Leasing - driftmidler - værdiansættelse - etableringskonto. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leasing - driftmidler - værdiansættelse - etableringskonto. (* 1)
Repræsentant A klagede over, at hans selvangivne indkomst for indkomstårene 1983, 1984 og 1985 var forhøjet med henholdsvis 2.016 kr., 865 kr. og 298 s,»A/s C Ba værdiansættelsen af aktiverne i et leasinginteressentskab, hvori klageren var deltager, var nedsat.
Det var oplyst, at klageren var deltager i et leasinginteressentskab, Investorgruppen B, med 7 andele a 5.000 kr., eller i alt 35.000 kr. Han havde i forbindelse med investeringen fået frigivet 20.000 kr. fra etableringskonto, hvoraf 5.000 kr. var frigivet uden virkning for den skattepligtige indkomst, jf. § 6 i den dagældende etableringskontolov, medens resten var frigivet til forlods afskrivning på aktiver, der er omfattet af hans andele i interessentskabet.
De påklagede ansættelser var en konsekvens af Statsskattedirektoratets og Ligningsrådets omvurdering af det mellem et andelsselskab og nævnte investorgruppe etablerede leasingarrangement, hvorved driftsmidler hørende til produktionsanlæggene hos andelsselskabet pr. 1. juni 1983 var blevet overdraget til investorgruppen og tilbageleaset til andelsselskabet, jf. Landsskatterettens kendelse af samme dato i sagen LSR 1988-4-209.
Ligningsrådet havde således ændret den værdiansættelse af aktiverne, der af parterne var lagt til grund ved overdragelsen, fra 50 mio. kr. til 25 mio. kr., og havde antaget, at overdragelsessummen havde indeholdt en overpris, der var anset som et finansielt mellemværende. Den foretagne omvurdering af transaktionerne havde herefter medført ændring af skatteansættelserne for andelsselskabet gennem ændret formuegrundlag for beregning af indkomst - og for investorerne ændrede indkomstopgørelser ved påvirkning af afskrivningsgrundlag, investeringsfradrag, leasing- og renteydelser, ligesom der var foretaget efterbeskatning af«»ubenyttede«» investeringsfondshenlæggelser og indskud på etableringskonto.
For klagerens vedkommende havde det forhold, at anskaffelsessummen for de aktiver, der var omfattet af hans andele, var reduceret til 17.500 kr., medført, at etablering ikke var anset for at have fundet sted, jf. § 5, stk. 2, i saldoafskrivninger på den reducerede anskaffelsessum.
Det fremgik af sagens oplysninger, at A/S C Bank i årene 1982 og 1983 havde været initiativtager til stiftelsen af en række leasinginteressentskaber, der indgik aftale om køb og tilbageleasing af aktiver hørende til en række andelsselskaber inden for landbrugssektoren.
For så vidt angik Investorgruppen B omfattede aftalen i alt 257 aktiver til aftalt værdi 50 mio. kr., hvoraf ca. 16,9 mio. kr. vedrørte køle- og fryseanlæg, medens resten var slagterimaskiner o.lign. Kontant var betalt 20 mio. kr., medens restbeløbet på 30 mio. kr. skulle betales ved arrangementets ophør efter 8 år i 1991. Samtidig var der indgået en aftale om andelsselskabets betaling af leasingydelser i samme periode, ligesom der var indgået en aftale om forkøbsret ved leasingarrangementets ophør til 7,5 mio. kr. - formelt for D Garanti A/S.
Statsskattedirektoratet havde efter en kritisk gennemgang af arrangementet fundet, at de aftalte vilkår savnede forretningsmæssig begrundelse, bl.a. fordi aftaleparterne ikke havde haft modstridende interesser ved fastsættelsen af overdragelsessummerne for de omhandlede aktiver. Statsskattedirektoratet og Ligningsrådet havde dernæst fundet, at skattemyndighederne ikke under de givne omstændigheder i skattemæssig henseende var bundet af de aftalte overdragelsessummer.
