Servitut - erstatning. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Servitut - erstatning. (* 1)
Gårdejer A klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked vedrørende den skattemæssige behandling af et erstatningsbeløb på 1.278.200 kr. Erstatningen forudsattes ydet af Landbrugsrådet som kompensation for tinglysning af en servitut på den ham tilhørende og af ham drevne landbrugsejendom, B, hvorefter klageren og efterfølgende ejere skulle forpligte sig til ikke at have klovbærende dyr på ejendommen, så længe Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland ikke har samme veterinære status, dog minimalt 16 år.
Servitutten skulle ligeledes være gældende for ejendommen C, som klageren har i forpagtning af DONG, dog med den forskel, at der her er tale om en for klageren personlig forpligtelse, der alene skulle gælde, så længe han har denne ejendom i forpagtning.
Ligningsrådets afgørelse gik ud på, at 440.000 kr. af erstatningsbeløbet kunne henføres til den faste ejendom som værdiforringelse af anlæg på ejendommen på grund af rådighedsindskrænkningen. Da ejendommen var erhvervet for ca. 20 år siden, og der ikke var foretaget afskrivninger, ville dette beløb være skattefrit. Endvidere skulle 20.000 kr. af erstatningen, der blev ydet for tab ved salg af kvægbrugsmaskiner, indgå i virksomhedens saldo for driftsmidler. Endelig skulle restbeløbet 818.200 kr. medregnes ved indkomstopgørelsen som driftstabserstatning.
Som grundlag for dette skøn havde Ligningsrådet anset handelsværdien for ejendommen B pr. 1. januar 1988 uden rådighedsindskrænkning at svare til årsreguleringen 940.000 kr. på samme tidspunkt. Når rådighedsindskrænkningen blev taget i betragtning, skønnedes handelsværdien at være 500.000 kr., idet ejendommen fremtidig kunne betragtes som et parcelhus med mulighed for frasalg af jorden til sammenlægning med en anden landbrugsejendom.
Det fremgik af sagens oplysninger, bl.a. tilvejebragt ved en besigtigelse af ejendommen af Landsskatterettens vurderingsafdeling, at klagerens landbrugsejendom, B, lå ved en tysk kommunevej, der gik langs den dansk-tyske grænse. Ejendommen havde et jordtilliggende på 27,8 ha sandmuldet jord. Som resultat af ændret grænsedragning i 1920 lå ejendommens bygninger og jorder på begge sider af grænsen, således at stuehus, stald, maskinhus m.v. og 9,3 ha lå i Danmark, medens en tærskelade og 18,5 ha lå i Tyskland.
Det var videre oplyst, at den i sagen omhandlede servitut alene skulle tinglyses på den danske del af ejendommen B samt på den af klageren forpagtede ejendom C, og at ejendomsværdien pr. 1. april 1988 på 940.000 kr. kun vedrørte de i Danmark beliggende bygninger og arealer.
Endelig var det oplyst, at der på ejendommen var en besætning på ca. 30 malkekøer med opdræt og en mindre svinebesætning, at ejendommen gennem generationer havde været drevet som kvægbrug, og at jordtilliggendet på begge sider af grænsen hidtil havde været anvendt til kvæggræsning og foderafgrøder.
Om baggrunden for, at der mod erstatning påtænkes tinglyst en servitut om rådighedsindskrænkning på klagerens landbrugsejendom var følgende oplyst
Ved overenskomst af 30. marts 1967 mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland kaldet - »Den lille Grænsetrafik« - blev der fastsat visse toldlempelser for handel m.v. i et område på ca. 10 km på hver side af grænsen.
Ifølge overenskomstens artikel 3 og 4 kan landmænd i grænseområdet bl.a. afgiftsfrit bringe dyr til græsning i den anden grænsezone, når dyrene efter græsning bringes tilbage igen. Grænsebeboerne må endvidere benytte veje i den anden grænsezone, når dyrene skal på græsning i deres hjemstedskommune. Ifølge overenskomstens artikel 15 bortses fra de veterinærpolitiske grænseekspeditioner ved de grænseovergange, der er omfattet af overenskomsten, således at løsgående husdyr, der overskrider grænsen, kan hentes tilbage til hjemstedzone uden veterinærmæssige grænseekspeditioner. Den veterinærmæssige lempelse i artikel 15 kan af enhver stat midlertidigt ophæves, såfremt faren for smitte kræver dette.
