Fast ejendom - vedligeholdelsesudgifter

Fast ejendom - vedligeholdelsesudgifter

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag for vedligeholdelsesudgifter på fast ejendom i indkomstopgørelsen for 1985.

Klageren ejede i lige sameje med sin samlever en ejendom, der var opført i 1934 og som klageren havde haft siden 1954. Der var tale om en tofamiliesejendom, som havde været udlejet i klagerens ejertid indtil den 1. marts 1984, hvor han og samleveren var flyttet ind i ejendommen. Klageren og samleveren havde i 1985 betalt 5.118 kr. for pålægning af tæpper på trappe og gangarealer i ejendommen. Ved indkomstopgørelsen havde klageren fratrukket halvdelen af dette beløb eller 2.559 kr.

De stedlige ligningsmyndigheder havde ikke godkendt dette fradrag og havde som begrundelse anført, at udgiften ikke kunne anses for at være afholdt i umiddelbar forbindelse med udlejningens ophør den 1. marts 1984, idet regningen på belægningen var dateret den 4. juni 1985. Der var herved henvist til Vestre Landsrets dom af 14. december 1981 vedrørende Mogens Høst-Madsen.

Klageren anførte, at belægningen havde relation til udlejningen, idet trappen var særdeles nedslidt efter den mangeårige udlejning og det samme gjaldt gangene, som var blevet særligt ramponerede ved hundehold. Man havde valgt tæppebelægning i stedet for at lægge nyt gulv og trappetrin, idet tæppebelægning var billigere. Når arbejdet ikke var udført i umiddelbar forbindelse med lejemålets ophør, skyldtes dette alene, at håndværkerne ikke havde tid til at tage sig af arbejdet på klagerens ejendom på grund af andre arbejder. Ligeledes kunne belægningen ikke pålægges, før malerarbejdet var udført, og der var desuden indtruffet ledningsbrud, som havde medført yderligere forsinkelse. Klageren havde først taget 1.salen, som trappen førte op til, i brug, efter at tæppebelægningen var foretaget.

Den omhandlede vedligeholdelsesudgift, som ubestridt alene vedrørte slid i udlejningsperioden, var afholdt i tilknytning til lejemålets ophør i umiddelbar forbindelse med, at ejeren selv tog den del af ejendommen, som udgiften havde relation til, i anvendelse til beboelse. Herefter fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at nægte klageren fradrag for den omhandlede vedligeholdelsesudgift. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 2.559 kr.

LV 1986, G 2.2.

Skat 1988, nr. 4, side 227

Vedligeholdelsesudgifter, der var foranlediget af mange års udlejning, blev godkendt fradragsberettigede, selv om de først blev udført over eet år efter udlejningens ophør, idet ejeren først tog den del af ejendommen, hvortil udgifterne var afholdt, i brug efter istandsættelsen.