Skattepligt - personer - F 54 erklæring. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Skattepligt - personer - F 54 erklæring. (* 1)
A klagede over, at amtsligningsrådet for indkomstårene 1976 til 1980 inklusive havde anset ham for fuldt skattepligtig her i landet efter kildeskattelovens § 1, nr. 1.
Det var oplyst, at klageren den 1. august
1976 havde meldt flytning til Spanien, og at han fra denne dato havde selvangivet sin skattepligtige indkomst og formue efter reglerne for begrænset skattepligtige personer. Efter fremlæggelse af en F 54-erklæring, attesteret af borgmesteren i Malaga, havde X kommunes skattevæsen ved skrivelse i oktober 1976 meddelt klageren, at man havde anset hans fulde skattepligt efter kildeskattelovens § 1 for ophørt med udgangen af juli 1976, og at han med virkning fra den 1. august 1976 var begrænset skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 2.
Skattemyndighederne havde efterfølgende konstateret, at den fremlagte F 54-erklæring ikke havde været gyldig med henblik på afkræftelse af skattepligtsforholdene til Danmark, idet erklæringen ikke var attesteret af rette myndighed, nemlig Delegacion de Hacienda. De spanske skattemyndigheder havde ved skrivelse i februar 1982 meddelt de danske skattemyndigheder, at man ikke kendte klageren i skattesystemet i Spanien.
Kriminalretten i X statuerede ved en i september 1987 afsagt dom, at klageren efter den 1. august 1976 fortsat måtte anses at have haft bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, nr. 1. Af dommens præmisser fremgik, at klageren under forretningsrejser i det øvrige udland havde opgivet sit hjemsted som X og i øvrigt havde optrådt som dansk forretningsmand. I forbindelse med erhvervelsen af ejerlejlighed i Spanien og flytning dertil havde han i øvrigt forbeholdt sig bolig på sit anpartsselskabs kontor og havde haft mulighed for at bo på sin forhenværende ægtefælles bopæl. Klageren påstod amtsligningsrådets afgørelse omstødt, idet han gjorde gældende, at denne var foretaget i strid med gældende skatte- og retsregler. Til støtte herfor anførte han, at han mente, at amtsligningsrådet var bundet af skattevæsenets tilkendegivelse af oktober 1976 vedrørende hans skattepligtsforhold. Amtsligningsrådet kunne ikke se bort fra en i kriminalretten i X af anklagemyndigheden afgiven proceserklæring vedrørende den fremlagte F 54-erklæring. Endvidere var skattemyndighederne allerede på det tidspunkt, hvor ligningen for indkomståret 1976 blev foretaget, i besiddelse af alle nødvendige oplysninger.
Landsskatteretten fandt, at amtsligningsrådet ikke var bundet af den af det lokale skattevæsen afgivne udtalelse fra oktober 1976, da denne var afgivet på et forkert grundlag. Retten lagde herved vægt på, at retssikkerhedshensynene ikke kunne anses for tilsidesat i nærværende sag, der vedrørte spørgsmålet, om klageren ved sine bolig- og opholdsmæssige dispositioner gennem årene måtte anses at have bevaret bopæl her i landet.
Landsskatteretten fandt endvidere, at den afgivne proceserklæring alene havde relation til straffespørgsmålet, samt at spørgsmålet om, hvorvidt skattekravet eventuelt var forældet, faldt uden for Landsskatterettens bedømmelse.
Da Landsskatteretten i overensstemmelse med den af kriminalretten i X afsagte dom kunne tiltræde, at klageren fortsat efter den 1. august 1976 var fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, nr. 1, blev amtsligningsrådets afgørelse stadfæstet.
LV 1987, A 1.1. og 1.2.
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 10, side 605
Da en af det kommunale skattevæsen på grundlag af en urigtig F 54-erklæring afgivet udtalelse ikke var bindende, og da forholdene i øvrigt - i overensstemmelse med en af den stedlige kriminalret afsagt dom - ikke kunne begrunde fritagelse for fuld skattepligt her til landet, blev amtsligningsrådets afgørelse herom stadfæstet.