Fonde - tilskud (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Fonde - tilskud (* 1)
Keramiker A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1985 havde anset hende for indkomstskattepligtig af et beløb på 2.500 kr., som hun havde modtaget fra Græsrodsfonden i forbindelse med en miljøsag.
Det var oplyst, at klagerens ejendom i maj 1985 var blevet udsat for forurening i forbindelse med en landmands anvendelse af sprøjtegifte på den tilstødende mark. I forbindelse med sine henvendelser til forskellige myndigheder for at få påvist giftskaderne havde klageren afholdt udgifter til telefon, porto m.v. I denne anledning havde hun i sommeren 1985 flere gange anmodet Græsrodsfonden om støtte. Fonden havde herefter i oktober 1985 tildelt klageren 2.500 kr. som bidrag til dækning af hendes udgifter.
De stedlige skattemyndigheder havde ved ansættelsen lagt til grund, at der var tale om et indkomstskattepligtigt tilskud, idet dette ikke kunne henføres under lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 16, hvorefter gave- og legatbeløb beskattes som særlig indkomst, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.
Klageren påstod beløbet fra Græsrodsfonden beskattet som særlig indkomst, idet hun anførte, at støtten måtte antages at være ydet som en anerkendelse af hendes indsats for det overordnede formål at få marksprøjtningen i Danmark formindsket eller bragt til ophør. Klageren henviste herved til avisomtale og korrespondance med bl.a. Miljøministeriet, som angiveligt med udgangspunkt i den pågældende sag ville tage mere generelle initiativer vedrørende anvendelsen af sprøjtegifte.
Efter det oplyste fandt Landsskatteretten, at det til klageren fra Græsrodsfonden ydede beløb havde karakter af et driftstilskud med konkret baggrund og ikke kunne anses for ydet som en anerkendelse af hendes fortjenester. Beløbet var herefter med rette anset for almindelig indkomstskattepligtigt for klageren, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1987, L 7.7.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 1, side 73
Et tilskud fra Græsrodsfonden i anledning af miljøskade som følge af sprøjtegifte blev anset for almindelig indkomstskattepligtigt.