Nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje

Nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje

Ministeriet har som klagemyndighed efter lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985), §4, behandlet A-kommunes beslutning om at nedklassificere en række kommuneveje til privat fællesvej.

Behandlingen er sket efter anmodning af en række grundejerforeninger og enkelte grundejere, ligesom en række underskriftslister står bag klagerne.

Efter bestemmelsen i vejloven afgør trafikministeren klager over administrationen af denne lov og af forskrifter udfærdiget i medfør af loven. Klagefristen er efter §4, stk. 3, 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Når der er særlig grund dertil, kan klagemyndigheden dog efter forud indhentet erklæring fra vejbestyrelsen se bort fra en overskridelse af klagefristen. I §4, stk. 5, er det bestemt, at klage over en beslutning ikke fritager klageren for at efterkomme denne. Klagemyndigheden kan dog bestemme, at klagen skal have opsættende virkning. Ministeriet har ikke fundet, at beslutningen har så umiddelbart indgribende følger for de enkelte berørte, at der var fornøden grund til at tillægge klagen opsættende virkning.

Der er fra grundejernes side anført følgende argumenter mod kommunens beslutning

1. Den omstændighed, at kommunen får en besparelse ved at nedklassificere en vej, kan ikke være lovligt grundlag for beslutningen.

2. En række af de veje (vejstrækninger), beslutningen omfatter, anvendes af gennemgående trafik, der udsætter dem for særligt slid af trafik til erhvervsvirksomhed, skole eller anden institution.

3. Vedligeholdelse af veje bør være en offentlig opgave, idet beboerne ved henholdsvis offentlige veje og ved private fællesveje ellers bliver udsat for urimelig forskelsbehandling.

4. Nedklassificeringen medfører udgifter til fremtidig vedligeholdelse, der kapitaliseret forringer værdien af ejendommene ved vejen. En sådan forringelse bør i øvrigt give sig udslag i en lavere ejendomsvurdering.

5. Der betales samme kommuneskat, uanset om man bor ved offentlig eller ved privat vej.

6. Vejene bør i givet fald afleveres til beboerne nyistandsatte eller i samme stand, som kommunen vil kræve at modtage en vej i, når den optages som offentlig. Nogle veje har en sådan alder, at hovedreparation snart skal foretages.

7. Der burde have været afholdt vejsyn i forbindelse med overdragelsen.

8. Grundejerne er ikke blevet underrettet, inden beslutningen blev truffet.

9. Beslutningen er ugyldig, fordi lov om private fællesveje, §31, ikke er efterlevet.

10. Der er ikke grundejerforening alle steder.Uden grundejerforening er gennemførelsen teknisk og praktisk umulig. Den enkelte grundejer eller beboere ved en mindre vej er for lille en enhed til, at vej- og kloakarbejder eller snerydning kan udføres rationelt. Det vil medføre en urimelig fordyrelse.

11. Efter lov om offentlige veje, §89, stk. 2, skal vejbestyrelsen i tilfælde af nedlæggelse af en vej som offentlig foranledige fornøden ændring i matriklen foretaget. Hvor der er en grundejerforening, vil kommunen matrikulært overdrage vejarealet samlet til denne. I andre tilfælde vil kommunen lade sig registrere som ejer af arealet. Det fremhæves, at dette ikke er lovligt. Kommunen afleverer vedligeholdelsen, men beholder ejendomsretten.

12. På mange af de berørte veje er der betydelig stitrafik eller andre særlige omstændigheder, der vil gøre en bidragsfordeling efter de sædvanlige kriterier urimelig.

13. Beslutningen tager ikke hensyn til pensionister. Hvor der ikke er nogen grundejerforening til at varetage fælles opgaver, pålægges der dem en urimelig byrde.

14. De kommunale besparelser, der er en følge af nedklassificeringen, er ikke nærmere dokumenteret.

15. Der er ikke nøjagtigt redegjort for de pligter, der fremtidig vil påhvile grundejerne ved de nedklassificerede veje.

16. I mange tilfælde er grundene ved de berørte veje købt af kommunen efter oplysning om, at vejene var offentlige, og derfor under den forudsætning, at vedligeholdelse og snerydning påhviler kommunen.

I forbindelse med de ovennævnte klagepunkter er der påpeget konkrete mangler ved de enkelte vejes tilstand og udstyr. Der er også rejst spørgsmål om den nærmere afgrænsning af vedligeholdelsesforpligtelsen. Der er endvidere stillet spørgsmål, som må besvares af kommunen.

Lov om offentlige veje, §23, indeholder følgende bestemmelse: Kommunen bestemmer, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, og hvilke bestående kommuneveje der skal nedlægges.

Lovens §89 indeholder regler om vejes matrikulære forhold. Stk. 2 lyder således: Nedlægges en vej som offentlig, skal vejbestyrelsen foranledige fornøden ændring i matriklen foretaget.

