Legislator Case Law & Legislation
W19881852825 DK

Formalitet - kontradiktion - ugyldighed. (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 18528 Valid

Formalitet - kontradiktion - ugyldighed. (* 1)

LSR 1988-3-298 af 6. juli 1988.

Direktør A klagede over den af skatterådet - under behandlingen af hans klage over ligningskommissionens ansættelse af hans skattepligtige indkomst for 1985 - foretagne forhøjelse på 2.000 kr., idet han ikke havde haft lejlighed til at fremføre sine synspunkter desangående.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens selvangivelse for indkomståret 1985 var genstand for ligningsmæssig undersøgelse vedrørende en række punkter, herunder værdien af hustruens deltagelse sammen med klageren i en af klagerens arbejdsgiver betalt rejse til Sydamerika og De Vestindiske øer. Klageren havde selvangivet denne værdi til 4.250 kr., medens ligningskommissionen havde ansat værdien til 8.500 kr.

Klageren havde påklaget ligningskommissionens ansættelse til skatterådet, som havde nedsat værdien til det selvangivne beløb. Imidlertid havde skatterådet samtidig foretaget en forhøjelse med 2.000 kr. som en anslået privat værdi vedrørende klagerens egen deltagelse i den del af rejsen, der omfattede ophold på De Vestindiske Øer i tre dage.

Vedrørende skatterådets ekspedition af sagen i forbindelse med denne forhøjelse fremgik det af sagens oplysninger, at klageren ved et møde med skatterådets sekretariat - hvilket møde i første række havde vedrørt de af klageren påklagede ændringer - var spurgt om, hvorvidt turen til De Vestindiske Øer også havde været erhvervsmæssigt begrundet, hvilket spørgsmål klageren havde besvaret bekræftende. Der blev herefter ikke forelagt klageren nogen tilkendegivelse om, at man ville indstille til skatterådet, at der skulle ske forhøjelse vedrørende det ikke tidligere påklagede forhold, men skatterådet havde på det førstkommende møde truffet beslutning om forhøjelse med beløbet 2.000 kr.

Landsskatteretten udtalte, at skatterådet i henhold til skattestyrelseslovens § 9, stk. 3, og forretningsordenen for skatteråd uden for København § 10, stk. 2, uanset klagens indhold er berettiget til at optage ansættelsen i sin helhed til kendelse.

Disse bestemmelser måtte imidlertid ses i sammenhæng med den almindelige bestemmelse i forretningsordenens § 12 vedrørende den situation, at såfremt klagerens påstand ikke fuldt ud imødekommes, skal han have lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling med sekretariatet, således at dette får mulighed for at udarbejde indstilling til skatterådet.

Landsskatteretten fandt endvidere at måtte vurdere forholdet ud fra et almindeligt gældende forvaltningsretligt princip, hvorefter der bør gives en skatteyder lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende, forinden der træffes afgørelse vedrørende et ikke tidligere behandlet/påklaget forhold. Det ovenfor citerede spørgsmål fra skatterådets sekretariat under den forhandling, der vedrørte påklagede forhold, kunne ikke anses for at være tilstrækkeligt til opfyldelse af dette princip.

Landsskatteretten fandt således, at den af skatterådet foretagne forhøjelse med 2.000 kr. ikke var gyldigt foretaget, og ansættelsen blev herefter nedsat med 2.000 kr.

Endelig adm. afgørelse 1988 18528 Valid

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 9, side 548.

Endelig adm. afgørelse 1988 18528 Valid

Da et skatteråd - under behandling af klage over vedkommende ligningskommissions ansættelse - foretog en ny forhøjelse, uden at skatteyderen fik lejlighed til at fremføre sine synspunkter om dette forhold, blev skatterådets forhøjelse anset for ugyldig.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →