Kulbrintebeskatning - boreplatform. (* 1)

Kulbrintebeskatning - boreplatform. (* 1)

A, der var bosat i Irland, klagede over, at ligningsrådet havde anset ham for skattepligtig efter kulbrinteskatteloven i en periode i 1983, hvor han havde arbejdet på forskellige borerigge i den danske del af Nordsøen i et i udlandet hjemmehørende selskab, B Ltd.

Ligningsrådet havde ved afgørelsen fundet, at selskabet, B Ltd., ifølge den relevante med Irland indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning måtte anses at have fast driftssted i Danmark med den følge, at Danmark i henhold til overenskomstens artikel 13, stk. 1, havde beskatningsretten til den af klageren fra selskabet oppebårne lønindtægt.

Om B Ltd.'s aktiviteter var oplyst, at selskabet udførte wireline-services på forskellige borerigge i Nordsøen ved, at man gennem kabler, der var sænket ned i borehullerne, foretog målinger, der registreredes i et mobilt laboratorium, der nærmest var en kasse. Kassen var fastgjort på de enkelte borerigge for ikke at falde i vandet, og målingerne, der på call-out basis blev foretaget af B's medarbejdere, foregik mellem afbrudte boringer. Den videre EDB-behandling af måleresultaterne foregik i udlandet.

Som begrundelse for, at selskabet B Ltd. måtte anses at have fast driftssted i Danmark, havde Ligningsrådet i overensstemmelse med Statsskattedirektoratets opfattelse støttet sig til kommentarerne i artikel 5 i OECD modelkonventionen vedrørende definitionen af fast driftssted. Man havde herefter fundet, at de heri anførte tre betingelser for, at der forelå et fast driftssted, var opfyldt

1)Der skal foreligge et forretningssted.

2)Forretningsstedet skal være'»fast«» (»»permanent«»).

3)Der skal ske virksomhedsudøvelse gennem forretningsstedet.

Statsskattedirektoratet gjorde således gældende, at det udstyr, som B anvendte under udførelsen af sin virksomhed i Danmark, og som var fastmonteret på de enkelte borerigge, udgjorde et forretningssted. Permanenskravet var efter direktoratets opfattelse i et tilfælde som her - hvor selskabets virksomhed til stadighed blev udøvet på skiftende geografiske steder i takt med, at det faste underlag i form af borerigge bevægede sig fra sted til sted - afløst af et tidsmæssigt krav. Dette krav måtte anses for opfyldt, når virksomheden udøvedes i mere end 12 måneder, hvilket fandtes at være tilfældet, da selskabet havde udøvet sin virksomhed i Danmark siden juni 1982.

Statsskattedirektoratet henviste dernæst til, at B havde udøvet en regelmæssig massiv virksomhed i Danmark, bl.a. under hensyn til selskabets samlede omsætning med DUC i årene 1983, 1984 og 1985 på henholdsvis 137 mio. kr., 99 mio. kr. og 109 mio. kr., samt under hensyn til de mange ansatte - op til 53 mand - der havde arbejdet i Danmark.

Det var således direktoratets opfattelse, at selskabets samlede aktiviteter, der var udøvet på 6 forskellige borerigge, ud fra en teknisk, økonomisk og administrativ betragtning udgjorde et hele, og at denne virksomhed i sig selv udgjorde et fast driftssted i Danmark, da de tre nævnte betingelser for at statuere fast driftssted måtte anses for opfyldt.

Da måleaktiviteterne endvidere måtte anses for en integrerende del af selve olieboringsprocessen, var det Statsskattedirektoratets opfattelse, at B Ltd. også - ligesom selve driften af boreriggen - havde fast driftssted i medfør af bestemmelsen, der vedrørte bygge- og anlægsvirksomhed i OECD modeloverenskomstens artikel 5, stk. 3, jf. kommentarerne til artikel 5, pkt. 8, sidste punktum, hvor 12 måneders grænsen fandt anvendelse.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at B's virksomhed ikke kunne betragtes som et sammenhængende hele, nedlagde Statsskattedirektoratet en subsidiær påstand om, at der alene skulle foretages indeholdelse af skat, for så vidt angik den lønindkomst, der hidrørte fra borerigge, der var chartret for over 12 måneder, og derved opfyldte 12 måneders kravet.

