Driftsudgifter - bestikkelse

Driftsudgifter - bestikkelse

Vognmand A klagede bl.a. over, at hans selvangivne indkomst for indkomstårene 1979, 1980 og 1981 var forhøjet med henholdsvis 96,700 kr., 23.524 kr. og 7.750 kr., idet de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag for udbetalte provisioner.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren som et personligt firma havde drevet en omfattende vognmandsforretning med omsætning i de omhandlede år fra ca. 9 mio. kr. til ca. 18 mio. kr. Desuden havde klageren i selskabsform drevet et eksportfirma, specielt vedrørende byggematerialer, hvorfra han og hustruen havde oppebåret lønindtægt.

Det var videre oplyst, at det omtalte selskab i årene 1979 til 1981 havde udbetalt i alt 41.200 DM til en ikke navngiven politiker i Tyskland og til et firma i Berlin, men der var ingen kvitteringer fra modtagerne, ligesom der ikke var fremkommet nøjagtige oplysninger til identifikation af modtagerne. Klageren havde personligt hævet beløbene, og de var anvendt til bestikkelse, hvorfor klageren ikke ønskede at give nøjagtige oplysninger, da han frygtede at miste fremtidigt salg.

De stedlige skattemyndigheder havde under de givne omstændigheder ikke anset de udokumenterede udgifter for en fradragsberettiget provisionsudgift for selskabet og under hensyn til, at klageren selv havde hævet beløbene, havde man anset udgiften for en yderligere lønudgift for selskabet til klageren.

Klagerens revisor anførte, at udgiften i selskabets regnskab var indgået i avanceopgørelserne, idet udgiften var indregnet i prisen og i vareforbruget. Han henviste endvidere til, at det ifølge avisartikler var almindelig kendt, at der var foretaget bestikkelse over for politikere og embedsmænd inden for byggesektoren i Berlin. Han påstod derfor forholdet omfattet af ligningspraksis vedrørende godkendelse af sådanne udgifter, afholdt over for udenlandske forretningsforbindelser.

Landsskatteretten fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at de omhandlede udgifter var medgået til betaling af driftsudgifter, og retten måtte endvidere nære betænkelighed ved at godkende fradrag af denne karakter ved samhandel med nærtstående lande, der måtte antages at have samme handelsvilkår som Danmark. Da klagerens hævning af de omhandlede beløb herefter med rette var anset for at repræsentere yderligere lønindtægt, blev de foretagne forhøjelser fastholdt.

LV 1986, L 4.14.

Skat 1988, nr. 4, side 225

Udgifter til provision (bestikkelse) kunne ikke fradrages, idet de ikke ansås for tilstrækkeligt dokumenteret og i øvrigt skulle være betalt til personer i Vesttyskland, der måtte antages at have samme handelsvilkår som her i landet.