. J.nr. 21121-87.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En kvinde B fik med virkning fra den 1. juni 1983 tilkendt mellemste førtidspension. I anledning af en arbejdsskade fik B med virkning fra den 1. maj 1983 tilkendt erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne som en løbende ydelse med 13.080 kr. årlig. Ved Sikringsstyrelsens afgørelse af 27. maj 1986 blev erstatningen med virkning fra den 1. juni 1983 forhøjet til et beløb på 61.320 kr. årlig svarende til tab af erhvervsevne på 60%.

B. havde fået udbetalt sygedagpenge i perioderne 1. juni til 31. juli 1983 og 7. november til 20. april 1984. Fra 1. maj 1984 fik B forskud på pension indtil tilkendelsen af mellemste førtidspension den 30.november 1984.

I forbindelse med Sikringsstyrelsens første afgørelse om tilkendelse af erstatning og tilkendelsen af førtidspension krævede det sociale udvalg tilbagebetaling af sygedagpenge fra den 1. juni 1983.

Tilbagebetalingen skete ved, at det udbetalte dagpengebeløb blev refunderet i forbindelse med udbetaling af pension og erstatning. Et beløb på 11.844 kr. blev imidlertid ikke dækket.

Socialudvalget foretog samtidig en omberegning af B's ægtefælles pension. Det for meget udbetalte beløb til ægtefællen samt forskud på pension til B blev refunderet ved udbetalingen af B's pension, og restbeløbet blev udbetalt til B.

Efter forhøjelse af erhvervsevnetabserstatningen til 60% blev B's og ægtefællens pensioner påny omberegnet. Det for meget udbetalte pensionsbeløb og det resterende tilbagebetalingskrav vedrørende sygedagpenge på 11.844 kr. blev refunderet ved udbetalingen af erstatningen.

B indankede det sociale udvalgs afgørelse for amtsankenævnet.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet godkendte, at det sociale udvalg ved opgørelsen af indtægten, der dannede grundlag for pensionsberegningen, havde medtaget løbende erstatning for tab af erhvervsevne.

Vedrørende spørgsmålet om tilbagebetaling af dagpenge ydet i en periode, for hvilken der senere blev tilkendt erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, fandt nævnet, at der hverken i dagpengelovens bestemmelser, jf. § 26 og § 50 om tilbagebetaling, eller i arbejdsskadeforsikringslovens regler om tilbagebetaling, jf.§ 36, var grundlag for at kræve tilbagebetaling af dagpenge ved modregning i en senere tilkendt erstatning.

Det sociale udvalgs krav om tilbagebetaling af dagpengebeløb på 3.613 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne tilkendt maj 1983 samt dagpengebeløb på ialt 11.844 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne tilkendt juni 1983 blev ophævet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg. Det sociale udvalg henviste til SM-meddelelse nr. D 12/85, hvor Ankestyrelsen fandt, at der må antages at gælde en ulovhjemlet ret til at kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer. Udvalget henviste endvidere til, at denne ulovhjemlede ret bl.a. er kommet til udtryk i Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1959, side 321, og i SM-meddelelse D 1/84. I denne SM-meddelelse fandtes et socialudvalg at være berettiget til at kræve tilbagebetaling, når krav om tilbagebetaling var rejst i umiddelbar tilknytning til efterbetaling.

LOVGRUNDLAG

Arbejdsskadeforsikringslovens § 36.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 24, § 26 og § 50.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen er enig med amtsankenævnet i, at hverken bestemmelserne i dagpengelovens § 24, stk. 5, eller § 26, stk. 5, kan danne grundlag for tilbagebetaling, og at betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter dagpengelovens § 50 heller ikke har været opfyldt.

Ankestyrelsen er endvidere enig i, at arbejdsskadeforsikringslovens § 36 ikke indeholder udtrykkelig hjemmel til at foretage fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne for ydede sygedagpenge.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at der efter dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer består en adgang til at foretage fradrag i den senere tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne med det beløb, som dagpengene skulle have været nedsat med som følge af den tilkendte løbende ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Fradraget kan dog kun foretages i den del af den løbende erstatning, som vedrører samme tidsrum som dagpengene.

Ankestyrelsen finder herefter, at det sociale udvalg har været berettiget til refusion af de for meget udbetalte dagpenge i den senere tilkendte erhvervsevnetabserstatning.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse, for så vidt angår nævnets beslutning om at ophæve det sociale udvalgs krav om tilbagebetaling af dagpengebeløb i erstatning for tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsens ændrede afgørelse medfører ikke adgang for socialudvalget til at kræve tilbagebetaling af de beløb, der er udbetalt i henhold til amtsankenævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1988 19062 Historic

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet to sager om tilbagebetaling af sygdagpenge som følge af senere tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, der dækkede perioder, hvor der var udbetalt sygedagpenge.

Ankestyrelsen fandt, at den nugældende bestemmelse i dagpengelovens § 24, stk. 5, ikke kunne danne grundlag for tilbagebetaling, og at betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter dagpengelovens § 50 heller ikke havde været opfyldt.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at arbejdsskadeforsikringslovens § 36 ikke indeholder udtrykkelig hjemmel til at foretage fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne for ydede sygedagpenge.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der efter dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer var adgang til at foretage fradrag i den senere tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne med det beløb, som dagpengene skulle have været nedsat med som følge af den tilkendte løbende ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Fradraget kunne dog kun foretages i den del af den løbende erstatning, som vedrørte samme tidsrum som dagpengene.

RESUME AF DE ENKELTE AFGØRELSER: 1. En kvinde A, som i perioden 16. juni 1982 til 30. oktober 1983 havde fået udbetalt sygedagpenge, fik i oktober 1983 tilkendt erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne på 50% med virkning fra den 16. juni 1982.

Tilkendelsen af erstatningen bevirkede, at de udbetalte sygedagpenge skulle reguleres, men kommunen udbetalte den henstående erstatning og fremsatte først efterfølgende krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte dagpengebeløb.

Ved en senere forhøjelse af erstatningen efter arbejdsskadeforsikringsloven til 75% med virkning fra den 16. juni 1982 foretog socialforvaltningen fradrag i erstatningen for de for meget udbetalte dagpengebeløb fra den 16. juni 1982.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ske modregning i forbindelse med udbetaling af erstatningen som følge af Sikringsstyrelsens ændrede afgørelse, hvor erhvervsevnetabet forhøjedes fra 50% til 75%, men alene for så vidt angik refusionskrav hidrørende fra reguleringen i anledning af den seneste afgørelse, og kun af den efterbetalte erstatning, som vedrørte samme periode som dagpengekravet.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke påhvilede A at tilbagebetale det dagpengebeløb, som ikke havde været endeligt opgjort, inden kommunen anviste første udbetaling af erhvervsevnetabserstatning i 1983.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at social- og sundhedsforvaltningen havde mistet retten til at gøre tilbagebetalingskrav gældende ved ikke at drage omsorg for, at beløbet var fratrukket, inden udbetalingen af erstatningen fandt sted. Forvaltningen måtte således bære risikoen for, at A fejlagtigt fik for meget udbetalt.

2. En kvinde B fik udbetalt sygedagpenge og fik efterfølgende tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne som løbende ydelse, herunder for perioder, hvor hun havde fået udbetalt sygedagpenge.

Ankestyrelsen fandt, at der var adgang til at foretage fradrag i den senere tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne med det beløb, som dagpengene skulle have været nedsat med som følge af den tilkendte løbende ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Fradraget kunne dog kun foretages i den del af den løbende erstatning, som vedrørte samme tidsrum som dagpengene.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →