Formueafgift - pensionskapitaler. (* 1)

Formueafgift - pensionskapitaler. (* 1)

Livsforsikringsselskabet A klagede over, at Ligningsrådet havde forhøjet den af selskabet i henhold til lov nr. 696 af 21. december 1982 om en midlertidig formueafgift af visse pensionskapitaler m.v. opgjorte midlertidige formueafgift med 320.242 kr.

Forhøjelsen beroede på, at Ligningsrådet havde anset det fradrag, der i henhold til nævnte lovs § 3, stk. 4, kunne foretages ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget, for at udgøre et beløb højst svarende til mindstekravet til selskabets basiskapital, omregnet til kontantværdi med udgangspunkt i mindstekravsbeløbet, jf. samme lovs § 4, stk. 5.

Selskabets advokat påstod den foretagne ansættelse af afgiftsgrundlaget nedsat med 320.242 kr.

Advokaten anførte bl.a., at fradrag efter lovens § 3, stk. 4, måtte kunne foretages med et beløb svarende til mindstekravet til basiskapitalen uden omregning til kontantværdi. Kun hvis den kontantomregnede faktiske basiskapital udgjorde et mindre beløb end mindstekravet, skulle fradraget for basiskapitalen foretages med værdien af den kontantomregnede basiskapital. Advokaten henviste til, at mindstekravet bestemmes ved beregning af selskabets solvensmargen efter nærmere angivne retningslinier, og at det derfor ikke kunne anses som et af de i lovens § 3, stk. 4, nævnte passiver, der i henhold til bestemmelsen i § 4, stk. 5, skulle omregnes til kontantværdi. Efter advokatens opfattelse havde mindstekravet som sådan principielt intet at gøre med en opgørelse af det enkelte selskabs indre værdi. Han henviste herved til, at Industriministeriet i en under sagens behandling indhentet udtalelse havde anført, at både den beregnede solvensmargen og mindstebeløb herfor var faste størrelser, som i henhold til lov om forsikringsvirksomhed ikke kunne omregnes til kontantværdi. Når det således i § 3, stk. 4, nr. 1, er anført, at selskabets basiskapital kan fratrækkes for et beløb, højst svarende til mindstekravet til selskabets basiskapital, betød dette efter advokatens opfattelse, at basiskapitalen efter en kontantvurdering skulle fragå i beregningsgrundlaget med det maksimum, som lå i mindstekravet til selskabets basiskapital, dvs. selskabets solvensmargen.

Advokaten henviste tillige til lovmotiverne, hvor det til § 3, stk. 4, var anført

»Det er formålet med forslaget at belægge den del af forsikringsselskabernes aktiver, som vedrører de forsikrede, med afgift. Derimod skal den øvrige del af selskabets aktiver principielt ikke indgå i afgiftsgrundlaget. Af administrative grunde foreslås det derfor at give fradrag for de reserver, der modsvarer den del af selskabets basiskapital, som er nødvendig, for at selskabet kan opfylde sine forpligtelser i henhold til lov om forsikringsvirksomhed.«

I motiverne til § 4, stk. 5, anføres

»I stk. 5 er der fastsat særlige regler for, hvorledes kontantværdiansættelsen af visse passiver og enkelte aktiver skal foretages. Disse regler har særlig betydning for opgørelsen af basiskapitalen og den del af præmiereserver og andre reserver, der vedrører forsikrings- og pensionsaftaler, hvor løbende udbetalinger er påbegyndt inden den 1. januar 1983«.

Bemærkningerne til stk. 5 havde sammenhæng med, at det i motiverne, indledende til § 4, var anført

»Både aktiver og passiver skal som udgangspunkt opgøres efter reglerne for personers skattepligtige formue.«

Advokaten udledte heraf, at det var uberettiget at foretage en kontantværdiregulering af selskabets solvensmargen. Dette støttedes efter hans opfattelse yderligere af den skriftlige fremsættelse af lovforslaget, hvori var anført, at den krævede basiskapital skulle fragå i beregningsgrundlaget.

Endelig anførte advokaten, at en kontantværdiregulering af solvensmargenen, der var udfundet på grundlag af en ren matematisk beregning, og hvis komponenter var dikteret af hensyntagen til, at selskabet kunne opfylde sine forpligtelser over for forsikringstagerne, var begrebsmæssig ubegrundet.

Landsskatteretten måtte ved sagens afgørelse lægge til grund, at reglen i formueafgiftslovens § 3, stk. 4, nr. 1, angav, at der som et passiv ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget kunne fratrækkes reserver, der modsvarede basiskapitalen, dog højst svarende til mindstekravet. Af samme lovs § 4, stk. 5, fulgte, at basiskapitalen efter § 3, stk. 4, skulle omregnes til kontantværdi. Efter rettens opfattelse gav det af advokaten anførte ikke holdepunkter for, at der a1ene skulle ske kontantomregning i tilfælde, hvor basiskapitalen i et selskab var mindre end det opstillede mindstekrav. Reglen i § 4, stk. 5, måtte indebære, at basiskapitalen skulle omregnes til kontantværdi uafhængig af, om dennes faktiske størrelse i det konkrete tilfælde bevirkede, at der skete maksimering til et beløb udgørende mindstekravet. Den påklagede ansættelse af formueafgift blev herefter stadfæstet.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 3, side 242

Ved opgørelsen af midlertidig formueafgift i henhold til lov nr. 696 af 21. december 1982 skulle basiskapitalen - omhandlet i lovens § 3, stk. 4 - omregnes til kontantværdi, uanset om dennes faktiske størrelse i det konkrete tilfælde bevirkede, at der skete maksimering til et beløb udgørende mindstekravet.