Arbejdsskadeforsikring - men - tab af erhvervsevne - tandskade - senfølger - behandlingsudgifter - genoptagelse - forlængelse af 5 års fristen (* 1)

Arbejdsskadeforsikring - men - tab af erhvervsevne - tandskade - senfølger - behandlingsudgifter - genoptagelse - forlængelse af 5 års fristen (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En mand M pådrog sig ved en arbejdsskade den 16. april 1985 en lungebeskadigelse, iltmangel og brud på kæbe og tænder.

M genoptog arbejdet efter 2 2/1 måned.

M's tandskade blev behandlet af praktiserende tandlæge, der i den udfærdigede regning af 30. maj 1985 gjorde opmærksom på, at der kunne opstå senskader som følge af ulykken, som ikke i dag var klinisk synlige.

Af kirurgisk speciallægeerklæring af april 1987 fremgik, at der ikke kunne påvises følger efter brystlæsion eller den forbigående iltmangel i hjernen. Der forelå derimod nedsættelse af »livskvaliteten« på grund af besværet tyggefunktion og lettere taleændringer.

Efter at Sikringsstyrelsen havde truffet afgørelse vedrørende erstatningsudmålingen anmodede K's faglige organisation om, at der i afgørelsen blev indbygget en mulighed for genoptagelse udover 5 års fristen af hensyn til eventuelle senskader.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER: Sikringsstyrelsen fastsatte mengraden til 8%, mens tab af erhvervsevne ikke ansås for nedsat med 15% eller derover som følge af skaden. M var derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne efter lov om arbejdsskadeforsikring, jf. § 27.

Sikringsstyrelsen traf endvidere afgørelse om, at styrelsen ikke havde fundet grundlag for at forlænge fristen for sagens genoptagelse med henblik på senere betaling af behandlingsudgifter, jf. lovens § 29.

Sikringsstyrelsen begrundede sin afgørelse med, at udgifter af denne art kun kan betales, mens sagen er under behandling.Dette gælder også ved genoptagelse og forudsætter, at genoptagelsen sker med henblik på ændret vurdering af erhvervsevnetabet og det varige men.

Om forlængelse af fristen for genoptagelse af arbejdsskadeforsikringslovens § 29 anførte Sikringsstyrelsen, at fristoverskridelse efter § 29 kun kan ske, når styrelsen i det enkelte tilfælde skønner, at den endelige afgørelse af omfanget af erhvervsevnetabet eller af det varige men ikke kan træffes inden 5 år efter styrelsens 1. afgørelse af disse spørgsmål.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

K's faglige organisation indankede begge Sikringsstyrelsens afgørelser.

LOVGRUNDLAG

Arbejdsskadeforsikringslovens § 27, § 28 og § 29.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

M's erhvervsevne skønnes ikke at være forringet med 15% eller derover som følge af arbejdsskaden, da M har genoptaget sit arbejde. M er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Arbejdsskaden skønnes - på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen - at have medført varigt men på 8%.

Ankestyrelsen tiltræder således Sikringsstyrelsens afgørelse om erstatningsspørgsmålet.

Ankestyrelsen tiltræder endvidere, at der ikke er hjemmel i arbejdsskadeforsikringslovens § 29 til at forlænge lovens almindelige 5 års frist for genoptagelse, medmindre det sker med henblik på eventuel ændring af omfanget af erhvervsevnetabet eller det varige men.

I en sag om erstatningsudmåling tiltrådte Ankestyrelsen fastsættelse af varigt men til 8% og tab af erhvervsevne til under 15% til en mand M, der ved arbejdsskaden pådrog sig en brystlæsion, iltmangel og brud på kæbe og tænder.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere, at der ikke var hjemmel i arbejdsskadeforsikringslovens § 29 til at forlænge lovens almindelige 5 års frist for genoptagelse, medmindre det skete med henblik på eventuel ændring af omfanget af erhvervsevnetabet eller det varige men. Der var således ikke hjemmel til at forlænge fristen for genoptagelse alene med henblik på senere betaling af behandlingsudgifter.