Udenlandslempelse - selskaber - befragtning. (* 1)

Udenlandslempelse - selskaber - befragtning. (* 1)

A Shipping ApS klagede for skatteåret 1983/84 over, at selskabet ikke var anset for berettiget til lempelse ved skatteberegningen for indkomst ved virksomhed i udlandet, jf. bestemmelsen i selskabsskattelovens § 17, stk. 2.

Det var oplyst, at selskabet drev virksomhed med befragtning, og at selskabet bl.a. havde sørget for transport af en ladning stål fra Brasilien til Australien. I denne anledning var der indgået aftale med ejeren af stålladningen om flytningen af varerne og med et rederi om transport af samme

Selskabet gjorde principalt gældende, at sådan virksomhed måtte anses for virksomhed i udlandet, således at betingelserne i nævnte § 17 i selskabsskatteloven måtte anses for opfyldt, og selskabet dermed være berettiget til udlandslempelse. Subsidiært nedlagdes påstand på, at skatterådets kendelse repræsenterede en praksisændring med tilbagevirkende kraft og derfor ikke kunne gennemføres.

Til støtte for den principale påstand anførte selskabet, at kontrakten om befragtning af varerne fra en udenlandsk havn til en anden var ensbetydende med, at befragtningen skete på selskabets regning og risiko. Hertil kom, at det var praksis, at fart med gods og passagerer mellem udenlandske havne gav adgang til udlandslempelse. Dette omfattede såvel transport af selskabets eget, som af andres gods, og linie - såvel som trampfart. Som det fremgik af den oprettede Gencon-kontrakt havde selskabet beføjelser over skibet, der herefter måtte anses for et driftssted.

For så vidt angik begrebet lederskab af skibe, påhvilede dette alene kaptajnen og rederiet og aldrig andre. Selskabet havde dog stadig ansvaret, og ikke blot over for afskiberne i den første kontrakt, men også over for rederiet i den dermed forbundne anden kontrakt om fragt. Ansvaret var af en sådan størrelsesorden, at man oven i købet havde aftalt og indarbejdet en voldgiftsklausul i de forskellige kontrakter. Virksomheden var således drevet for selskabets regning og risiko i udlandet.

Til støtte for den subsidiære påstand anførte selskabet, at man under en telefonsamtale med vedkommende skattevæsen havde fået oplyst, at der var tale om en praksisændring, idet skattevæsenet indtil ca. 1983 havde accepteret, at den her omhandlede form for virksomhed gav ret til udlandslempelse. De stedlige skattemyndigheder havde anført, at der alene var tale om genbefragtning, og at selskabet således ingen indtægter eller udgifter havde i forbindelse med selve skibet, ligesom det i øvrigt ikke havde nogen beføjelser eller lederskab over dette. Når et skib sejlede mellem udenlandske havne, ansås selve skibet for fast driftssted, og fradragsretten tilkom den, der på ledelsesniveau disponerede over skibet. Skattemyndighederne havde i øvrigt tilføjet, at der ikke forelå en praksisændring.

Statsskattedirektoratet indstillede under sagens behandling for Landsskatteretten den påklagede ansættelse stadfæstet. Direktoratet fandt ikke, at der forelå virksomhed i udlandet, som berettigede til lempelse i henhold til selskabsskattelovens § 17, stk. 2. Efter det for direktoratet oplyste var der ikke givet lempelse til andre selskaber i henhold til nævnte lovbestemmelse på samme grundlag som i denne sag.

Efter det oplyste måtte Landsskatteretten være enig med skattemyndighederne i, at selskabet ikke kunne anses for at have udøvet en sådan faktisk virksomhed i udlandet, at denne berettigede til lempelse ved skatteberegningen efter selskabsskattelovens § 17, stk. 2. Efter de i sagen foreliggende oplysninger kunne man endvidere ikke se, at der forelå en praksisændring ved den trufne afgørelse, og afgørelsen blev herefter stadfæstet.

LV 1987, SH 2.1.1.

Et selskab, der drev befragtning, blev ikke anset for berettiget til lempelse efter selskabsskattelovens § 17, stk. 2, af indtægten ved at sørge for fragtning af en ladning stål mellem 2 verdensdele, idet der alene var tale om genbefragtning, da det var et fremmed rederi, der i henhold til aftale sørgede for transporten.