De tyske veterinære bestemmelser er mindre restriktive end de danske, og der har uden resultat gennem mange år været ført forhandlinger mellem de tyske og sønderjyske landboforeninger med henblik på opnåelse af samme veterinære status, men der kan ikke forventes gennemført samme veterinære status inden for en tidshorisont af 30 til 40 år. Endvidere vil gennemførelsen af det indre marked i 1992 formentlig ikke fremskynde opnåelse heraf, idet man inden for EF er interesseret i Danmarks høje veterinære status, der medfører, at Danmark eksporterer animalske produkter til tredjelande, hvorved de danske produkter ikke presser priserne på EF-markedet.
For at hindre smitteoverførsel til Danmark specielt af mund- og klovsyge har Landbrugsministeriet ved cirkulære af 10. april 1987 ensidigt fra dansk side ophævet reglerne i'»Den lille Grænsetrafik«» for så vidt angår enhver grænseovergang af kreaturer fra Tyskland til Danmark. Herefter kan kreaturer kun indføres i Danmark i henhold til de almindelige veterinære bestemmelser for indførsel af levende kreaturer.
Cirkulæret, der har virkning fra 15. april 1987, har medført, at klageren ikke som hidtil har kunnet lade sine kreaturer græsse på ejendommens tyske arealer. Da endvidere ejendommens danske arealer er noget vandlidende, har klageren flere gange dagligt måttet grønthøste og fodre dyrene i stalden, hvilket er en omkostningskrævende og urentabel udnyttelse af ejendommen.
Efter udstedelsen af nævnte cirkulære og foranlediget af en i 1986 af Landbrugsministeriet udarbejdet«»Rapport om den dansk-tyske landegrænse og smittebeskyttelsesforanstaltninger«», hvori det som smittebeskyttelsesforanstaltning blev anbefalet, at der bl.a. på klagerens landbrugsejendom skulle tinglyses servitut om, at der ikke måtte holdes husdyr på ejendommen, har Landbrugsrådet optaget forhandlinger med klageren om erstatning for et sådant servitutpålæg.
Der var ikke søgt tilvejebragt ekspropriationshjemmel, idet man havde skønnet, at det var en hurtigere løsning at indgå frivillige aftaler med de få berørte landmænd.
Klageren havde herefter indvilliget i, at der på hans ejendom blev tinglyst servitut med det nævnte indhold mod, at der blev ydet ham erstatning herfor på 1.278.200 kr. Erstatningsbeløbet var beregnet på følgende måde
Årligt indtægtstab ved udelukkelse af husdyrhold og værdiforringelse af anlæg på ejendommen som følge af rådighedsindskrænkningen
132.000 x kapitaliseringsfaktor ------------------------------- 1.168.200 kr. 8,85 Forudsætninger: Rådighedsindskrænkningens varighed 16 år. Realrente 8%. Mistede muligheder for oppebebærelse af statstilskud til husdyrproduktion 90.000 kr. Tab ved salg af kvægbrugsmaskiner, som ikke længere kan udnyttes 20.000 kr. -------------------------------------------------------- 1.278.200 kr. --------------------------------------------------------
Det blev under sagen bl.a. gjort gældende, at Ligningsrådet ved beregningen af ejendommens værdiforringelse havde taget udgangspunkt i ejendomsværdien 940.000 kr. for den i Danmark beliggende del af ejendommen. Selv om servitutten alene blev lyst på den danske del af ejendommen, ville den få indflydelse på den samlede landbrugsejendom som driftsenhed, idet det herefter ikke ville være muligt for klageren at have kreaturer på den i Tyskland beliggende del af ejendommen. Ligningsrådet burde derfor i givet fald have taget hele ejendommens værdinedgang i betragtning, og ikke blot værdinedgangen på den danske del af ejendommen.
Det blev videre gjort gældende, at det forhold, at man ved fastsættelsen af erstatningen havde taget udgangspunkt i forventet indtjening med kvæg og forventet indtjening uden kvæg, ikke kunne tillægges afgørende betydning og ikke burde medføre, at en del af erstatningen blev anset for driftstabserstatning. Rådighedsindskrænkningen vedrørte ikke klageren personligt, for så vidt angik den ham tilhørende ejendom, men derimod selve landbrugsejendommen, på hvilken der af smittebeskyttelseshensyn ikke måtte være kvæghold i en tidsubegrænset periode.
Klageren fandt derfor, at erstatningen i sin helhed vedrørte den faste ejendom, og der blev principalt nedlagt påstand om, at hele erstatningsbeløbet måtte være omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, og dermed skattefrit. Subsidiært påstod klageren alene 90.000 kr. vedrørende mistet mulighed for oppebærelse af statstilskud til husdyrproduktion beskattet som almindelig indkomst, og tabet ved salg af kvægbrugsmaskiner 20.000 kr. bragt til fradrag i virksomhedens maskinsaldo.
