Goodwillberegning (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Goodwillberegning (* 1)
Bagermester A klagede for indkomståret 1984 over, at de stedlige skattemyndigheder havde nedsat den selvangivne værdi på goodwill fra 975.000 kr. til 300.000 kr.
Det fremgik af sagen, at klageren pr. 1. juli 1984 havde omdannet sin hidtil som personligt firma drevne virksomhed til et anpartsselskab med ham selv som hovedanpartshaver. Værdien af goodwill var ved overdragelsen ansat til 975.000 kr.
De stedlige skattemyndigheder havde ansat goodwillværdien til 300.000 kr., og differencen mellem 975.000 kr. og 300.000 kr., eller 675.000 kr., var anset som en skattepligtig udlodning til klageren, hvortil kom skattegodtgørelse 25%, eller 168.750 kr. Der var henset til, at værdien af goodwill efter gældende praksis normalt kunne ansættes til halvdelen af sidste tre års skattepligtigt overskud, med mindre der inden for branchen forelå anden fast kutyme. Ved værdiansættelsen var endvidere taget hensyn til, at virksomheden ville blive belastet med yderligere lejeudgifter, da ejendommen var forblevet i klagerens personlige eje.
Under sagens behandling i Landsskatteretten havde Statsskattedirektoratet udarbejdet nye regler for beregning af goodwill i forbindelse med virksomhedsomdannelse. Disse fremgik af Statsskattedirektoratets cirkulære 1988-17 af 24. marts 1988 om skønsmæssig værdiansættelse af goodwill.
Over for Landsskatteretten påstod klagerens advokat den aftalte værdi lagt til grund. Han henviste til, at klageren i forbindelse med omdannelsen af virksomheden til selskabsform havde indhentet en sagkyndig erklæring fra en statsautoriseret ejendomsmægler, som havde vurderet goodwillværdien til nævnte 975.000 kr. Subsidiært påstod klagerens advokat værdien ansat til 920.000 kr., hvilket beløb fremkom efter de i nævnte cirkulære anviste beregningsregler for opgørelse af goodwill i forbindelse med virksomhedsomdannelse. Ved beregningen var der således, som anført i cirkulærets punkt 2, regnet med en standardiseret forrentning af de overdragne aktiver, bortset fra goodwill.
Statsskattedirektoratet bemærkede til beregningen, at forrentningen skulle beregnes på grundlag af samtlige aktiver i virksomhedens seneste status forud for omdannelsen (bortset fra driftsfremmede aktiver), uanset om nogle af aktiverne var holdt uden for omdannelsen.
Klagerens advokat gjorde heroverfor gældende, at denne fortolkning klart var i strid med cirkulærets ordlyd, og han fastholdt derfor den foretagne beregning.
Landsskatteretten måtte være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at den ved overdragelsen fastsatte goodwillværdi ikke kunne lægges til grund ved indkomstopgørelsen. Retten kunne imidlertid tiltræde advokatens synspunkt med hensyn til fortolkningen af det omhandlede cirkulære, og da retten herefter fandt, at den under sagens behandling fremlagte beregning af goodwillværdien efter de i cirkulæret anviste retningslinier kunne anerkendes, blev værdien ansat til 920.000 kr. Den påklagede ansættelse blev ændret i overensstemmelse hermed.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr.1, side 74
Ved beregning af goodwill efter Statsskattedirektoratets cirkulære 1988-17 af 24. marts 1988 skulle forrentning kun beregnes af de aktiver, der var omfattet af omdannelsen.