Vurdering fast ejendom - ejendomsværdi - udlejningsejendom. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Vurdering fast ejendom - ejendomsværdi - udlejningsejendom. (* 1)
A klagede over den af skyldrådet ved 18. alm. vurdering pr. 1/1 1986 foretagne ansættelse af ejendomsværdien med påstand om nedsættelse.
Klageejendommen var en udlejningsejendom med et bebygget areal på 384 (m2) og et samlet bygningsareal på 1.388 (m2), fordelt på 4 etager. Ejendommen indeholdt 8 erhvervslejligheder og 1 beboelseslejlighed på 257 (m2), beboet af ejer.
Skyldrådet ansatte ejendomsværdien med udgangspunkt i den af ejer oplyste erhvervslejeindtægt samt en anslået leje for ejers beboelseslejlighed på 400 kr. pr. (m2).
Klager gjorde gældende, at den anslåede leje for ejers beboelseslejlighed ikke burde overstige 275 kr./(m2).
Til støtte for sin påstand henviste klager til, at Huslejenævnet i Høje-Tåstrup Kommune pr. 1/3 1984 havde ansat kvadratmeterlejen for et sammenligneligt byggeri til 232 kr. pr. (m2). Under hensyn til klageejendommens stand og lejlighedens udstyr m.m. fandt klager herefter, at beregningen for så vidt angik ejers bolig måtte foretages på grundlag af 275 kr. pr. (m2).
Landsskatteretten bemærkede, at der til opfyldelse af vurderingslovens bestemmelser om ansættelse af handelsværdien af den samlede faste ejendom på vurderingstidspunktet foretages et skøn over samtlige de forhold, som har betydning for prisdannelsen for udlejningsejendomme, bl.a. ejendommens afkast, samt en afvejning af ejendommens rent bygningsmæssige værdi og de økonomiske muligheder i øvrigt.
Landsskatteretten bemærkede endvidere, at beregningen af, hvorledes ejers bolig skal indgå i ansættelsen af ejendomsværdien, må foretages på baggrund af lejlighedens status på vurderingstidspunket som beboelseslejlighed i en udlejningsejendom. Beregningen må derfor foretages på baggrund af sædvanlige udlejningsforhold i overensstemmelse med vurderingslovens regler.
Landsskatteretten fandt herefter - under hensyn til lejlighedens beskaffenhed, standard og beliggenhed m.v. samt lejeniveauet i området - at ejers bolig passende kunne indgå i ansættelsen af ejendomsværdien med 275 kr. pr. (m2) i overensstemmelse med klagers påstand.
En udlejningsejendom indeholdt 8 erhvervslejemål og en beboelseslejlighed, der var beboet af ejeren. Ved ansættelsen af ejendomsværdien ved 18. almindelige vurdering ansattes værdien af beboelseslejligheden i overensstemmelse med vurderingslovens § 10, stk. 3, efter sædvanlige udlejningsforhold til 275 kr. pr. (m2) svarende til lejeniveauet i området.