Efter indhentede oplysninger om de omhandlede aktiver havde Ligningsrådet foretaget en vurdering heraf for derved at fastlægge den optimale pris, der kunne opnås ved salg af de enkelte driftsmidler eller grupper af driftsmidler i fri handel mellem uafhængige parter.
Klagerens advokat anførte, at vedkommende amtsskatteinspektorat, hvortil klageren havde rettet henvendelse om frigivelse af etableringskontomidlerne til anvendelse i leasingarrangementet, ved skrivelse i juni 1983 havde meddelt, at sagen var oversendt Statsskattedirektoratet til prøvelse, og at meddelelse om eventuel frigivelse først kunne finde sted, når Statsskattedirektoratets afgørelse forelå. Efter at Statsskattedirektoratet havde godkendt frigivelsen over for amtsskatteinspektoratet, havde inspektoratet herefter ved skrivelse i august 1983 meddelt klageren, at frigivelsen kunne finde sted. Godkendelsen indeholdt en bemærkning om, at godkendelsen af projektet i sin helhed - herunder opgørelsen af afskrivningsgrundlaget - henhørte under de stedlige ligningsmyndigheder med ret til påklage i sædvanlig instansfølge. Imidlertid havde ligningsmyndighederne ingen bemærkninger, og klagerens selvangivelse for 1983 var godkendt. Han havde herefter intet hørt til sagen før«»agterskrivelse«» af 1. december 1986 fra skatteadministrationen om de påtænkte ændringer af skatteansættelserne for indkomstårene 1983, 1984 og 1985, hvorved den tidligere meddelte godkendelse var tilbagekaldt, og indkomsten forhøjet under hensyntagen til det reducerede afskrivningsgrundlag.
Agterskrivelsen var herefter fulgt op af ligningskommissionens kendelse af 22. december 1986.
Det var vedrørende dette forhold advokatens synspunkt, at der ikke burde foretages så indgribende ændringer som faktisk gennemført over for investorerne så lang tid efter den sædvanlige ligningsmæssige behandling af selvangivelserne. Han støttede bl.a. dette synspunkt på, at de pågældende amtsskatteinspektoraters frigivelse af de bundne midler under de foreliggende omstændigheder måtte afskære skattemyndighederne fra senere at foretage ændring af ansættelserne i så henseende. Ikke mindst for klagerens vedkommende forekom ændringerne efter advokatens opfattelse mere end ubillige.
Advokaten gjorde dernæst gældende, at de gennemførte ændringer var i strid med den retstilstand og den praksis, skattemyndighederne havde fastlagt i 1983 gennem behandling af tilsvarende leasingarrangementer.
Det blev gjort gældende, at der ikke var fornødent retligt grundlag for at foretage en ændring af den omhandlede art, og dette støttedes bl.a. på de tilkendegivelser om retstilstan den, der fremgik af Folketingets forhandlinger vedrørende et i januar 1983 fremsat lovforslag (L 130) om indgreb over for leasingarrangementer. Det var således advokatens synspunkt, at der ikke tilkom skattemyndighederne en generel adgang til at tilsidesætte de af uafhængige parter aftalte overdragelsessummer og erstatte disse med beløb efter skattemyndighedernes skøn.
Vedrørende de i sagen faktisk udøvede skøn gjorde advokaten gældende, at det var ukorrekt at tage udgangspunkt i de omhandlede aktivers værdi som enkeltdele, men at vurderingen i det mindste burde foretages under hensyntagen til, at aktiverne indgik i en bestående virksomhed. Det blev endvidere påpeget, at skattemyndighedernes skøn ikke tog hensyn til montageudgifter, og at der som helhed var regnet med en for kort levealder for aktiverne.
