Renter - svensk studielån (* 1)

Renter - svensk studielån (* 1)

Ergoterapeut A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomstårene 1981-1984 inkl. havde anset hende for uberettiget til at fradrage renter af lån - optaget i studietiden i Centrala Studiestodsnamnden i Sverige med henholdsvis 3.123 kr., 8.343 kr., 7.725 kr. og 8.037 kr. Myndighederne havde ikke anset de nævnte beløb for at være renter i skattemæssig forstand.

Klageren nedlagde påstand på, at hun måtte anses for berettiget til ved indkomstopgørelsen at foretage fradrag for den del af de nævnte beløb, som var karakteriseret som skuldupprakning med lånekostnaden . Disse beløb blev under sagen opgjort til henholdsvis 3.434 kr., 3.065 kr. og 3.063 kr. ifølge forelagt dokumentation for indkomstårene 1982, 1983 og 1984, medens der ikke forelå dokumentation, for så vidt angik indkomståret 1981. Klageren gjorde gældende, at der havde været tale om tilskrivning af egentlige renter, og at hun gennem nægtelse af fradrag ville blive stillet ringere end de danske studerende, der optog statsgaranterede lån. For sådanne tilskrives der i studietiden renter, som tillades fradraget ved forfaldstiden.

Det var oplyst, at den omhandlede skuldupprakning for hvert af de påklagede år var beregnet som 4,2% af restgælden. Ved opskrivningen af gælden var anvendt et såkaldt reguleringstal, der for de påklagede år havde begrænset gældsopskrivningen til højst nævnte 4,2%. Skulle forbrugerindekset i nogle år stige med mindre end 4,2%, ville reguleringstallet blive lavere, og gælden ville blive opskrevet lige så meget som indeks. Regeringen kunne ændre den øvre grænse for reguleringstallet.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, fandt efter det foran oplyste om de omhandlede beløbs afhængighed af det svenske forbrugerprisindeks, at disse ikke kunne anses for egentlige renter af den til enhver tid værende restgæld til Centrala Studiestodsnamnden. Disse medlemmer fandt følgelig ikke, at der var hjemmel til at godkende fradrag herfor ved klagerens indkomstopgørelse, og voterede således for, at de påklagede ansættelser blev stadfæstet.

Et retsmedlem fandt, at de omhandlede beløb, der tilskrives gælden som skuldupprakning med lånekostnaden måtte betragtes som fradragsberettigede renteudgifter, idet der herved var lagt vægt på, at beløbene årligt var beregnet som en procentsats (4,2%) af restgælden - i stiftelsesåret alene forholdsmæssigt for tiden efter udbetalingen. Dette medlem fandt således, at det ikke kunne tillægges betydning, at der havde været mulighed for at ændre procentsatsen efter det svenske forbrugerprisindeks, idet det ikke kunne udelukke fradragsret for renter, at disse var variable. Dette medlem voterede følgelig for at følge klagerens påstand.

Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet, og de påklagede ansættelser blev derfor stadfæstet.

LV 1987, F 3.4.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 5, side 290.

Den på svenske studielån årligt foretagne »skuldupprakning«, ved hvis beregning blev anvendt et reguleringstal, der inden for et fastsat maksimum var afhængig af forbrugerindekset, kunne ikke anses for renter i skattemæssig forstand.