Tidspunkt for tabsfradrag på anparter ved konkurs (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Tidspunkt for tabsfradrag på anparter ved konkurs (* 1)
Ingeniør A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde anset ham for berettiget til at fradrage tab på anpartskapitalen, 400.000 kr., idet man havde henvist til, at anpartskapitalen måtte anses for tabt allerede i året 1985.
Det var oplyst, at klageren, der var direktør i B, i august 1983 havde tegnet anparter i C ApS for nominelt 400.000 kr. Sidstnævnte selskab blev erklæret konkurs i januar 1985 med en underskudsbalance på ca. 3 mio kr. I det endelige boregnskab fra oktober 1986 fremgik en underskudssaldo af ca. samme størrelse.
Det fremgik videre af sagens oplysninger, at selskabet C var stiftet i 1983 med en anpartskapital på 665.000 kr., der var fordelt med 400.000 kr. til klageren, 180.000 kr. til klagerens svigerfader, 50.000 kr. til hans broder og 25.000 kr. til hans svoger. I forbindelse med selskabets konkurs i januar 1985 var selskabets aktiver overgået til et nyt selskab, D ApS, stiftet i februar 1985. Konkursen var sluttet uden dividende til de simple kreditorer.
Klageren påstod sig berettiget til at fradrage tabet på anpartskapitalen i C ApS i året 1986 i forbindelse med anpartsselskabets endelige opløsning. Klagerens revisor henviste til en Østre Landsrets dom af 3. december 1980, hvor det var statueret, at fradrag for et tab måtte afvente det tidspunkt, hvor det kunne godtgøres, at likvidationen ville blive sluttet uden udlodning.
De stedlige skattemyndigheder havde været af den opfattelse, at anpartskapitalen var tabt i forbindelse med konkursen i januar 1985, da der på dette tidspunkt var konstateret en så betydelig underskudsbalance, at det måtte være klart, at anpartskapitalen måtte være tabt. Da klageren ikke på dette tidspunkt havde været i besiddelse af de omhandlede anparter i et tidsrum af tre år, havde man ikke godkendt fradrag for tabet.
Landsskatteretten måtte efter det oplyste om de økonomiske forhold i det omhandlede selskab - herunder den allerede ved konkursens indtræden konstaterede betydelige underskudsbalance i forhold til anpartskapitalen - være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at tabet af anpartskapitalen allerede måtte anses for konstateret i året 1985. Påstanden om at klageren som værnsaktionær kunne fradrage det omhandlede tab i særlig indkomst, kunne således ikke tages til følge, jf. bestemmelserne i aktieavancebeskatningsloven.
LV 1987, C 3.2.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 2, side 145
Tab på anparter i et anpartsselskab blev anset for indtrådt i det år, hvor selskabet var gået konkurs, idet underskudssaldoen, ca. 3 mio kr., var betydelig i forhold til anpartskapitalen på 665.000 kr.
Fradrag kunne derfor ikke godkendes i det år, hvor konkursen var sluttet.