Besætning - nedskrivning. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Besætning - nedskrivning. (* 1)
Landbruger A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for uberettiget til i indkomstopgørelsen for 1984 at foretage nedskrivning på besætning med 183.329 kr. Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren af sin fader havde lejet samtlige til faderens landbrugsejendom hørende staldbygninger, hvorfra han drev en omfattende produktion af svin. Ved opgørelsen af det herfra hidrørende driftsresultat havde klageren med henvisning til § 2, stk. 4, i lov nr. 208 af 13. maj 1981 om den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger fratrukket den ovenfor nævnte besætningsnedskrivning. Skattemyndighederne havde ikke ment, at der i den pågældende lovregel var hjemmel for klagerens nedskrivning, idet bestemmelsen kun omfattede landbrugere, og idet klageren - der hverken var ejer eller forpagter af en landbrugsejendom - ikke i denne skattemæssige henseende fandtes at tilhøre den omtalte personkreds. Under sagens behandling tiltrådte Statsskattedirektoratet de stedlige skattemyndigheders standpunkt. Skattedepartementet, hvormed der var korresponderet om sagen, udtalte, at man ikke fandt hjemmel i husdyrbeskatningsloven til generelt at nægte nedskrivningsadgang under henvisning til, at en skatteyder som lejer ikke kunne anses som »»landbruger«» i vedkommende lovs forstand. Under indtryk af omfanget af klagerens produktion (ca. 3.000 svin om året) fra de lejede bygninger, lejens størrelse (120.000 kr. årligt) og det forhold, at klageren ikke drev anden produktion eller havde lønindkomst ved siden af svineavlen, udtalte departementet endvidere, at man ikke fandt anledning til at anfægte den af klageren for 1984 foretagne besætningsnedskrivning. Med baggrund i Skattedepartementets således udtrykte opfattelse fandt Landsskatteretten, at klagerens påstand burde tages til følge. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 183.329 kr.
LV 1987, R 1.1.
En landbruger, der fra lejede lokaler på faderens ejendom, drev en omfattende svineproduktion, blev anset for berettiget til at nedskrive på besætningen i henhold til § 2, stk. 4, i lov nr. 208 af 13. maj 1981 om den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger, idet der var lagt vægt på, at der blev produceret ca. 3.000 svin pr.
år, blev betalt en husleje på 120.000 kr. årligt, og at klageren ikke drev anden virksomhed eller havde lønarbejde.