Partrederi - udlandslån - kurstab. (* 1)

Partrederi - udlandslån - kurstab. (* 1)

Skibsreder A klagede for indkomståret 1981 over, at de stedlige skattemyndigheder havde beskåret hans fradrag for kurstab på udlandslån. Forhøjelsens beløbsmæssige størrelse var ikke omtvistet.

Det var oplyst, at klageren i 1976 var indgået i 2 partrederier sammen med sin søn og en tredjemand. Begge partrederier gik dårligt, og et særligt problem var, at skibene var finansieret gennem et udlandslån i schweizerfranc. Da de 2 medejere af skibene ikke kunne klare deres økonomiske forpligtelser, havde klageren overtaget deres anparter, således at han pr. 1. januar 1982 var eneejer af begge skibe.

Klageren havde fra udlandslånenes start hæftet solidarisk for lånene. Medejerne af skibene havde på intet tidspunkt fratrukket urealiserede kurstab på udlandslånene, og det var kun klageren, der i 1981 havde ansøgt om og fået tilladelse til overgang til lagerprincippet. Advokaten fandt ikke, at der forelå det af de stedlige skattemyndigheder påberåbte debitorskifte, som var beskrevet i ligningsvejledningen 1984, side 759. Advokaten henviste til, at klageren hæftede solidarisk for udlandslånene, at det var ham, der havde stillet sikkerhed for lånene, at han led tabene på lånene, samt at medejerne ikke var udenforstående.

Statsskattedirektoratet gav under sagens behandling udtryk for, at der helt åbenbart var tale om tab på udlandslån, for hvilke der principielt var fradragsret. Spørgsmålet var imidlertid, hvor tabene skulle placeres. Direktoratet fandt, at det afgørende for tabenes fordeling var, hvem der for den periode, som fradragsnægtelsen vedrørte, var debitor for lånene. Det var altså afgørende, hvorledes ejerforholdene til skibene var, og det var uden betydning, at der forelå solidarisk hæftelse.

Direktoratet fandt i øvrigt, at situationen helt svarede til situationen i interessentskabsforhold. Klagerens overtagelse af medejernes andele i skibene svarede til delsalg i et interessentskab, således at hans overtagelse af dele af udlandslånene for hans vedkommende måtte anses for nystiftelse af disse dellån. Medejerne kunne således have fratrukket de omtvistede kurstab ud fra et realisationsprincip. Direktoratet henviste i denne forbindelse til, at benyttelse af lagerprincippet var et periodespørgsmål. Statsskattedirektoratet var derfor enig i den foretagne ansættelse.

Landsskatteretten kunne tiltræde Statsskattedirektoratets synspunkt, hvorefter det var anpartsforholdene, der afgjorde fradragsretten. Den foreliggende ændring af de indbyrdes anpartsforhold og dermed ændring af de indbyrdes gældsforhold måtte derfor medføre, at klagerens fradragsret for udlandslån måtte begrænses i det beløbsmæssige omfang, som det var sket ved ansættelsen. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV1987, E 5.3.3.5.

Kurstab på udlandslån, optaget til finansiering af 2 partrederier med hver 3 deltagere, hvoraf den ene senere havde overtaget de 2 andres anparter, kunne af den tilbageværende eneejer kun fradrages med den forholdsmæssige del af tabet, der svarede til hans anpart for den periode, som tabet vedrørte.