Lejeværdiberegning, samlivsophævelse (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Lejeværdiberegning, samlivsophævelse (* 1)
A klagede for indkomståret 1983 over, at de stedlige skattemyndigheder skønsmæssigt havde forhøjet lejeværdien af hans ejendom til 32.000 kr.
Af sagen fremgik, at klagerens ejendom var beboet af hans hustru. Klageren havde i 1971 ophævet samlivet med hustruen, men der havde ikke fundet separation eller skilsmisse sted mellem parterne, ligesom bodeling ej heller var sket. Sambeskatningen mellem ægtefællerne var ophørt med udgangen af 1971.
Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at ejendommens overskud skulle opgøres efter ligningslovens procentregler, og indkomsten nedsættes til det selvangivne beløb.
Principalt anførte han, at det af ligningsvejledningen fremgik, at »hvis samlivet er ophørt i skattemæssig henseende, og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan procentreglerne finde anvendelse i tiden, indtil der har fundet bodeling sted mellem ægtefællerne«. Subsidiært anførtes, at ligningslovens procentregler fandt anvendelse, når der var tale om ejendomme ejet i sameje. Klageren og dennes ægtefælle burde i denne forbindelse anses som samejere, idet der var tale om to selvstændige skattesubjekter med fælleseje.
De stedlige skattemyndigheder havde med hensyn til den principale påstand henvist til, at den i ligningsvejledningen anførte praksis, hvorefter ligningslovens procentregler var anvendelige i perioden mellem samlivsophør og bodeling, ikke kunne anses anvendelig i en situation som den foreliggende, hvor samlivet var ophørt i 1971 uden bodeling.
For så vidt angik den subsidiære påstand var fremhævet, at det ikke var godtgjort, at der forelå sameje.
Efter det oplyste fandt Landsskatteretten, at klageren burde have medhold i den principale påstand, da bodelingen endnu ikke havde fundet sted og klagerens ægtefælle fortsat beboede ejendommen. Indkomsten blev derfor nedsat til det selvangivne beløb.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 2, side 146
Selvom der var gået ca. 12 år fra samlivsophøret kunne procentreglerne anvendes ved lejeberegning for en ejendom, der var ejet af den fraflyttede ægtefælle og beboet af den anden ægtefælle.