Garantiforpligtelser - hensættelse
Statutory Text (3 Articles)
Garantiforpligtelser - hensættelse
A ApS klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde anset selskabet for berettiget til den ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1983/84 foretagne skattemæssige hensættelse til tab på garantiforpligtelser på 300.000 kr.
Det fremgik, at det klagende selskab beskæftigede sig med isolering af fjernvarmerør, og at kundekredsen hovedsagelig bestod af kommuner og store boligselskaber. I forbindelse med udførelsen af fjernvarmeisoleringen påtog selskabet sig en garanti på 10 år fra fakturadatoen for mangler, som forefandtes på leveringstidspunktet, men som først viste sig senere. Det var oplyst, at garantien både omfattede korrosionsbeskyttelsen og isoleringsevnen, men medens selskabet havde kunnet dække sig ind forsikringsmæssigt imod garantien for korrosionsbeskyttelsen, havde dette ikke været muligt for så vidt angik garantien for isoleringsevnen.
Selskabet var stiftet i 1979, og det havde sit første arbejde i 1980. Til imødegåelse af tab på de afgivne garantiforpligtelser havde selskabet i regnskabsåret 1981/82 regnskabsmæssigt hensat et beløb svarende til 2,5% af omsætningen, eller 300.000 kr., ligesom dette beløb var fratrukket ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst for skatteåret 1983/84.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke anset selskabet for berettiget til den foretagne hensættelse. Skattemyndighederne havde henvist til, at der var tre betingelser for, at fradragsretten kunne anerkendes - nemlig dels, at garantien gælder mangler, der er ved genstanden på leveringstidspunktet, men som først kommer frem senere, dels, at der i praksis har vist sig at være en risiko, og endelig, at de beløb, der skal udredes som følge af garantien, ikke er uvæsentlige. Disse betingelser havde skattemyndighederne ikke anset for opfyldt i nærværende tilfælde, hvor der i perioden fra den 22. november 1979 til den 31. december 1983 kun havde været udgifter i anledning af garantiforpligtelserne på 6.930 kr.
Selskabets repræsentant nedlagde påstand om godkendelse af den foretagne hensættelse. Han henviste til støtte herfor bl.a. til en rapport udgivet af Teknologisk Institut vedrørende underjordiske varmeledningsnet. Det fremgik heraf, at skaderne erfaringsmæssigt først viste sig 3-7 år efter arbejdets udførelse, ligesom de økonomiske udgifter i forbindelse med udbedring af skaderne var store. Selskabets kundekreds lagde således stor vægt på, at der blev foretaget hensættelser og det var repræsentantens opfattelse, at skattemæssige hensættelser var almindelige inden for den branche, som selskabet tilhørte. Herudover anførte repræsentanten, at det ikke burde komme selskabet til skade, at det var nystartet, og således ikke fuldt ud i stand til at dokumentere risikoen. Et sådant selskab ville i givet fald være dårligere stillet end etablerede virksomheder, uanset at det reelt var undergivet samme risiko som disse.
Repræsentanten fremlagde for det klagende selskab en opgørelse over de skader, der havde været indtil den 20. januar 1988 på arbejder i perioden fra 1981 til og med 1986. Det fremgik heraf, at der for arbejder foretaget i 1981 og 1982 nu havde været tab på garantiforpligtelser på i alt 307.152 kr., dvs. et tab udover den foretagne hensættelse. For så vidt angik arbejder, foretaget i 1983, havde der nu været et tab på 525.000 kr., medens der endnu ikke var konstateret tab i forbindelse med senere arbejder. Det var endnu uafklaret, i hvilket omfang tabet for 1983 ville blive dækket af forsikringen.
Efter de meddelte oplysninger om forventede skader inden for garantiperioden, som blev underbygget af rapporten fra Teknologisk Institut og af den omstændighed, at selskabets faktiske udgifter ved de påtagne garantiforpligtelser allerede havde oversteget årets hensættelse, fandt Landsskatteretten, at selskabet ved regnskabsafslutningen for det pågældende år med rette havde kunnet forudse, at de fremtidige udgifter i forbindelse med garantiforpligtelserne ville blive betydelige. Betingelserne for hensættelse med skattemæssig virkning til imødegåelse af garantiforpligtelserne måtte derfor anses for opfyldt.
Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 300.000 kr.
LV 1986, L 3.6.7.
Skat 1988, nr. 4, side 221
Et selskabs hensættelser til garantiforpligtelser i dets første regnskabsår blev godkendt fradragsberettiget, idet erfaringer inden for den pågældende branche viste, at skader først viste sig 3-7 år efter arbejdets udførelse, og idet selskabet senere havde udbedret skader for mere end hensættelsesbeløbet.