Dødsbo - arveafkald - partielt skifte. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Dødsbo - arveafkald - partielt skifte. (* 1)
A klagede for indkomståret 1982 over, at de stedlige skattemyndigheder havde medregnet indtægterne i boet efter klagerens afdøde ægtefælle i den skattepligtige indkomst i henhold til kildeskattelovens § 13, stk. 1.
Det fremgik af sagen, at klagerens ægtefælle var død den 25. september 1982, og at han udover to fællesbørn havde efterladt sig et særkuldbarn. Dette barn havde den 16. januar 1983 givet arveafkald mod et vederlag på 20.000 kr., der skulle svare til tvangsarven, beregnet på grundlag af en pr. 30. juni 1982 udarbejdet status. De stedlige skattemyndigheder havde beregnet tvangsarvelodden til 36.980 kr.
Boet blev den 29. januar 1983 udleveret til privat skifte, og § 14-opgørelse indgivet den 1. juli 1983.
De stedlige ligningsmyndigheder havde den 22. august 1983 meddelt, at boet var skattepligtigt, og at man krævede afsluttende ansættelse for mellemperioden, ligesom der blev rejst krav om efterbetaling i henhold til statsskattelovens § 43.
Boet blev den 1. november 1983 udleveret til klageren til hensidden i uskiftet bo.
De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at det af klagerens ægtefælles særkuldbarn afgivne arveafkald mod et vederlag på 20.000 kr. ikke kunne sidestilles med et skifte under bobehandlingen. Reglerne i kildeskattelovens § 20 C, stk. 2, 2. punktum, havde derfor ikke kunnet anvendes, og man havde foretaget ansættelsen i medfør af kildeskattelovens § 13, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse bliver den længstlevende ægtefælle i det tilfælde, hvor fællesboet straks ved dødsfaldet overtages af denne til hensidden i uskiftet bo, også skattepligtig af afdødes indkomst og formue for hele det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted.
Klagerens advokat påstod ansættelsen nedsat til det selvangivne beløb og gjorde til støtte herfor gældende, at indkomsten i boet skulle beskattes i henhold til reglerne i kildeskattelovens §§ 16-18, jf. kildeskattelovens § 20, stk. 2, 2. punktum. Klagerens advokat anførte, at boet ikke havde været afskåret fra at anvende reglerne i kildeskattelovens §§ 14-18, da der af boet var indgivet § 14-opgørelse, således at der måtte antages at være grundlag for at sidestille vederlæggelsen af særkuldbarnet med et partielt skifte. Han anførte endelig, at differencen mellem tvangsarvelodden og vederlaget skyldtes, at vederlaget var fastsat ud fra, hvad man formodede, at arvelodden ville udgøre på formueopgørelsestidspunktet den 31. december 1982.
Forudsætningen - for at opnå de skattemæssige fordele ved at indlede en skiftebehandling fremfor den ved uskiftet bo gældende beskatningsordning efter kildeskattelovens § 13 - er, at skiftebehandlingen får fornøden realitet gennem en egentlig udskiftning af en arving. Under hensyn til, at arveafkaldet var givet, allerede før arvingerne havde befattet sig med boet, var Landsskatteretten enig med de stedlige skattemyndigheder i, at dette arveafkald ikke kunne sidestilles med et sådant partielt skifte, at en beskatning i medfør af reglerne i kildeskattelovens § 13 blev udelukket. Den pågældende ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1987, B 1.5.4.1.
Efter at en afdød ægtefælles særkuldbarn havde givet arveafkald mod et vederlag - mindre end senere beregnet tvangsarv - blev boet udleveret til privat skifte, og senere udleveret til efterlevende ægtefælle til hensidden i uskiftet bo. Arveafkaldet blev ikke anset for et sådant partielt skifte, at beskatning efter kildeskattelovens § 13 var udelukket, dvs. efterlevende ægtefælle blev beskattet af afdødes indkomst.