Afskrivninger - restlevetid - sambeskatning - udlandslempelse. (* 1)

Afskrivninger - restlevetid - sambeskatning - udlandslempelse. (* 1)

Aktieselskabet A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet selskabets selvangivne indkomst for skatteårene 1978/79 til 1981/82 inkl. med henholdsvis 184.472 kr., 201.402 kr. og 254.320 kr. Selskabet klagede endvidere over, at den selvangivne indkomst for skatteåret 1981/82 var forhøjet med 1.662.574 kr., idet fradrag for underskud i selskabet B, USA, fra tiden før sambeskatning ikke var godkendt. Endelig klagedes over beregningen af lempelse for indtægt fra virksomhed i udlandet.

Det var oplyst, at selskabet A i 1965 havde erhvervet et areal med bygninger i X, hvor selskabet drev fabrikationsvirksomhed. Man havde siden erhvervelsen afskrevet på bygningerne i overensstemmelse med afskrivningslovens regler om restlevetid. Dette var også sket i forbindelse med de forbedringer og ombygninger, der var foretaget i årene 1966 og 1967. I de følgende år var forbedringer afskrevet efter de sædvanligt anvendte procentsatser, dvs. 2% for bygninger og 4% for installationer. Der havde således været afskrevet efter en kombination af afskrivningsmetoder, restlevetid for de oprindelige bygninger, og almindelige afskrivningssatser for de senere forbedringer og ombygninger.

Fra indkomståret 1976 havde selskabet ønsket at ændre afskrivningsmetoden for den bygning, der havde været undergivet væsentlige ændringer gennem indretning af laboratorium og forsøgsværksted, og man havde ansat bygningens restlevetid til 25 år. I 1979 havde man foretaget tilsvarende nyvurdering af de øvrige bygninger.

Selskabet gjorde gældende, at man havde redegjort for disse forhold i selvangivelserne.

Selskabets advokat fremhævede som begrundelse for sin påstand om godkendelse af disse ændringer, at de foretagne beregninger af afskrivningerne på grund af nyvurdering af restlevetiden havde hjemmel i afskrivningslovens § 22, stk. 2, og at afskrivningerne var en fortsættelse af de restlevetidsafskrivninger, som var påbegyndt i 1965. Subsidiært påstod selskabets advokat, at ansættelserne for skatteårene 1978/79 og 1979/80 måtte omgøres, idet skattemyndighederne ved at godkende de årlige selvangivelser havde godkendt den nye afskrivningsmetode og skabt en forventning hos selskabet om fortsat godkendelse, jf. Østre Landsrets dom af 11. september 1981 vedrørende Rockwool International A/S.

Landsskatteretten måtte efter det oplyste være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at selskabet - uanset bygningernes funktionsmæssigt ændrede karakter - ikke havde været berettiget til at foretage ændring i afskrivningsgrundlag og afskrivningsprocenter, og at afskrivningsmulighederne for ombygninger og forbedringer var reguleret i afskrivningslovens § 21. Det måtte således have sit forblivende ved ansættelserne på dette punkt, idet retten dog kunne tiltræde selskabets subsidiære påstand om, at ændringerne på dette punkt skulle ophæves for så vidt angik skatteårene 1978/79 og 1979/80.

For så vidt angik ikke godkendt fradrag for underskud vedrørende selskabet B fra tiden før sambeskatningen med det klagende selskab var oplyst, at selskabet B var købt i året 1973, og man kunne for så vidt have etableret sambeskatning tidligere, men havde valgt året 1978. Det underskud, der var tale om, hidrørte fra året 1977.

Selskabets advokat påstod, at der i tilladelsen til sambeskatningen ikke var taget noget forbehold fra skattemyndighedernes side. Der syntes ikke at være afgørelser, der hindrede en disposition som foretaget med fradrag for indkomståret 1980. Advokaten fremhævede, at underskuddet var opstået i det klagende selskabs ejertid, og således ikke var'»købt,,.

De stedlige skattemyndigheder havde været af den opfattelse, at der ikke var fradragsret for underskud, der hidrørte fra tiden før sambeskatningen, og man henviste til, at det havde været fast skattepraksis gennem en årrække, at der ikke kunne fradrages underskud vedrørende udenlandske selskaber.

Statsskattedirektoratet fremhævede under sagens behandling, at direktoratets praksis længe havde været, at underskudsfradrag i forbindelse med fusion kun gjaldt danske selskaber, og at dette nu udtrykkeligt var fastslået i Statsskattedirektoratets cirkulære for 1983 nr. 22.

Landsskatteretten udtalte, at sambeskatningsvilkårene bygger på administrative forskrifter og praksis, og retten fandt det på baggrund af det af Statsskattedirektoratet anførte efter det foreliggende betænkeligt at indrømme det påståede fradrag.

Med hensyn til spørgsmålet om lempelse af selskabets indkomstskat med hensyn til indtægt, der hidrørte fra virksomhed i udlandet, var det oplyst, at det bl.a. drejede sig om indtægter fra selskabet B, USA. Spørgsmålet var bl.a. opstået i forbindelse med dette selskabs likvidation, hvor der var opstået skattemæssig avance ved salg af driftsmidler, 3.539.214 kr., og i forbindelse med en indtægtsført lagernedskrivning pr. 31. december 1979, 795.926 kr. Her havde de stedlige skattemyndigheder gjort gældende, at man kun godkendte lempelse for den del af indkomsten, der hidrørte fra virksomhed i udlandet, der kunne henføres til løbende driftsindtægter med fradrag af driftsomkostninger.

Selskabets advokat gjorde gældende, at avancen ved realisation af driftsmidler samt indtægtsført varelagernedskrivning i virkeligheden var udtryk for, at man havde nedskrevet for meget gennem årene, og således for så vidt havde fået for lidt i udlandslempelse.

Under sagens behandling gjorde selskabets advokat gældende, at varelagernedskrivningen ikke var indtægtsført i det første år efter sambeskatningens indførelse, nemlig 1978, men først var sket i indkomståret 1980.

Landsskatteretten måtte efter det oplyste på dette punkt lægge selskabets påstand til grund, og der var således grundlag for at meddele udlandslempelse for de i året 1980 indtægtsførte 795.926 kr., medens retten i øvrigt tiltrådte de stedlige skattemyndigheders synspunkt med hensyn til realisationsavancen vedrørende driftsmidler m.v.

LV 1987, SE 4.2.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 12, side 778

Et selskab, der havde afskrevet købte bygninger efter restlevetid, men senere forbedringer med 2% for bygninger og 4% for installationer, kunne ikke ændre de samlede afskrivninger til restlevetidsafskrivninger efter en revurdering af restlevetiden.

Endvidere kunne underskud i et udenlandsk selskab fra tiden før sambeskatning ikke fradrages. Der blev indrømmet udlandslempelse på en indtægtsført varelagernedskrivning, men ikke på avance ved salg af driftsmidler ved likvidation.