Lovens §90 indeholder de nærmere regler om fremgangsmåden, når beslutning om nedlæggelse er truffet. De afsnit i bestemmelsen, der har betydning i den foreliggende sag, er følgende

Stk. 1. Når der efter reglerne i kapitel 2 er truffet beslutning om nedlæggelse af en offentlig vej, og vejen ikke opretholdes som offentlig under anden vejbestyrelse, skal vejbestyrelsen træffe beslutning om, hvorvidt vejen skal opretholdes som privat adgangsvej for en enkelt ejendom, som privat fællesvej for flere ejendomme eller udgå som færdselsareal.

Stk. 2.Vejen skal opretholdes helt eller delvis som vej, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang, eller hvis vejen i øvrigt er af vigtighed for en ejendom.

Stk. 4. Såfremt vejen fremtidig skal være privat fællesvej, skal vejbestyrelsen træffe bestemmelse om, for hvilke ejendomme vejen skal tjene som færdselsareal, og om, hvem der fremtidig skal være ejer af vejarealet. Bestemmelser om vejret og adkomst til vejen skal tinglyses ved vejbestyrelsens foranstaltning.

Stk. 5. Vejbestyrelsens beslutninger efter stk. 1-4 skal kundgøres i de stedlige blade efter vejbestyrelsens bestemmelse. Ejere og brugere af ejendomme, der må skønnes af blive berørt af beslutningen, skal samtidig underrettes om denne. Kundgørelsen m.v. skal indeholde oplysning om bestemmelserne i stk. 2 og 6 samt §91.

Stk. 7. Beslutning om, at en offentlig vej skal nedlægges og overgå til privat, kan ikke begrunde erstatningskrav over for vejbestyrelsen.

(§ 90, stk. 6, og § 91 handler om det tilfælde, at den nedlagte offentlige vej ikke opretholdes som privat, og har således ikke betydning for klagesagen.)

Når en kommunevej er overgået til privat fællesvej, administreres den efter reglerne i lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 370 af 6. august 1985). Dette fremgår af kommunens brev af 9. december 1987.

I sin udtalelse i anledning af klagen har kommunen oplyst, at beslutningen er ændret for så vidt angår

Elme Alle - på strækningen Dorphs Alle-Poppel Alle,

Ludvig Hegners Alle - på strækningen Ibsensvej-Jernbane Alle og

stiforbindelsen mellem Sydstjernen og Hedevej.

Disse strækninger opretholdes som offentlige med henvisning til, at trafikken på dem er af en sådan karakter, at kommunen som vejbestyrelse af hensyn til trafikafviklingen i området ikke vil kunne acceptere et ønske om, at gennemgående trafik afbrydes ved en afspærring.

For de øvrige veje og stier fastholdes beslutningen.

Ministeriet har noteret sig, at byrådets beslutning er truffet i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er beskrevet i de foran omtalte lovbestemmelser.

Om de ovenstående klagepunkter bemærkes i øvrigt

ad 1. Afgørelsen af, om en nyanlagt vej skal være offentlig eller privat, om en eksisterende privat fællesvej skal optages som kommunevej, eller om en kommunevej skal overgå til privat vej, træffes inden for vide rammer ud fra kommunens vurdering af det kommunale serviceniveau. I nogle kommuner er flertallet af vejene offentlige, i andre er flertallet af vejene private. En beslutning om at ændre på forholdet mellem antallet af offentlige veje og private fællesveje er lovlig, såfremt den gennemføres efter de procedurer, der er anført i loven, og efter almindelige forvaltningsmæssige principper, herunder saglige hensyn og ligelighedshensyn.

Kommunens ønske om at begrænse forbruget af offentlige midler må betegnes som sagligt begrundet i denne forbindelse, og nedklassificeringen er besluttet også for at skabe lige forhold for de grundejere, der hidtil har betalt for vedligeholdelse af deres veje, og de grundejere, der hidtil har kunnet spare disse udgifter, fordi kommunen har administreret vejene som offentlige.

Ministeriet har derfor ikke grund til at kritisere det saglige grundlag for kommunens beslutning.

ad 2. Efter kommunens oplysninger gælder nedklassificeringen de veje, som har mindst trafik. Der er tale om enten blinde veje eller om veje, som ikke anvendes af gennemkørende trafik i større omfang, end at kommunen som vejmyndighed i givet fald vil kunne acceptere, at vejen afspærres. En hel eller delvis afspærring må ske i overensstemmelse med privatvejslovens §44.

ad 3. Det er i overensstemmelse med den gældende lovgivning, at der eksisterer både offentlige og private veje med de fordele og ulemper, som forskellene medfører.

ad 4. Ministeriet kan ikke tage stilling til ejendomsvurderingen. Spørgsmålet om en eventuel ændring af denne bør i givet fald rejses over for vurderingsmyndighederne.

