Investeringsfradrag (* 1)

Investeringsfradrag (* 1)

Selskabet A ApS klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet selskabets indkomst for skatteåret 1983/84 med 254.516 kr. i ikke godkendt investeringsfradrag.

Det var oplyst, at det nuværende selskab drev samme virksomhed som et tidligere selskab B.

Som følge af økonomiske vanskeligheder var det tidligere selskab gået konkurs. Ved købekontrakt i september 1982 var det med kreditorernes samtykke overtaget af det nystiftede selskab A ApS. I henhold til købekontrakten havde det nye selskab overtaget samtlige driftsmidler og det gamle selskabs forpligtelser over for banker, personale og øvrige kreditorer.

Det gamle selskab B var stiftet i 1974 med en anpartskapital på 30.000 kr., som oprindelig var fordelt med 24.000 kr. til C og 6.000 kr. til hendes moder. I 1976 havde C overdraget 20.000 kr. af sin anpartskapital til moderen, som herefter i 1977 med godkendelse af overøvrigheden havde overdraget 24.000 kr. af sin anpartskapital til et barnebarn, der var søn af C. På det tidspunkt, da B ApS gik konkurs, ejede C således 4.000 kr. af selskabets anpartskapital og sønnen, der på daværende tidspunkt var 10-12 år, 26.000 kr. I det gamle selskab var C og hendes mand direktører. Hele anpartskapitalen i det nye selskab A ejedes af C og hendes mand.

Det fremgik endvidere af sagen, at købekontrakten fra september 1982 var underskrevet på det gamle selskabs vegne af direktørerne C og C's mand, som ligeledes som anpartshavere havde underskrevet købekontrakten for det købende selskab A.

De stedlige skattemyndigheder havde nægtet investeringsfradrag under henvisning til bestemmelsen i den tidligere investeringsfradragslovs § 2, stk. 3. Herefter kan der ikke ydes investeringsfradrag, hvis den ene af parterne i overdragelsen på grund af selskabets vedtægtsbestemmelser, aftale eller fælles ledelse har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde.

Selskabets advokat gjorde gældende, at der ikke som angivet var tale om nogen bestemmende indflydelse, idet det havde været banken og kreditorerne, der var de bestemmende og kunne have nægtet at godkende handlen, hvis der f.eks. havde været tale om, at der var handlet for billigt. Der havde således været tale om, at de overdragne aktiver var købt i fri handel mellem uafhængige parter med modstående interesser.

Efter det i sagen oplyste fandt Landsskatteretten, at overdragelsen af driftsmidler fra det tidligere til det nye selskab måtte anses for omfattet af investeringsfradragslovens § 2, stk. 3, om afskærelse af investeringsfradrag. Der måtte anses at have været bestemmende indflydelse fra den ene part på den andens handlemåde, idet det købende selskabs hovedanpartshaver var værge for det tidligere selskabs mindreårige hovedanpartshaver (deres barn), ligesom det erhvervende selskabs hovedanpartshaver var direktør i begge selskaber. Den påklagede ansættelse blev følgelig stadfæstet.

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 2, side 147

Investeringsfradragslovens § 2, stk. 3, blev anset for anvendelig i et tilfælde, hvor et nystiftet selskab med et ægtepar som anpartshavere og direktører overtog et selskab, der var gået konkurs, og hvori begge ægtefæller ligeledes var direktører, medens den ene ægtefælle og et mindreårigt barn var anpartshavere.