Låneforhold - rentefradrag - indekstillæg (* 1)

Låneforhold - rentefradrag - indekstillæg (* 1)

Direktør A, nu USA, klagede over, at amtsligningsrådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1982 med 813.333 kr. Beløbet udgjorde et indekstillæg hidrørende fra et lånearrangement imellem klageren og hans arbejdsgiver. Det nævnte indekstillæg blev anset for skattepligtig indkomst for klageren, da tillægget var opnået som et led i klagerens ansættelsesforhold, og derved anset som et gode af lønmæssig karakter.

Det var oplyst, at klageren var ansat som direktør i B, og at han i 1981 havde optaget et lån på 8 mio. kr. i en herværende bankfilial mod garantistillelse fra sin arbejdsgiver. Låneprovenuet var anvendt til køb af et gældsbrev til arbejdsgiveren. Gældsbrevet skulle ikke forrentes, men hovedstolen skulle indeksreguleres i forhold til stigningen i det danske forbrugerprisindeks.

Det af klageren optagne lån skulle forrentes, og renten havde i 1982 udgjort 1.625.278 kr., som klageren fuldt ud havde betalt.

Indekstillægget havde i 1982 udgjort de nævnte 813.333 kr., der af amtsligningsrådet var henført til den skattepligtige almindlige indkomst.

Det fremgik videre, at banklånet var frit opsigeligt fra bankens side efter sædvanlige regler, og i øvrigt var det bestemt, at ophør af klagerens ansættelse hos arbejdsgiveren eller ændringer af den fra arbejdsgiveren stillede garanti ville kunne begrunde en opsigelse af lånet. Ifølge det imellem klageren og arbejdsgiveren oprettede gældsbrev skulle arbejdsgiveren til klageren inden 1. juli 1991 betale 8 mio. kr.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at det nævnte indekstillæg var skattefrit for klageren, idet goder opnået i ansættelsesforhold som udgangspunkt måtte anses for skattefrie. Det anførtes videre, at klageren havde disponeret på ganske tilsvarende måde, som hvis han havde erhvervet indeksobligationer i et pengeinstitut, hvilke indekstillæg på daværende tidspunkt var skattefrie. At klagerens arbejdsgiver havde garanteret for klagerens låneoptagelse ændrede ikke i dette forhold, ligesom den omstændighed, at indekstilskrivningen skete på et mellemværende mellem klageren og dennes arbejdsgiver, ikke burde medføre en ændret skattemæssig bedømmelse.

Statsskattedirektoratet påstod under sagen - foruden fastholdelse af den stedfundne forhøjelse af klagerens indkomst med det nævnte indekstillæg - ansættelsen yderligere forhøjet med fratrukne renter vedrørende banklånet, 1.625.278 kr.

Statsskattedirektoratet anførte, at der efter direktoratets opfattelse var tale om et finansielt arrangement med klagerens arbejdsgiver som et indskudt led, hvorved klageren opnåede et betydeligt rentefradrag samtidig med, at det tilflød ham et - som skattefrit konstrueret - indekstillæg på lånemellemværendet mellem ham og arbejdsgiveren. Ud fra en helhedsbedømmelse var der efter direktoratets opfattelse således tale om en klar sammenhæng mellem rentefradragsret og indekstillæg. Der var tale om fuldstændig samtidighed i dispositionerne, ligesom provenuet af det omhandlede banklån, som kun var muligt for klageren at opnå i kraft af arbejdsgiverens nævnte garantistillelse, var bundet til udlån til arbejdsgiveren på den måde, at hovedstolen skulle opskrives, hvorimod der ikke skete forrentning i dette led.

Hele arrangementet havde således nøje sammenhæng med klagerens ansættelsesforhold. Denne sammenhæng viste sig også derved, at eventuelle afdrag på gældsbrevet til klageren var båndlagt på forhånd til kvittering af afdrag på banklånet, ligesom ændringer i arbejdsgiverens garantistillelse var ensbetydende med misligholdelse.

Det var herefter Statsdirektoratets opfattelse, at den reelle debitor i forhold til banklånet var klagerens arbejdsgiver. Klageren havde på intet tidspunkt haft en reel dispositionsret over låneprovenuet, men i samme øjeblik han havde optaget lånet, var han forpligtet til at videreudlåne provenuet til arbejdsgiveren.

Landsskatteretten tiltrådte det af Statsskattedirektoratet anførte om, at den reelle debitor i forhold til banklånet ved det nævnte finansielle arrangement, hvor klagerens arbejdsgiver var indskudt som et led, var arbejdsgiveren, og at arrangementet som følge deraf savnede økonomisk realitet for klageren. Det var imidlertid rettens opfattelse, at klageren herved skattemæssigt måtte stilles, som om arrangementet ikke var indgået.

Klageren kunne derfor ikke anses for berettiget til at fratrække renteudgifter vedrørende banklånet, men kunne samtidig ikke anses for skattepligtig af det nævnte indekstillæg, der efter rettens opfattelse måtte anses som kompensation fra arbejdsgiveren for klagerens rentebetalinger. Ansættelsen skulle herefter forhøjes med fratrukne renter, 1.625.278 kr., men nedsættes med 813.333 kr. vedrørende indekstillægget. Ansættelsen blev herefter forhøjet med 811.945 kr.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 3, side 148.

Et arrangement mellem en herværende direktør for et udenlandsk selskab og dette, hvorefter direktøren optog et banklån på 8 mio. kr.

- med selskabets garanti - et lån, der skulle forrentes, og videreudlånte lånet til selskabet uden forrentning men med indeksregulering af hovedstolen, blev ikke godkendt, og direktøren blev stillet som om arrangementet ikke var indgået.