ad 5. Ministeriet kan ikke tage stilling til skattereglerne, men det kan oplyses, at skatteministeren på et spørgsmål i Folketinget har svaret

»Udgifter, som grundejerne må betale til vedligeholdelse, snerydning, glatføregrusning m.v. af veje, må betragtes som private udgifter, der ikke er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der er ikke planer om at søge reglerne ændret, således at der kan opnås fradrag for de omtalte udgifter. Indførelse af sådanne fradrag vil ikke være i overensstemmelse med den ved skattereformen gennemførte fradragssanering.«

ad 6 og 7. Der findes ikke i loven nogen forudsætning om, at vejen skal istandsættes, inden den overgår til privat fællesvej. Der skal efter loven ikke afholdes vejsyn alene som følge af, at vejen nedklassificeres.

A-kommune har imidlertid oplyst, at teknisk forvaltning i marts-april 1988 har gennemgået de berørte veje og noteret synlige skader såsom lunker, huller i belægningen, kraftige sætninger i fliser, defekte nedløbsriste og manglende skiltning. Udbedring af de noterede mangler er igangsat og ventes afsluttet inden sommerferieperioden.

ad 8. Beslutningen træffes efter lov om offentlige veje, §23, af vejbestyrelsen. Der gælder ikke efter vejloven nogen regel svarende til kommuneplanlovens §21 om offentlig fremlæggelse med anledning til at fremkomme med indsigelser. De orienteringsmøder, kommunen har afholdt, er ikke påbudt i loven, men har haft karakter af en service, som kommunen har fundet det rigtigt at yde.

ad 9. §31 handler om udlæg af private fællesveje. Reglen om fremlæggelse af projekt til anlæg af vej er derfor uden betydning for den foreliggende sag, der ikke angår udlæg af ny vej, men ændring af status for allerede eksisterende vejareal.

ad 10. Eksistensen af en grundejerforening er ikke efter loven en nødvendig forudsætning for, at en vej anlægges som eller senere overgår til at blive privat fællesvej.

For at imødekomme ønskerne om en samlet og rationel udførelse af de arbejder, der påhviler de vejberettigede, er kommunen fremkommet med et servicetilbud om udførelse af reparationer, vedligeholdelse af vejbrønde og vintervedligeholdelse for grundejernes regning.

ad 11. Ejendomsretten til et udskilt offentligt vejareal tilkommer vejbestyrelsen. Det er efter vejlovens §88, stk. 1, sikret ved arealernes udskillelse i matriklen. Adkomsten ændres ikke ved ændring af arealets matrikulære registrering. Da der ikke er knyttet væsentlige ejerretlige beføjelser til arealet af en privat fællesvej, medfører en registrering af kommunens adkomst til vejarealer, hvor der ikke er grundejerforeninger, hverken tab eller ulempe for grundejerne.

ad 12. Mulige problemer må løses i forbindelse med bidragsfordeling og vil desuden bortfalde, hvis kommunens servicetilbud accepteres. I øvrigt medfører stitrafik næppe slid af nogen praktisk betydning.

ad 13. Der er ved kommunens servicetilbud taget hensyn til bl.a. pensionisterne, for hvem der desuden i kommunen gælder en særlig pensionistordning.

ad 14. Da grundejerne fremtidig skal betale for vejvedligeholdelse, renholdelse og snerydning m.v., vil kommunen derved få en besparelse. Ministeriet finder som klagemyndighed ikke, at dokumentation for den forventede besparelse er en forudsætning for beslutningens lovlighed.

ad 15. I kommunens brev af 9. december 1987 og i en skriftlig besvarelse af spørgsmål, der har været rejst i forbindelse med sagen, har kommunen orienteret om virkningerne af beslutningen og om lovgrundlaget for den fremtidige administration. Der er endvidere afholdt en række orienteringsmøder. Ministeriet finder ikke grund til at kritisere den generelle orientering. Ministeriet forventer i øvrigt, at kommunen også besvarer konkrete spørgsmål, der stilles til den.

ad 16. Som ovenfor nævnt er det i vejlovens §90, stk. 7, fastsat, at beslutningen om, at en offentlig vej skal nedlægges og overgå til privat, ikke kan begrunde erstatningskrav over for vejbestyrelsen. Ministeriet kan ikke tage stilling til, hvorvidt der ud fra privatretlige regler skulle påhvile kommunen som sælger af grunde ved de pågældende veje noget ansvar over for en køber, for hvem den fortsatte beliggenhed ved en offentlig vej var en forudsætning. Dette spørgsmål henhører under domstolene.

Ministeriet har herefter som klagemyndighed i henhold til lov om offentlige veje, §4, ikke grundlag for at ophæve A-kommunes beslutning om nedklassificeringen af et antal kommuneveje til private fællesveje.

Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.

I afgørelsen, der stadfæster kommunens beslutning, tilbagevises en række typiske indsigelser mod disse beslutninger.