Klagerens advokat anførte bl.a., at klageren ved tinglysning af servitutten blev påført en permanent rådighedsindskrænkning, og at han herved afstod endda en væsentlig del af sin ejendom, idet denne var indrettet til kvægdrift. Selv om dette skete ved frivillig aftale, var der for så vidt tale om frivillig tvang, og forholdet havde nærmest karakter af ekspropriation. Der burde ikke ensidigt fokuseres på, hvilket beregningsgrundlag der var taget udgangspunkt i som modydelse for byrden på ejendommen, idet hele idegrundlaget ved udfindelse af den rigtige erstatningsstørrelse havde været, at beløbet skulle kompensere for servitutpålægget, dvs. Landbrugsrådet ville betale et vist beløb for at fratage klageren hans levebrød. Servituttens bestemmelse om at skulle gælde i mindst 16 år skulle ses på denne baggrund, idet klageren formentlig fortsat ville være erhvervsudøvende i denne periode, medens han om 16 år havde nået pensionsalderen. Det var urealistisk at antage, at der inden for en overskuelig årrække ville kunne opnås samme veterinære status i Danmark og Vesttyskland.
Advokaten præciserede herefter, at der ikke mellem Landbrugsrådet og klageren forelå et ,,gavemiljø,», men at Landbrugsrådet var villig til i rimeligt omfang at yde kompensation for, at klageren påtog sig denne rådighedsindskrænkning i erhvervskilden.
Landsskatteretten bemærkede, at skønnet over værdinedgangen som følge af den på ejendommen tinglyste servitut om rådighedsindskrænkning efter rettens opfattelse skulle udøves ud fra den forudsætning, at ejendommen fortsat ville være i landbrugsmæssig drift, men herefter med begrænset udnyttelse som følge af den manglende adgang til kvæghold, hvilket var det væsentligste indkomstgrundlag på marskjorder.
Da der i grundlaget for beregningen af erstatningsstørrelsen indgik indtægter ved kvægdrift - herunder fra det kvæg, der havde græsset på den tyske jord - fandt retten, at der ved overvejelserne af tabsberegningen burde tages hensyn til, at ejeren af ejendommen ikke ville kunne opnå indtægter ved kvæghold på de tyske jorder. Herefter fandtes tabet at skulle ansættes som forskellen mellem den samlede ejendoms hidtidige værdi som kvægbrug og efterfølgende værdi som vegetabilsk brug på grund af servitutpålæggelsen.
Da endvidere ejendommen efter servitutpålæggelsen fortsat vil have en værdi som landbrug, fandt retten det rimeligt at lægge en overgrænse for, hvor stor en del af erstatningen, der kunne henføres til den faste ejendom ud fra et skøn over den samlede ejendoms handelsværdi før og efter servitutpåtagelsen, som dog alene skulle lyses på den danske del af ejendommen.
Efter det oplyste fandt Landsskatteretten således, at erstatningsbeløbet måtte anses for at dække såvel afståelsen af den middelbare ejendomsret som følge af servitutpålægget som den forringede afkastningsevne i en på forhånd tidsubestemt periode af længere varighed.
Herefter fandt Landsskatteretten at kunne følge den i sagen subsidiært nedlagte påstand, hvorefter 1.168.200 kr. af erstatningsbeløbet blev anset for indkomstskattefrit, dækkende såvel afståelse af en middelbar ejendomsret ved tinglysning af servitutten på ejendommen som klagerens indtægtstab i en uvis årrække. 90.000 kr. af erstatningen, ydet for mistet mulighed for statstilskud til husdyrproduktion, ville være at medregne ved indkomstopgørelsen som almindelig indkomst, og endelig ville 20.000 kr., ydet for tab ved salg af kvægbrugsmaskiner, være at fratrække i virksomhedens saldo for driftsmidler.
LV 1987, C 1.2.3.
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 12, side 785
En landbrugsejendom med jorder på begge sider af den dansk-tyske grænse skulle have pålagt servitut på den danske del af ejendommen om ikke at have klovbærende dyr på ejendommen. Ved fastsættelsen af den skattepligtige andel af erstatningen for rådighedsindskrænkningen blev, udover erstatning for afståelse af den middelbare ejendomsret, taget udgangspunkt i den samlede ejendoms - herunder også den tyske dels - værdinedgang som følge af overgang til kvægløst landbrug.