Beholdninger - minkfarm (* 1)

Beholdninger - minkfarm (* 1)

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt den af ham ved indkomstopgørelsen for 1984 foretagne nedskrivning på minkskind, 68.600 kr. Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren drev en landbrugsejendom, på hvilken der produceredes markafgrøder og svin. Herudover drev klageren en minkfarm på ejendommen. I 1984 havde klageren en omsætning på 2.211.068 kr., hvoraf 1.414.093 kr. hidrørte fra minkfarmen, og ved indkomstopgørelsen var foretaget nedskrivning pa lager af minkskind, 288.970 kr., med 68.600 kr. De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt denne nedskrivning, da minkskindene var anset at være optaget til den af Ligningsrådet fastsatte normalværdi, og da pelsdyr ikke er omfattet af lov nr. 208 af 13. maj 1981 om husdyrbesætninger. Klagerens revisor gjorde gældende, at lageret af skind, der var fremstillet i egen virksomhed, var opgjort til fremstillingsprisen. Revisoren fandt, at skindene var omfattet af bestemmelserne i varelagerloven, og at der ikke fandtes lovhjemmel for at nægte nedskrivning på minkskind. Statsskattedirektoratet udtalte, at Ligningsrådets normalværdier for skind, der udgjorde ca. 40% af salgsprisen, blev fastsat under den forudsætning, at skindene ikke nedskrives efter varelagerlovens regler. Hvis varelagerlovens regler skulle anvendes på en minkavlers beholdning af skind, måtte de værdiansættes til fremstillingsprisen, der skulle omfatte de direkte medgåede udgifter til produktionen. Direktoratet fandt ikke på det foreliggende at kunne opgøre en fremstillingspris, og de anvendte værdier burde derfor efter direktoratets opfattelse ikke anerkendes som grundlag for nedskrivning efter varelagerloven. Efter de i sagen foreliggende oplysninger - herunder bl.a., at den af klageren opgjorte fremstillingspris i årene 1980-1985 havde svaret nøjagtigt til den af Ligningsrådet fastsatte normalværdi - fandt to retsmedlemmer, herunder retsformanden, det ikke antageligt, at klageren i statusopgørelsen havde optaget sine skind til den faktiske fremstillingspris. Et retsmedlem fandt ikke anledning til at tilsidesætte klagerens forklaring om, at skindene i statusopgørelsen var optaget til den faktiske fremstillingspris. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og ansættelsen blev derfor stadfæstet. LV 1987, R 4.1.

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 1, side 78

En landbruger, der også drev minkfarm på ejendommen, kunne ikke afskrive på beholdningen af minkskind efter varelagerloven, idet han gennem en årrække havde optaget skindene til den af Ligningsrådet fastsatte normalværdi.