Børnebidrag. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Børnebidrag. (* 1)
Toldkonsulent A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1985 havde beskåret et af ham foretaget fradrag på 9.000 kr. for børnebidrag til 2.141 kr. - beregnet som normalbidraget + 25% i 3 1/2 måned. Myndighederne havde været af den opfattelse, at det af klageren ydede børnebidrag åbenbart havde oversteget, hvad statsamtet ville have fastsat. Det fremgik af sagen, at klageren var blevet separeret ved bevilling af 30. september 1985, og at statsamtet samtidig havde godkendt parternes aftale om, at klageren med virkning fra den 15. september 1985 og indtil videre skulle betale 2.000 kr. månedlig i børnebidrag til fællesbarnet, som moderen havde fået forældremyndigheden over. Klageren påstod sig berettiget til fradrag for det ydede børnebidrag, idet han dog begrænsede sin påstand til alene at omfatte fradrag med 2.000 kr. i 3 1/2 måned, eller 7.000 kr. Landsskatteretten fandt, at betingelserne for fradrag for det af statsamtet godkendte bidrag var opfyldt, idet der var tale om et underholdsbidrag, som klageren pligtmæssigt havde udredet i overensstemmelse med den af statsamtet godkendte aftale om bidragets størrelse. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat i overensstemmelse med klagerens påstand.
LV 1987, F 1.1.
I forbindelse med separation havde statsamtet godkendt parternes aftale om faderens børnebidrag til et fællesbarn. Selv om dette bidrag oversteg det efter indkomstforholdene beregnede normalbidrag, måtte det respekteres som fradragsberettiget hos den bidragydende.