Legislator Case Law & Legislation
W19881782525 DK

Bestillingskontor-tilbagekaldelse af godkendelse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 17825 Valid

Bestillingskontor-tilbagekaldelse af godkendelse

I brev af 6. juli 1988 (j.nr. 6975 S) har De på vegne af bestillingskontoret 7-9-13 Bilen ved foreningen 7-9-13 Bilen ved dets formand Frantz Rasmussen indbragt den af Storkøbenhavns Hyrevognsnævn trufne afgørelse om tilbagekaldelse af godkendelsen for bestillingskontoret for ministeriet i henhold til hyrekørselslovens § 9, stk. 1, jf. § 8, stk. 1.

Tilbagekaldelsen er begrundet med bestillingskontorets afbrydelse af radioforbindelsen til to nærmere angivne vognmænds hyrevogne.

Det fremgår af sagen, at Storkøbenhavns Hyrevognsmævn i breve af 16. februar, 3. marts, 18. marts og 25. marts 1988 har pålagt bestillingskontoret at genåbne for radioforbindelsen til de to bevillingshaveres vogne med henvisning til, at afbrydelsen er ulovlig. Hyrevognsnævnet har i brevet af 3. marts 1988 og de efterfølgende breve henvist til en udtalelse afgivet af Trafik- og Kommunikationsministeriet i brev af 2. marts 1988, hvori bl.a. er anført følgende

»Det fremgår klart af §§ 5-6 i bestillingskontorets vedtægt, jf. de obligatoriske bestemmelser under pkt. A. 3-4 i den af ministeriet fastsatte standardvedtægt for bestillingskontorer, at lukning af radioforbindelse til en bevillingshavers hyrevogn alene er tilladt i tilfælde af, at bevillingshaveren ikke rettidigt berigtiger sine betalingsforpligtelser i henhold til vedtægten.

Efter det for ministeriet oplyste har de pågældende bevillingshavere ikke misligholdt betalingsforpligtelser i henhold til vedtægten. Bestillingskontorets lukning af radioforbindelsen er således ikke lovlig.

Det underliggende spørgsmål om, hvorvidt de pågældende vognmænd har udført hyrekørsel i strid med kørselsaftaler indgået mellem 7-9-13 bilens ejerforening og nærmere angivne kunder kan ikke på nogen måde påvirke vognmændenes ovennævnte ret til at få åbnet for radioforbindelsen, men må afgøres gennem et eventuelt civilt søgsmål.«

De har ved indbringelsen for ministeriet gjort gældende, at de to vognmænd ved deres gentagne provokationer og overtrædelser af kørselsaftaler, bestillingskontoret har indgået ved tredjemand, selv har fremkaldt den opståede situation. De har i denne forbindelse henvist til, at bevillingshaverne bevidst har forsøgt at ødelægge bestillingskontorets sammenhold bl.a. ved for egen vindings skyld at have kapret bestillingskontorets kundekreds.

De har videre anført, at de to bevillingshavere selv har udmeldt sig af bestillingskontoret for at køre for Hovedstadens Taxi.

Som følge heraf - og under hensyn til udtalelser fra de øvrige vognmænd om, at disse vil udmelde sig af kontoret, hvis man »tager de to tilbage« - gøres det gældende, at bestillingskontorets ledelse har befundet sig i en force majeure lignende situation og at der altid må være mulighed for i en misligholdelsessituation at forhindre genindtræden af personer, hvis tilstedeværelse vil være ødelæggende for bestillingskontorets fortsatte beståen.

Advokat Sven Horsten, der repræsenterer de i sagen omhandlede bevillingshavere, har i brev af 2. marts 1988 til Dem meddelt, at bevillingshaverne har måttet indmelde sig i Hovedstadens Taxi, »idet Deres klient fortsat har afbrudt radioforbindelsen til deres biler, ligesom bevillingshaverne fortsat er afskåret fra at køre med mad til pensionister«. Det oplyses videre, at bevillingshaverne ønsker at blive genindmeldt i bestillingskontoret 7-9-13 Bilen så snart dette er muligt og at de har truffet aftale med Hovedstadens Taxi om, at de kan udmelde sig af dette kontor med dags varsel.

I brev af 7. marts 1988 til Storkøbenhavns Hyrevognskontor har De oplyst, at der på intet tidspunkt har været lukket for radioen til de to biler, men at de to vognmænd efter deres retsstridige adfærd blot ikke har haft mulighed for at betjene foreningen 7-9-13 Bilens faste kunder, Hvidovre Kommune og Blindesamfundet, idet disse kunder ikke ønskede at blive betjent af de 2 vogne.

Af det omfattende bilagsmateriale som ministeriet har modtaget fra Storkøbenhavns Hyrevognsnævn fremgår i øvrigt, at sagen har været drøftet på et møde mellem Dem, advokat Horsten og nævnets administration uden at det har været muligt at finde en løsning som kunne accepteres af parterne.

Ministeriet finder efter det oplyste at måtte lægge til grund, at radioforbindelsen til de omhandlede bevillingshaveres hyrevogne de facto har været afbrudt fra bestillingskontorets side og at afbrydelsen har været direkte bestemmende for bevillingshavernes beslutning om - midlertidigt - at tilslutte sig Hovedstadens Taxi.

Med hensyn til lovligheden af den foretagne afbrydelse af radioforbindelsen henvises til ministeriets ovennævnte brev af 2. marts 1988.

Ministeriet finder, at afbrydelsen af radioforbindelsen under de foreliggende omstændigheder, hvor bestillingskontoret flere gange af Hyrevognskontoret er blevet pålagt at reetablere denne, må karakteriseres som en grov overtrædelse af hyrekørselslovgivningen.

Ministeriet stadfæster på denne baggrund Storkøbenhavns Hyrevognsnævns afgørelse om tilbagekaldelse af godkendelsen for bestillingskontoret 7-9-13 Bilen.

Hyrevognsnævnet og advokat Sven Horsten er underrettet om foranstående.

Endelig adm. afgørelse 1988 17825 Valid

Et bestillingskontor afbrød radioforbindelsen til to bevillingshavere på grund af uoverensstemmelser om kørselsaftaler. Gentagne henstillinger fra Storkøbenhavns Hyrevognskontor om at genåbne for forbindelsen blev ikke efterkommet, hvorfor godkendelsen af kontoret tilbagekaldtes. Tilbagekaldelsen ansås for berettiget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →