Afskrivninger - silo. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Afskrivninger - silo. (* 1)
Gårdejer A klagede for indkomståret 1983 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for uberettiget til at foretage straksafskrivning med 81.850 kr. på en silo.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse med sin landbrugsejendom havde opført en Assentoft-silo til opbevaring af korn og foder. Siloen var lavet af galvaniseret stål og var boltet fast på støbt cementdæk.
Ved indkomstopgørelsen havde klageren, under henvisning til at siloen kunne anses som en tilbygning til de eksisterende landbrugsbygninger, foretaget straksafskrivning herpå i henhold til bestemmelsen i afskrivningslovens § 21, stk. 2.
De stedlige skattemyndigheder havde anset siloen som en selvstændig bygning og havde følgelig alene godkendt afskrivning på siloen efter de normale bygningsafskrivningsbestemmelser i afskrivningslovens § 18, stk. 1, jf. § 19 A og § 22. Rådet havde herved henset til, at siloen var placeret udendørs, at den havde et rumindhold på ca. 500 (m3) og en højde og bredde på henholdsvis ca. 18 meter og ca. 6 meter, og at den var forbundet med mølleriet og kornbehandlingsanlægget, således at den måtte anses som opstillet med henblik på forbliven på stedet.
Klagerens revisor påstod principalt siloen straksafskrevet som selvangivet og gjorde subsidiært gældende, at den pågældende silo måtte anses for at være løsøre og således afskrives efter bestemmelserne herom.
Landsskatterettens afdeling for vurdering af fast ejendom havde i forbindelse med sagens behandling foretaget besigtigelse af den pågældende silo.
Det fremgik af de bl.a. herved fremkomne oplysninger, at siloen bestod af sammenboltede stålplader på ca. 2 x 1 meter, og at tanken var tætnet således, at den var gastæt. Korn m.v. blev blæst ind i siloen sammen med en gasart, der bevirkede, at kornet syrnede. Fra siloen blev kornet blæst videre ind i andre indendørssiloer, hvor det blev knust og formalet, hvorefter kornet blev transporteret til et computerstyret foderblandingsanlæg.
Klageren oplyste, at siloen kun kunne bruges i forbindelse med fodringsanlægget, da korn, der en gang havde været i siloen, og som var syrnet under opbevaringen i tanken, ikke kunne sælges eller bruges til andet formål.
Landsskatteretten var enig med myndighederne i, at siloen måtte betragtes som en egentlig bygning på grund af dens størrelse og vanskelige flytbarhed. Retten fandt imidlertid, at den måtte karakteriseres som en tilbygning til det eksisterende produktionsanlæg og som en integreret del af foderprocessen. Der ville derfor kunne foretages straksafskrivning på siloen i henhold til bestemmelserne i afskrivningslovens § 21, og den påklagede ansættelse blev følgelig nedsat med 81.850 kr. -8.768 kr., eller med 73.082 kr.
LV 1987, G 6.1.10.2.
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 12, side 782
En silo blev anset for en selvstændig bygning, men for en integreret del af foderprocessen og dermed produktionsanlægget, således at straksafskrivning blev godkendt.