Uddannelseshjælp - udmåling - tolkebistand til døv - invaliditetsydelse - egenbetaling (* 1) (* 4)

Uddannelseshjælp - udmåling - tolkebistand til døv - invaliditetsydelse - egenbetaling (* 1) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift ansøger M, der var døv, havde gennem en årrække arbejdet i en bank uden at være bankuddannet. Da M's arbejdsfunktion bortfaldt blev det fra bankens side anbefalet, at M, af hensyn til sine fremtidige arbejdsmuligheder, gennemgik bankskolens 1. del.

M søgte i foråret 1986 socialforvaltningen om hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til tolkebistand i forbindelse med gennemførelse af bankskolens 1. del. Den samlede udgift til tolkebistand udgjorde ca. 40.000 kr., svarende til 240 timer a 167 kr.

Om ægtefællernes økonomiske forhold var oplyst, at den samlede arbejdsindtægt og formueindtægt udgjorde 15.859 kr. netto pr. måned og de samlede udgifter 7.252 kr. pr. måned.

Socialforvaltningen bevilgede hjælp i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, til den ansøgte tolkebistand, men således at den invaliditetsydelse, som M modtog på 1.148 kr. pr. måned, skulle være M's egenbetaling i forbindelse med uddannelsen.

Socialforvaltningen begrundede sin afgørelse med, at invaliditetsydelsen netop måtte antages at skulle bruges til udgifter af den ovennævnte art.

En døvekonsulent gjorde på M's vegne gældende overfor amtsankenævnet, at invaliditetsydelsen efter hidtidig praksis alene ydes som kompensation for de ulemper, handicappet medfører, hvorfor invaliditetsydelsen burde holdes uden for behovsvurderingen efter bistandslovens § 42.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt efter det oplyste om M's og ægtefællens økonomiske forhold intet at indvende imod socialforvaltningens afgørelse om, at M skulle udrede en vis egenbetaling til tolkebistand, fastsat til et beløb svarende til invaliditetsydelsen.

Amtsankenævnet havde ved vurderingen af M's økonomiske situation set bort fra, at både M og hans ægtefælle modtog invaliditetsydelse med 1.148 kr. pr. måned hver.

Nævnet var således ikke enig med socialforvaltningen i, at invaliditetsydelsen skulle medgå til delvis at dække udgiften til tolkebistand.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev på M's vegne anket af døvekonsulenten.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

M's skattepligtige formue udgjorde pr. 31. december 1986 følgende

Indestående i bank 12.004 kr.

Obligationer, kursværdi 56.560 kr.

Aktier, kursværdi 24.010 kr.

Ægtefællens skattepligtige formue udgjorde på samme tidspunkt

Indestående i bank 48.669 kr.

Obligationer, kursværdi 4.975 kr.

Aktier, kursværdi 17.500 kr.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 42.

Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 7.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder i overensstemmelse med andre afgørelser fra Ankestyrelsen, at der ved vurderingen af M's og hans ægtefælles økonomiske forhold ikke skal ske modregning af den modtagne invaliditetsydelse.

Ankestyrelsen tiltræder amtsankenævnets afgørelse herom.

Ankestyrelsen har dog ud fra det oplyste om M's og hans ægtefælles lønindtægter samt formue og afkastet heraf fundet, at M selv skal yde en egenbetaling på 1.000 kr. pr. måned til dækning af tolkebistand.

En gift ansøger M, der var døv og modtog invaliditetsydelse, søgte hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til tolkebistand - ca.

40.000 kr. - til gennemførelse af bankskolens 1. del.

Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med andre afgørelser fra Anekstyrelsen, at der ved vurderingen af M's og hans ægtefælles økonomiske forhold ikke skulle ske modregning af den modtagne invaliditetsydelse.

Ankestyrelsen fandt dog ud fra det oplyste om M's og hans ægtefælles lønindtægter samt formue og afkastet heraf, at M selv skulle yde en egenbetaling på 1.000 kr. pr. måned til dækning af tolkebistand.