Vurdering - fast ejendom - ejendomsværdi - bygning på lejet grund (* 1)

Vurdering - fast ejendom - ejendomsværdi - bygning på lejet grund (* 1)

A klagede over den af skyldrådet ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af ejendomsværdien for et kolonihavehus på lejet grund til 65.000 kr.

Til støtte for påstanden gjorde klageren gældende, at ansættelsen oversteg den maksimale salgspris, der kunne godkendes efter de retningslinier, der er fastsat af Kolonihaveforbundet for Danmark.

Skyldrådet havde ved ansættelsen af ejendomsværdien for det i 1971 opførte hus lagt til grund, at det bebyggede areal udgjorde 42 (m2) + 6 (m2) udhus.

Repræsentanter for Landsskatteretten besigtigede klageejendommen, hvorved det på grundlag af tegninger over ejendommen blev konstateret at det bebyggede areal alene udgør 35 (m2) + 6 (m2) udhus.

Landsskatteretten bemærkede, at den begrænsning i råderetten, som bestemmelserne fastsat af Kolonihaveforbundet for Danmark indebærer, må sidestilles med en privatretlig servitut, hvortil der ifølge vurderingslovens § 10, stk. 2, ikke kan tages hensyn ved ansættelsen.

Endelig bemærkede retten, at Ligningsrådet har fastsat, at bygninger på lejet grund forbigås ved 18. almindelige vurdering, hvis deres kontantværdi ikke skønnes at overstige 60.000 kr.

Landsskatteretten fandt herefter - bl.a. under hensyn til det ved besigtelsen konstaterede om husets standard og størrelse - at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den kontante ejendomsværdi oversteg 60.000 kr. Vurderingen blev derfor ophævet.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 2, side 151

Ejendomsvurderingen for et kolonihavehus på lejet grund, der af skyldrådet var ansat til en ejendomsværdi på 65.000 kr., blev ophævet af Landsskatteretten under henvisning til, at der ikke var grundlag for at antage, at ejendomsværdien oversteg 60.000 kr. Retten fandt samtidig, at de af Kolonihaveforbundet for Danmark fastsatte retningslinier for maksimumsprisen for ejendommen måtte sidestilles med en privatretlig servitut, hvortil der ifølge vurderingslovens § 10, stk. 2, ikke kan tages hensyn ved ansættelsen.