Legislator Case Law & Legislation
W19881801425 DK

Virksomhedsoverdragelse - værdiansættelse af gældsbrev (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 18014 Valid

Virksomhedsoverdragelse - værdiansættelse af gældsbrev (* 1)

A ApS i likvidation klagede over, at amtsligningsrådet ved den ekstraordinære ansættelse for perioden fra den 1. maj 1982 til den 15. februar 1984, skatteåret 1983/84, havde anset selskabet for uberettiget til at foretage kursnedskrivning på 50% på gældsbrev på nom. 1.890.000 kr., der var modtaget i forbindelse med selskabets salg af dets virksomhed til et nystiftet selskab, B ApS. Den selvangivne indkomst var derfor forhøjet med 945.000 kr.

Det var oplyst, at det klagende selskab, der havde drevet guldsmedeforretning fra dets stiftelse i 1972, pr. 1. december 1982 havde overdraget virksomheden til et nystiftet selskab, B ApS, i henhold til udarbejdet åbningsbalance pr. nævnte dato. I det sælgende selskab besad hovedaktionærens søn 3.000 kr. anparter ud af selskabets samlede anpartskapital på 30.000 kr. I det nystiftede selskab, B ApS, indehavedes hele anpartskapitalen af denne søn.

Overdragelsen havde omfattet aktiver for godt 2,6 mio. kr., heraf varelager godt 2 mio. kr. og inventar ca. 350.000 kr. Overdragelsen blev - udover gældsbrevet på 1.890.000 kr. - bl.a. berigtiget ved overtagelse af kreditorer på ca. 420.000 kr. og kontant 232.199 kr.

Det udstedte gældsbrev på 1.890.000 kr. skulle ifølge købsaftale forrentes med 10% p.a. og afdrages med 200.000 kr. årligt.

Ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst for perioden fra den 1. maj 1982 til den 15. februar 1984, svarende til selskabets ekstraordinære skatteansættelse for skatteåret 1983/84, havde det klagende selskab foretaget nedskrivning på det nævnte gældsbrev til kurs 50, svarende til en nedskrivning på 945.000 kr., der som kurstab var fratrukket i selskabets indkomst for den nævnte periode.

Amtsligningsrådet havde ikke godkendt denne nedskrivning, idet det var anført, at gældsbrevets pålydende svarede til det overdragne varelagers bogførte værdi, hvorfor det ikke var godkendt, at varelageret blev overdraget med tab, der fremkom ved den stedfundne nedskrivning af det modtagne vederlag herfor.

Det var videre amtsligningsrådets opfattelse, at en uafhængig sælger ikke ville lade sig nøje med et gældsbrev på de nævnte vilkår, og det omhandlede tab fandtes derfor at måtte betragtes som maskeret udlodning til det sælgende selskab via hovedaktionærkredsen, der ud fra en gavemiljøbetragtning måtte anses for sammenfaldende i både sælgerselskabet og køberselskabet.

Selskabets revisor anførte heroverfor, at aktionærkredsen i det sælgende og købende selskab ikke var sammenfaldende, idet eneanpartshaveren i det købende selskab kun havde besiddet en beskeden anpartsstørrelse i det sælgende selskab.

Det anførtes videre, at varelageret, bestående af sølv- og guldvarer, var overdraget til fuld kostpris, og det blev bestridt, at der fandtes noget lovgrundlag for den ved ansættelsen stedfundne beskatning af det klagende selskab ud fra en udlodningsbetragtning.

Selskabets revisor anførte endvidere

at det var sædvanligt, at virksomhedsoverdragelse skete helt eller delvis ved udstedelse af gældsbreve,

at en sådan gældsbrevsnedskrivning skulle påvirke avanceopgørelsen,

at der ikke var lovgivet om opgørelse af salgsvederlag og anskaffelsessum bortset fra området fast ejendom, samt

at amtsligningsrådets ansættelse stred mod Højesteretsdom i Jenny Munch-sagen.

Endelig bemærkede selskabets revisor, at amtsligningsrådet ikke havde anfægtet de ved overdragelsen aftalte værdier.

Statsskattedirektoratet udtalte under sagens behandling bl.a., at der i tilfælde som det foreliggende, hvor der var handlet imellem selskaber, der beherskedes af aktionærer i samme familie, og hvor en væsentlig del af vederlaget for virksomheden blev erlagt med et gældsbrev, ville være grundlag for at nægte kursnedskrivning med indkomstskattemæssig virkning, såfremt kontantværdien af vederlaget med den givne berigtigelse ikke modsvarede kontantværdien af de ved den nævnte virksomhedsudskillelse overdragne aktiver.

Landsskatteretten udtalte, at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor der havde været tale om transaktioner indgået mellem koncernforbundne selskaber, måtte være afgørende, om der ved transaktionen kunne antages at være sket overdragelse af værdier til en højere værdi end den i form af gældsbrevet modtagne ydelse herfor.

Efter de foreliggende oplysninger fandt retten at måtte lægge til grund, at selskabets stedfundne overdragelse af dets virksomhed til det nystiftede selskab måtte anses for at være sket eter sædvanlige forretningsmæssige principper, idet selskabet efter de foreliggende oplysninger ikke ved overdragelsen til et uvildigt selskab kunne have opnået et højere vederlag eller bedre rentevilkår på det som vederlag udstedte gældsbrev. Selskabet måtte således også efter den foretagne nedskrivning af gældsbrevet anses at have modtaget en pris, svarende til markedsværdien for de overdragne aktiver, herunder det nævnte varelager.

Idet retten herefter fandt, at kursen på det ved virksomhedsudskillelsen udstedte gældsbrev passende kunne ansættes til 60 ville selskabet således være berettiget til at foretage nedskrivning med 40% af det udstedte gældsbrev. Ansættelsen blev herefter nedsat med 40% af 1.890.000 kr. eller med 756.000 kr.

LV 1986, L 6.1.2.

Endelig adm. afgørelse 1988 18014 Valid

(* 1) Offentliggjort i Skat 1988, nr. 3, side 144

Endelig adm. afgørelse 1988 18014 Valid

Det blev godkendt, at der kunne foretages nedskrivning på et gældsbrev, der udgjorde den væsentligste del af betalingen for en guldsmedeforretning, der blev overdraget fra et anpartsselskab til et andet - begge behersket af samme familie - idet det ikke kunne antages, at det sælgende selskab ikke havde modtaget markedsværdien for de overdragne aktiver, hvor varelageret - optaget til kostpris - havde udgjort den væsentligste del.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →