Legislator Case Law & Legislation
W19881881025 DK

Skattepligt - begrænset - pension (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 18810 Valid

Skattepligt - begrænset - pension (* 1)

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1985 havde anset hende for begrænset skattepligtig i medfør af kildeskattelovens § 2, stk. 1 b, jf. lovens § 43, stk. 2, af pension, 118.520 kr., udbetalt af Statens Regnskabsdirektorat.

Det var oplyst, at klageren, der boede i Spanien, havde været ansat som forstander på X Børnehjem. Hun var i forbindelse hermed optaget i Børneforsorgens Pensionskasse pr. 1. februar 1969 med pensionsanciennitet fra den 1. august 1959 under hensyntagen til tidligere ansættelse. I 1974 var X Børnehjem overflyttet til B i Y, der ligesom X Børnehjem var en selvejende institution. Overflytningen var sket til bygninger, der var tomme, idet den funktion, der havde været her tidligere, var afviklet.

Det var endvidere oplyst, at pensionskassen i forbindelse med udlægningen pr. 1. april 1976 af børne- og ungdomsforsorgen til kommunerne/amtskommunerne var overtaget af staten (Socialstyrelsen), hvorefter navnet var ændret til Pensionsordningen af 1976. Herfra havde klageren med virkning fra den 1. august 1979 fået udbetalt kvalificeret svagelighedspension. Udbetalingen blev foretaget af Statens Regnskabsdirektorat. Pensionen var en tjenestemandslignende pension, der var fastsat under hensyntagen til pensionsalder og skalaløntrin. Der blev beregnet samordningsfradrag i forbindelse med udbetaling af folkepension.

Det var endelig oplyst, at B fra den 1. april 1976 til den 1. januar 1980 havde hørt under et forsorgscenter med hovedcenter i Z. Pr. 1. januar 1980 var hele særforsorgen, herunder åndssvageforsorgen, lagt ind under amtskommunerne. B var fortsat med at være en selvejende institution indtil en gang i 1980'erne, hvor den blev overtaget af amtskommunen.

De stedlige skattemyndigheder var af den opfattelse, at beskatningen af de pågældende pensionsudbetalinger skulle ske til Danmark i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Spanien. Herefter kunne vederlag, herunder pensioner, der udbetales direkte af eller af fonds oprettet af en af de kontraherende stater, af en af dens administrative underafdelinger eller lokale myndigheder eller af en offentlig selvstyrende institution i staten, til en fysisk person for varetagelse af hverv i denne stats, underafdelings, lokale myndigheds eller offentlige selvstyrende institutions tjeneste, kun beskattes i denne stat.

Klageren gjorde gældende, at pensionen måtte anses for omfattet af artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, hvorefter private pensioner og lignende vederlag for tidligere tjenesteydelser kun kunne beskattes i den stat, i hvilken modtageren var hjemmehørende. Hun anførte, at det skyldtes hende utilregnelige omstændigheder, at Statens Regnskabsdirektorat havde overtaget den pensionsforpligtelse, som havde påhvilet Børneforsorgens Pensionskasse. Da pensionskassen endvidere var en se1vejende institution, kunne pensionen ikke anses for udbetalt af staten eller af fonds oprettet af staten eller af offentlig selvstyrende institution i staten. Klageren anførte endvidere, at ifølge kommentaren ti1 OECD's modelkonvention skulle det arbejde, der betinger pensionen, være udført direkte for stat eller kommune, hvilket ikke kunne siges at være tilfældet for hendes vedkommende.

Da pensionen var udbetalt af Statens Regnskabsdirektorat, og da den institution, klagerens arbejde var udført for, efter de foreliggende oplysninger havde haft en så nær tilknytning til den offentlige forvaltning, at det i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Spanien måtte anses som en offentlig, selvstyrende institution, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at klageren i medfør af bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 1 b, jf. lovens § 43, stk. 2, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien, artikel 19, stk. 1, var anset for begrænset skattepligtig til den danske stat af pensionsindtægten på 118.520 kr.

LV 1987, A 2.2.

Endelig adm. afgørelse 1988 18810 Valid

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr.1, side 76

Endelig adm. afgørelse 1988 18810 Valid

Pension, udbetalt fra Statens Regnskabsdirektorat til en nu i Spanien bosat tidligere forstander for et børnehjem, blev anset for begrænset skattepligtig til Danmark, selv om pensionsretten oprindelig hidrørte fra Børneforsorgens pensionskasse, som senere blev overtaget af staten.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →