Advokatudgifter - Grønland. (* 1)

Advokatudgifter - Grønland. (* 1)

Gårdejer A klagede for indkomståret 1983 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 23.224 kr. for udgifter til advokat vedrørende skatteansættelser for indkomstårene 1975 og 1976. Det fremgik af sagen, at klageren i årene 1965 til 1978 havde drevet selvstændig virksomhed i Grønland. For indkomstårene 1975 og 1976 havde ligningskommissionen i X ansat hans skattepligtige indkomster i overensstemmelse med de selvangivne indkomster. Ved en af skatterådet i Grønland i 1978 foretaget revision var ansættelserne forhøjet væsentligt. Efter at de foretagne forhøjelser var påklagede, blev ansættelserne underkastet andenbehandling i skatterådet i Grønland, og i 1981 blev skatterådets oprindelige kendelser af december 1978 stadfæstede. Klageren anlagde herefter sag ved Grønlands Landsret mod Ministeriet for Grønland. Ved sagens førelse var klageren repræsenteret af sin danske advokat, og der blev afholdt udgifter til advokathjælp med 23.224 kr. Domsforhandling havde fundet sted i 1983. I henhold til en i december 1983 fremsendt faktura, dækkede advokatudgifterne'»sag om skatteansættelse for 1975 og 1976 og anden bistand ved andenbehandlingen i Grønlands skatteråd«» samt advokatens rejseudgifter i forbindelse med rejse til Grønland. De stedlige skattemyndigheder henviste til, at udgifter til advokatbistand alene er fradragsberettigede, såfremt den ydede bistand vedrører erhvervelse af indtægter, som skal medregnes eller afholdelse af udgifter, som skal fradrages ved indkomstopgørelsen, således som dette er fastlagt i statsskatteloven. Da klageren i de omhandlede år ikke var skattepligtig til Danmark, fandtes de afholdte udgifter til advokatbistand ikke omfattet af fradragsretten. Klagerens advokat påstod de foretagne fradrag godkendt, idet der var tale om en driftsomkostning, som ikke relaterede sig til en anden fradragsberettiget udgift, men alene forudsatte at udgiften var afholdt på et tidspunkt, hvor klageren var skattepligtig i Danmark. Han anførte, at driftsomkostninger burde kunne fratrækkes, hvad enten der var tale om danske eller udenlandske indtægter. Dette måtte også omfatte driftsomkostninger, der bestod i procesudgifter, og det måtte være uden betydning, hvorvidt hovedsagen drejede sig om dansk eller udenlandsk skat. Advokaten pegede endvidere på det forhold, at ved en i forbindelse med overtrædelsen af den grønlandske skattelov rejst straffesag mod klageren, havde den danske anklagemyndighed og de danske domstole gået det grønlandske skattevæsen til hånde ved at rejse tiltale for overtrædelse af den grønlandske skattelov, respektive ved at pådømme sagen. Dette burde atter indebære, at når man anerkendte fællesskabet i kriminelle straffesager, måtte dette også gælde civile skattesager. Landsskatteretten fandt efter det oplyste, at ud fra en driftsomkostningsbetragtning måtte det forudsættes, at den klagesag, som havde nødvendiggjort advokatudgiften, vedrørte en ansættelse, som havde indflydelse på størrelsen af den indkomst, klageren skulle beskattes af i Danmark. En driftsomkostning vedrørende en udenlandsk indkomst, der ikke kunne eller skulle beskattes i Danmark, kunne ikke have indflydelse på opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst. Da statsskattelovens § 6 alene vedrører fradrag i den skattepligtige indkomst for omkostninger, som er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde en til Danmark skattepligtig indkomst, var Landsskatteretten enig med de stedlige skattemyndigheder i, at de afholdte udgifter til advokatbistand ikke var fradragsberettigede for klageren. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1987, F.4.

Advokatudgifter i forbindelse med en skattesag i Grønland om indkomst der, kunne ikke fradrages i den danske indkomst, selv om udgifterne først blev afholdt efter tilbageflytning til Danmark.