Bopælspligt - arv.
Statutory Text (3 Articles)
Bopælspligt - arv.
Ved skrivelse af 20. juni 1988 har De rettet henvendelse til landbrugsministeren vedrørende Deres ønske om at overtage landbrugsejendommen matr. nr. 10 a , 20 b , 30 c og 30 b Stødov By, Helgenæs efter Deres afdøde fader.
Ejendommen er af areal 19,3402 ha med ejendomsværdi pr. 1. januar 1987, 720.000 kr., heraf grundværdi 189.500 kr.
Det fremgår af sagen, at Landinspektørfirmaet »J. »R. Krabbe på Deres vegne den 26. februar 1988 ansøgte Jordlovsudvalget om tilladelse til, at De med dispensation fra bopælspligten kunne erhverve adkomst på landbrugsejendommen matr. nr. 10 a m.fl. Stødov By, Helgenæs.
Det blev oplyst, at ejendommen har været i familiens besiddelse siden 1734. Endvidere blev det oplyst, at ejendommen ikke kan betragtes som en bæredygtig
driftsenhed, og at ejendommens bygninger er utidssvarende til landbrugsmæssige formål.
I skrivelse af 13. juni 1988 meddelte Jordlovsudvalget tilladelse til det ansøgte. Tilladelsen var betinget af, at De inden 2 år tager fast bopæl på ejendommen eller, at ejendommen inden samme frist er afhændet til en person, der opfylder landbrugslovens erhvervelsesbetingelser.
Jordlovsudvalget gjorde samtidig opmærksom på, at man ville være indstillet på at forlænge fristen for at tage fast bopæl på ejendommen med 6 år, hvis De erklærede Dem indforstået med at bortforpagte ejendommen eller dens jordtilliggende i den pågældende periode.
Det fremgår af sagen at De, der er 55 år gammel, driver selvstændig virksomhed i Risskov og har fast bopæl i Hjortshøj, forventer at kunne tage fast bopæl på ejendommen om 10-12 år, når Deres nuværende virksomhed er afhændet. Indtil dette kan finde sted, ønsker De selv at drive ejendommen videre landbrugsmæssigt. De har oplyst, at De gennem de sidste 2-3 år skønsmæssigt har opholdt Dem 35-40 pct. af tiden på ejendommen for at kunne passe driften af denne.
På baggrund af ovenstående og det, der blev aftalt ved Deres møde den 13. juli 1988 med landbrugsministeren, forlænger Landbrugsministeriet herved i henhold til landbrugslovens § 17, stk. 2, 3. pkt., fristen for at tage fast bopæl på ejendommen til ialt 12 år, på betingelse af, at ejendommen i nævnte periode enten bortforpagtes og drives som selvstændigt brug i overensstemmelse med reglerne i lovens § 11 eller , at dens jordtilliggende bortforpagtes til samdrift med en anden landbrugsejendom i overensstemmelse med reglerne i lovens § 12 eller , at ejendommen drives af en bestyrer, der opfylder samme kvalifikationskrav som en forpagter, jf. landbrugslovens § 11, stk. 1.
Dokumentation for, at een af ovennævnte betingelser er opfyldt i overensstemmelse med landbrugsloven, bedes indsendt til Jordbrugsdirektoratet inden 2 år fra datoen for ejendommens overtagelse.
P.M.V.
e.b.
Ingen
Meddelt dispensation fra bopælspligten i 12 år, da ejendommen havde været i slægtens eje i ca. 250 år, og da ansøger først kunne tage fast bopæl på ejendommen, når hans virksomhed var afhændet om 10-12 år