Klagerens advokat gjorde gældende, at udtrykket«»forretningssted«», som det var defineret i kommentarerne til artikel 5 i OECD modelkonventionen, og som måtte karakteriseres som en erhvervsmæssig aktivitet, ikke kunne udstrækkes til at omfatte en kasse udstyr, som blev anvendt i den hjælpevirksomhed, som B udførte i Danmark.

Desuden kunne betingelsen om, at forretningsstedet skal være«»fast«» - hvorved der ifølge kommentarens pkt. 5 skulle forstås bestemt sted samt en vis grad af varighed - efter advokatens opfattelse ikke anses for opfyldt under hensyn til, at arbejdet var udført på forskellige borerigge på forskellige steder i Nordsøen, ligesom de enkelte målinger var af kort varighed, nemlig i perioder af 1-2 dage.

Advokaten mente ikke, at man på grund af virksomhedens karakter kunne fravige kravet om en bestemt geografisk tilknytning og kun lægge vægt på varigheden, da der ikke var tale om et bygge- eller anlægsarbejde, hvor der alene er opstillet et varighedskrav. Endelig anførte han, at der ikke kunne ske sammenlægning af selskabets arbejder på de forskellige borerigge, og at det på de enkelte borerigge udførte arbejde måtte anses at savne den fornødne regelmæssighed for at statuere fast driftssted.

Advokaten henviste endvidere til støtte for sin påstand til Landsskatterettens kendelse af 13. november 1986 (dykkersagen), anført i »»skat«» 1987-1-52, som efter advokatens opfattelse var parallel med denne sag. Den afgjorte sag vedrørte også tilknyttet virksomhed ved olieindvinding, og Landsskatteretten fastslog, at der ikke kunne statueres fast driftssted for en virksomhed, der bestod i at yde dykkerservice ved reparationsarbejder på borerigge i Nordsøen.

Endelig anførte advokaten, at det af motiverne til kulbrinteskatteloven fremgår, at beskatningsadgangen netop i de tilfælde, hvor der foreligger dobbeltbeskatningsoverenskom-ster, og hvor fast driftssted defineres i overensstemmelse med modelkonventionen, fordrer en ændring - eventuelt i form af en særlig offshoreprotokol - for at gennemføre beskatning her i landet. Dette illustreres netop af de af Danmark indgåede nyere overenskomster, hvor man har haft disse forhold for øje.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt i overensstemmelse med præmisserne i den tidligere afsagte kendelse af 13. november 1986 (dykkersagen), at kravet om et fast forretningssted i den generelle definition ifølge kommentaren til artikel 5 i OECD modelkonventionen, jf. den relevante dansk/irske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5, måtte forstås således, at forretningsstedet kunne udgøres af udstyr alene, men at dette udstyr - når bortses fra bygge- og anlægsarbejder - skulle have en fast geografisk tilknytning, for at den derigennem udøvede virksomhed kunne anses for udøvet gennem et fast forretningssted.

Efter de foreliggende oplysninger - herunder at der var tale om udstyr, der var monteret på selve boreriggen, der ikke var fast placeret - fandt disse retsmedlemmer, at B Ltd.'s virksomhed på de forskellige borerigge i Nordsøen ikke kunne anses som en helhed, ligesom betingelsen om fast driftssted på grund af målearbejdets sporadiske og uregelmæssige karakter ikke fandtes at være opfyldt for de enkelte borerigge. B Ltd. kunne derfor ikke antages at have fast driftssted i Danmark.

Et retsmedlem fandt derimod, at betingelsen for at statuere fast driftssted i overensstemmelse med Statsskattedirektoratets argumentation var opfyldt, idet dette retsmedlem var af den opfattelse, at det omhandlede måleudstyr havde haft den fornødne tilknytning til en særligt geografisk bestemt lokalitet.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter B Ltd. ikke kunne anses at have fast driftssted i Danmark, og ansættelsen af klagerens skattepligtige indkomst blev herefter ophævet.

LV 1987, A 2.11, og Dobbeltbeskatning 1.2.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 7, side 398

En udlænding, der for et udenlandsk selskab havde arbejdet med målinger på forskellige boreplatforme i den danske del af Nordsøen, blev ikke anset for skattepligtig efter kulbrinteskatteloven, idet det udenlandske selskab ikke blev anset for at have fast driftssted i Danmark.