Vedrørende spørgsmålet om retsvirkningen af, at der i 1983 for langt de fleste investorer var frigivet investeringsfonds- og etableringskontomidler henviste Statsskattedirektoratet til, at det var fast antaget i skatteretlig praksis, at frigivelsen ikke afskar fra en efterprøvelse af afskrivningsgrundlaget ved den endelige ligning - herunder ved en på Statsskattedirektoratets initiativ foretaget ligningsmæssig efterprøvelse.
Det blev dernæst bestridt, at Folketingets forhandlinger vedrørende den lovændring, der ikke blev gennemført, kunne tages til indtægt for det af klagerens advokat indtagne standpunkt, idet det tværtimod blev gjort gældende, at skatteministerens tilkendegivelser under forhandlingerne viste, at der efter dagældende praksis var adgang for ligningsmyndighederne til at skride ind over for urealistiske handelspriser i leasingarrangementer.
Vedrørende grundlaget for at tilsidesætte de i nærværende leasingarrangement aftalte overdragelsessummer gjorde Statsskattedirektoratet gældende, at udbudsmaterialet, aftalerne og vedtægtsbestemmelserne viste, at der ikke havde foreligget sædvanlige forretningsmæssige overvejelser bag arrangementet, og at der navnlig havde været tale om en sammenfaldende interesse mellem andelsselskabet og investorerne i at nå frem til en høj overdragelsessum. Det blev fremhævet, at den aftalte overdragelsessum på 50 mio. kr. i sig selv forekom urealistisk på baggrund af, at det var oplyst, at alle de omhandlede leasingaktiver ved overdragelsen var værdiansat til nyværdipriser pr. 1. juni 1983, inkl. bl.a. montage og elinstallationer, medens de ved leasingperiodens udløb havde en aftalt restværdi på 7,5 mio. kr. Vedrørende de anvendte vurderingsprincipper blev det anført, at der var tale om brugt materiel, hvis værdi var knyttet til, hvad der ved salg af de enkelte driftsmidler kunne opnås i fri handel. I en eventuel misligholdelsessituation ville det være uden betydning for køberen, at aktiverne benyttedes i en virksomhed i drift, ligesom montageudgifterne i en sådan situation var uden interesse.
Landsskatteretten måtte efter de foreliggende oplysninger være enig med Statsskattedirektoratet i, at frigivelsen af de omtalte bundne midler ikke afskar fra en ligningsmæssig korrektion inden for de i øvrigt gældende frister.
Landsskatteretten fandt ikke, at de af advokaten fremførte betragtninger vedrørende det retlige grundlag for ansættelserne kunne begrunde, at der ikke var tilstrækkelig lovmæssig hjemmel for ansættelserne. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at der havde foreligget en sådan skatteretlig praksis, at skattemyndighederne havde været afskåret fra at foretage en skønsmæssig ændring af de aftalte overdragelsessummer.
Vedrørende det anvendte vurderingsprincip fandt Landsskatteretten at måtte hense til, at arrangementet alene havde omfattet driftsmidlerne og ikke driftsbygningerne, hvorfor skønnet over værdien måtte tage udgangspunkt i den pris, der kunne opnås ved salg af de enkelte aktiver, svarende til den realisationsværdi, der i en misligholdelsessituation var knyttet til de enkelte driftsmidler.
Landsskatteretten kunne således tiltræde det af Statsskattedirektoratet og Ligningsrådet anvendte princip vedrørende værdiansættelsen, og da retten ikke fandt grundlag for at ændre det i så henseende udøvede skøn, måtte det have sit forblivende ved de foretagne skatteansættelser.
At etableringskonto var tilladt frigivet, blev ikke anset for at afskære fra en ligningsmæssig korrektion af grundlaget for frigivelsen. Landsskatteretten stadfæstede de af Ligningsrådet foretagne nedsættelser af værdien af aktiverne i et arrangement, hvor et andelsselskab havde solgt driftsaktiver til en investorgruppe, der havde leaset aktiverne tilbage til andelsselskabet med aftalt forkøbsret. Der fandtes således at være retligt grundlag for ansættelserne, og vurderingsprincipperne blev anerkendt.