Rentefradrag. (* 1)

Rentefradrag. (* 1)

Landsretssagfører A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 67.000 kr., der var fratrukket som renter i indkomstopgørelsen for 1982.

Klageren var ejer af et hus i en kædehusbebyggelse. Denne bebyggelse var opført på et grundareal, som tilhørte nu afdøde B, som havde lejet grundene ud til bygningsejerne. For grundene havde lejerne betalt et beløb, der oprindeligt havde udgjort 8.000 kr. årligt, men som følge af reguleringsbestemmelser i lejekontrakten var lejeafgiften steget uforholdsmæssigt stærkt og var efterhånden blevet så tyngende, at beboerne gjorde indsigelser over for B. For 1982 ville den årlige leje beløbe sig til knap 45.000 kr., og denne leje ville i de følgende år stige endnu kraftigere.

Lejerne havde derfor sluttet sig sammen og anmodet B om en nedsættelse af den årlige lejeafgift sammen med en ændring af reguleringsbestemmelserne. I januar 1981 havde lejernes advokat skrevet til B's advokat med anmodning om en drøftelse af lejeafgiften, idet man samtidig havde foreslået en ordning, hvorefter lejerne hver for sig kunne købe de grunde, hvorpå deres huse lå. Efter langvarige forhandlinger, som var endt resultatløse, havde lejerne indbragt spørgsmålet for Østre Landsret med påstand om, at B tilpligtedes at anerkende, at bestemmelserne i lejeaftalen skulle være ugyldige fra den 1. marts 1982 at regne, subsidiært fra et senere tidspunkt. Stævningen var udskrevet først i januar 1982. Den 29. december 1982 blev sagen endeligt forligt efter en række yderligere forhandlinger. Forliget indebar, at klageren og de øvrige lejere med virkning fra den 1. januar 1982 skulle have hver sin grund overdraget på nærmere angivne vilkår, herunder bl.a., at købesummen endeligt ansattes til 335.000 kr. pr. grund med forrentning fra den 1. januar 1982 med 20% og fra den 1. januar 1983 med 19% af købesummen med tillagte renter for 1982, indtil betaling fandt sted.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren herefter fratrukket renteudgifter for tiden 1. januar til 31. december 1982 med 67.000 kr. tillige med ejendomsskatter og under medregning af lejeværdi.

Til støtte for ansættelsen havde skattemyndighederne anført, at klageren først havde erhvervet sin grund ved underskriften af forliget af den 29. december 1982. Først fra denne dato forelå der en aktuel gældsforpligtelse for klageren, der berettigede ham til at fratrække de heraf flydende renter. Det omhandlede beløb på 67.000 kr. måtte efter skattemyndighedernes opfattelse anses som et tillæg til købesummen.

Klageren bestred, at beløbet kunne anses for en del af købesummen. Det fremgik klart af den mellem parterne trufne aftale, at købet var sket med virkning fra den 1. januar 1982, og at den aftalte købesum skulle forrentes. Det lå uden for praksis at nægte fradragsret for renter, som lå forud for datoen for underskrift på slutsedlen eller retsforliget. Der var tale om en retstvist, som var endt med en forligsmæssig afslutning efter at have løbet i næsten 1 år.

Videre anførtes, at aftalen var indgået mellem uafhængige parter med modstridende interesser. Sælgeren af grundene havde indtægtsført de nævnte rentebeløb vedrørende alle handlerne. Selv om man lagde til grund, at der var tale om en ejendomshandel, var det sædvanligt, at der vælges en skæringsdag, som ligger noget tilbage i tiden, afhængig af konkrete handelsforhold, og at man godkendte renteudgifter tilbage til denne skæringsdag, som lå før slutseddeldatoen. Hvis en udlejningsejendom blev solgt med skæringsdato 4 måneder før overdragelsen, skulle køberen medregne lejeindtægten fra skæringsdagen. Ganske det samme måtte gælde i klagerens tilfælde. Endelig anførte klageren, at der højst kunne ske en beskæring af det fratrukne beløb med 24.000 kr., svarende til det beløb, som lejerne havde anerkendt at skulle betale i leje for 1982.

Statsskattedirektoratet udtalte, at det er en forudsætning for rentefradragsretten, at der eksisterer en aktuel gældsforpligtelse, men en sådan havde ikke foreligget for klageren før den 29. december 1982, hvor retsforliget blev endeligt tiltrådt. Direktoratet henviste til cirkulære nr. 216 af 17. december 1982 om beskatning af fortjeneste ved afståelse af ejendom, hvor det i punkt 21 er fremhævet, at ejendomsretten til en ejendom først går over til køberen, når der foreligger en endelig aftale. De igennem 1982 førte forhandlinger mellem klageren og B kunne ikke anses for en sådan endelig aftale, men var netop udtryk for, at ejendomsretten ikke var gået over før den 29. december 1982. Dette støttedes også af, at B ikke var interesseret i at sælge grundene, før han hen på året 1982 havde fået vished for, at han ikke ville blive beskattet af avancen ved salg af grundene. Der kunne vel efter praksis godkendes fradrag for renter forud for aftalens dato, men i så fald kun for en ganske kort periode, og denne praksis ville derfor ikke kunne finde anvendelse i klagerens tilfælde.

Landsskatteretten måtte være enig med skattemyndighederne i, at det var en forudsætning for rentefradrag, at der forelå en aktuel gældsforpligtelse, og i, at en sådan forpligtelse først kunne anses for opstået ved retsforliget den 29. december 1982. Retten måtte endvidere være enig med skattemyndighederne i, at den gældende praksis, hvorefter der kunne anerkendes rentefradrag for en kort periode forud for aftaledatoen, ikke kunne finde anvendelse under de foreliggende omstændigheder. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1987, F 3.1.3.

Der kunne ikke godkendes fradrag som renter af et beløb, der ganske vist var beregnet og benævnt renter fra 1. januar til 29. december 1982, idet beløbet hidrørte fra et retsforlig af 29. december 1982, hvorefter en grund - der hidtil havde været lejet - blev overdraget med virkning fra 1. januar 1982 og med forrentning fra denne dato.