Næring - kursgevinster (* 1)

Næring - kursgevinster (* 1)

Direktør A, nu bosat i udlandet, klagede over, at skatterådet for indkomståret 1982 havde anset ham for indkomstskattepligtig af indfrielsesgevinster på 1.825.500 kr., idet de var anset for erhvervet som led i klagerens næringsvej med udlån af penge.

Indfrielsesgevinsterne hidrørte fra gældsbreve, som klageren havde modtaget i forbindelse med udlån på i alt 8.100.000 kr. til tre forskellige debitorer. Midlerne hertil var fremskaffet igennem klagerens optagelse af aktionærlån på 15 mio. kr. i B A/S, hvori han var hovedaktionær. Den af selskabet tidligere drevne virksomhed var nu afhændet. Af aktionærlånet blev ca. 10 mio. kr. anvendt til pengeudlån mod udstedelse af gældsbreve, som forrentedes med 6% p.a. og med en løbetid på mellem tre og fem år. Selve aktionærlånet skulle svare en rente på 12% p.a. og tilbagebetales i sin helhed den 1. juni 1985, hvilken frist senere var forlænget til 1. juni 1995.

Klageren gjorde gældende, at de omhandlede indfrielsesgevinster ikke kunne anses for almindelig indkomst for ham. Han henviste til, at betingelserne for at opnå lånet på 15 mio. kr. i selskabet var fuldt ud opfyldt, både for så vidt angik det selskabsretlige og det skattemæssige, ligesom der var stillet fuld sikkerhed for lånet, der forrentedes med den sats, som krævedes for aktionærlån.

Klageren havde ønsket at placere det nævnte låneprovenu til den bedst opnåelige effektive rente, og han havde derfor henvendt sig til en vekselerer, som fik til opgave at placere pengemidlerne optimalt. Klageren havde ikke interesseret sig for, hvem låntagerne var, men alene for at opnå den bedst tænkelige effektive forrentning, idet han dog samtidig havde ønsket fuld sikkerhed for midlerne, hvorfor der blev skaffet fuld forsikringsgaranti for anbringelserne. Der var udstedt gældsbreve med løbetid på tre år til forfald i 1982.

Klagerens advokat anførte, at det forhold, at formueanbringelsen var finansieret ved lån i aktieselskabet, ikke kunne begrunde beskatning, hvilket var fastslået i Højesterets dom af 28. april 1986 vedrørende Tage Sønder. Klageren havde heller ikke udøvet nogen form for opsyn med udlånsvirksomheden, men alene anmodet en vekselerer om at foretage anbringelsen på bedst mulig måde. Der havde heller ikke - som i Højesterets dom af 5. maj 1975 vedrørende Jens Chr. Hyldahl - været tale om indfrielse i utide af gældsbrevene, som var betalt efter den forud fastlagte indfrielsesplan. Når gældsbrevene var udstedt til klageren som førstekreditor, var dette uden betydning for sagen, idet der kun var tale om en formalitet, hvorved man kunne spare transportstempel. Det måtte ligeledes afvises, at indfrielsesgevinsterne kunne beskattes ud fra en betragtning om indkomstskabende aktivitet, jf. statsskattelovens § 4.

Statsskattedirektoratet påstod indkomstansættelsen stadfæstet og anførte, at sagen drejede sig om grænsedragning mellem passiv kapitalanbringelse og aktiv placering af pengemidler på den bedst mulige måde. Efter direktoratets opfattelse havde klageren udøvet finansieringsnæring, hvorfor han burde beskattes af de opnåede indfrielsesavancer ved pengeudlån med hjemmel i statsskattelovens § 4. Klagerens situation kunne derfor sidestilles med forholdene i Hyldahl-dommen.

Direktoratet henviste til Skattedepartementets cirkulære af 9. oktober 1986 til kursavancebeskatningsloven, hvor det bl.a. i punkt 22 og punkt 23 er anført, at spørgsmålet, om en skattepligtig må anses for at udøve næring ved køb eller salg af fordringer, må bero på, om den pågældende har det som sin hele eller delvise levevej at handle med fordringer enten ved direkte udlån eller ved opkøb af fordringer, der normalt ikke er genstand for almindelig omsætning. Der må ved afgørelsen lægges vægt på den aktivitet, der udøves i forbindelse med oprettelsen eller erhvervelsen af fordringen, herunder den nærmere udformning af vilkårene og af fordringens art, idet således obligationer og almindelige pantebreve i fast ejendom afgiver formodning for anlægsinvestering, medens fordringer i form af individuelle gældsbreve, atypiske pantebreve og lignende kan indicere, at der er tale om aktiv finansieringsvirksomhed. Det kan herunder også være et indicium, at køb af papirer er sket for fremmed kapital.

Der var i de tre gældsbreve tale om en bemærkelsesværdig ensrettethed med hensyn til lånevilkårene, ligesom der ved udbydelsen til lav rente var indbygget en stor kursgevinst ved pengeanbringelsen. Endvidere var låntagerne professionelle debitorer, f.eks. investeringsselskaber, og det var særligt iøjnefaldende, at disse debitorer fik en skattemæssig fordel ved at kunne fratrække kurstabene på lånene samtidig med, at de kunne fratrække renteudgiften. Såvel debitorer som kreditorer opnåede således betydelige fordele. Pengeudlånene forfaldt inden aktionærlånets forfaldstidspunkt, og der fremstod i det hele en åbenbar professionalisme ved de nævnte pengeanbringelser, som måtte føre til, at forholdet blev betragtet som finansieringsvirksomhed.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt efter det oplyste at måtte være enige med skattemyndighederne i, at de omhandlede dispositioner måtte anses for finansieringsvirksomhed med den virkning, at den derved indvundne kursavance var almindelig skattepligtig for klageren. Følgelig stemte disse medlemmer for at stadfæste ansættelsen.

Et retsmedlem fandt det betænkeligt at statuere, at der fra klagerens side var udøvet sådan erhvervsmæssig finansieringsvirksomhed, at det kunne give anledning til beskatning af kursavancen, der i øvrigt alene var opnået på ganske få gældsbreve. Dette medlem stemte derfor for at give klageren medhold også på dette punkt.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede ansættelse blev derefter stadfæstet.

LV 1987, E 5.3.1.1.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 5, side 292.

Ved udlån af 8 mio. kr., fordelt på 3 gældsbreve, opnåedes en indfrielsesgevinst på ca. 1,8 mio. kr. Denne blev anset for skattepligtig ud fra synspunktet, at der var drevet næring med udlån af penge.