Børnebidrag - bofællesskab. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Børnebidrag - bofællesskab. (* 1)
Elektroniktekniker A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde efterkommet hans anmodning om fradrag for børnebidrag for indkomstårene 1983 og 1984 med henholdsvis 1.223 kr. og 5.000 kr.
Det var oplyst, at klageren var far til 2 børn, født i henholdsvis 1981 og 1984, og at han ifølge statsamtets afgørelse var forpligtet til at betale børnebidrag til børnenes moder. Klageren havde over for skattemyndighederne dokumenteret forfaldne og betalte bidrag for de omhandlede indkomstår med de anførte beløb. Det var endvidere oplyst, at klageren og børnenes moder, der ikke havde været gift, fra oktober 1983 havde boet hver for sig i et bofællesskab i en andelsboligforening, hvor der i alt boede 6 voksne og flere børn.
Skattemyndighederne havde nægtet klageren fradrag for børnebidrag, da børnene var anset for at opholde sig hos klageren, hvorfor betingelserne for fradrag i medfør af ligningslovens § 11 ikke var opfyldt. Der var herved henset til, at klageren og børnene havde samme bopæl, uanset at det var en andelsbolig, og at klageren og hans samleverske var anset for at have opretholdt samlivet, idet de i 1984 havde fået et barn.
Klageren gjorde gældende, at børnene ikke kunne anses for at opholde sig hos ham. Børnenes moder boede ikke til leje, men var medejer af andelsboligforeningen på samme vilkår som de øvrige voksne i huset. Børnene boede hos hende, og desuden var forældrene ikke samlevende og havde ikke haft fælles økonomi udover fælles udgifter til termin og husets drift. De sociale myndigheder havde endvidere accepteret klagerens bidragspligt, ligesom der var udbetalt forhøjet og ekstra børnetilskud til børnenes moder. Om boligforholdene var oplyst, at bofællesskabet var indrettet i et enfamilieshus på 180 (m2), fordelt på 2 etager og oprindelig med 2 separate lejligheder. Huset ejedes af andelsboligforeningen og var opdelt i 6 andele. Alle voksne havde deres eget værelse til privatbrug, dog disponerede børnenes moder over en tidligere lejlighed på 2 værelser med eget køkken, toilet, bad og egen indgang. Fællesrum blev benyttet af alle i huset, og der arrangeredes som regel fællesspisning, men ofte benyttede børnenes moder sit eget køkken af hensyn til børnene.
Uanset at klageren og hans tidligere partner med deres 2 børn havde bopæl på samme postadresse, fandt Landsskatteretten, at der ved bedømmelsen af, om der kunne indrømmes klageren fradragsret i medfør af ligningslovens § 11, måtte henses til, at der var tale om et bofællesskab med en række andre voksne medejere af den fælles ejendom, at parterne ikke havde opretholdt noget specielt økonomisk eller beboelsesmæssigt fællesskab, da moderen med de 2 børn efter det oplyste rådede over et specielt afsnit i huset, og at moderen af de sociale myndigheder var godkendt som enlig forsørger med adgang til forhøjet og ekstra børnetilskud. Under hensyn hertil fandt retten, at børnene næppe kunne anses for at opholde sig hos klageren, og klageren måtte herefter anses for at have fradragsret for de ydede børnebidrag. De påklagede ansættelser blev herefter nedsat med henholdsvis 1.223 kr. og 5.000 kr.
Fradrag for børnebidrag blev godkendt selv om forældrene havde samme adresse - bofællesskab i andelsboligforening - bl.a. fordi børnenes moder havde et specielt afsnit i huset med eget køkken og var godkendt af de sociale myndigheder som enlig forsørger.