Erhvervslejemål, forening, registrering, videregivelse, udlejer, lejer, indberetningskriterier, retssager
Statutory Text (3 Articles)
Erhvervslejemål, forening, registrering, videregivelse, udlejer, lejer, indberetningskriterier, retssager
En grundejerforening rettede henvendelse til Registertilsynet angående oprettelse af en database vedrørende erhvervslejemål, hvori der foruden oplysninger om udlejningsvilkår ønskedes registreret oplysninger om navne på udlejere, mæglere og lejere.
Det var oplyst, at formålet med databasen var at registrere udlejningsvilkår for erhvervslejemål, således at medlemmer af foreningen enten via terminal eller ved telefonisk/skriftlig forespørgsel til foreningen skulle kunne indhente oplysninger til brug ved varsling af nye lejevilkår. Indberetning ville primært ske ved blanketter med oplysninger fra medlemmerne, men samme oplysninger ville også blive registreret på baggrund af boligretternes domme og kendelser.
Det var endvidere oplyst, at navne på udlejere og mæglere havde betydning, når der i forbindelse med lejevarsling var behov for uddybning af oplysningerne i databasen, mens foreningen fandt registrering af navne på lejere mindre væsentlig, men at det ofte kunne fortælle om butikstype/brancheforhold.
Under henvisning til det oplyste om formålet med databasen, sammenholdt med foreningens formål, fandt Registertilsynet, at registrering af de ønskede oplysninger om erhvervslejemål i databasen ikke kunne antages at stride mod lov om private registre m.v. § 3, stk. 1, idet registreringen måtte anses for et naturligt led i grundejerforeningens varetagelse af grundejernes/medlemmernes tarv. Det forudsattes herved, at databasen alene indeholdt oplysninger om ejere og lignende, som var enten aktive eller passive medlemmer af foreningen. Registertilsynet fandt dog, at oplysninger om et lejemål, bl.a. for at sikre registrering af korrekte oplysninger, kun burde registreres, hvis ejendommens ejer selv indberettede eller havde givet fuldmagt til administrator/udlejer eller samtykke til, at indberetning fandt sted med henblik på registrering i databasen.
For så vidt angår oplysninger om navne på lejere fandt Registertilsynet på det foreliggende grundlag dog ikke, at registrering i databasen af disse oplysninger kunne anses for at være et naturligt led i den normale drift af virksomheder m.v. af den pågældende art. Man lagde herved vægt på, at foreningen havde oplyst, at man fandt registrering af navne på lejere mindre væsentlig, men at det ofte kunne fortælle om butikstype/brancheforhold. Registertilsynet fandt således, at det ville være i bedre overensstemmelse med registerets formål, såfremt foreningen registrerede en oplysning om Butikstype/
brancheforhold frem for oplysningen om lejerens navn.
For så vidt angik registrering på baggrund af udskrifter af domme og kendelser m.v. var Registertilsynet af den opfattelse, at det ikke kunne antages at være i strid med lov om private registre m.v. § 3, at der foretoges registrering i databasen af de på en blanket anførte oplysninger, med undtagelse af navne på lejere, på baggrund af de udskrifter m.v., som foreningen fik udleveret i medfør af retsplejelovens § 41 eller på anden måde, under forudsætning af, at der alene registreredes oplysninger vedrørende medlemmers retssager.
Såfremt registreringen angik oplysninger om ikke-medlemmer, fandt Registertilsynet, at dette måtte forudsætte, at registrering og videregivelse skete med de pågældendes samtykke. I det omfang foreningen foretog anonymisering af personoplysninger, fandt Registertilsynet dog, at oplysninger frit kunne registreres og videregives.
Med henvisning til at alene foreningens medlemskreds kunne trække pådatabasens oplysninger, og da det måtte forudsættes, at ejeren ved indberetningen måtte antages at være bekendt med databasens anvendelse, fandt Registertilsynet endvidere, at betingelserne i lov om private registre m.v. § 4, stk. 2, for videregivelse af oplysninger via databasen måtte anses for opfyldt.
Registertilsynets årsberetning 1988 s. 58-60.
Antaget, at en grundejerforening kunne oprette en database vedrørende erhvervslejemål. Foreningens medlemmer kunne herfra trække oplysninger om udlejningsvilkår samt navne på udlejere og mæglere, men ikke på lejere. For at sikre registrering af korrekte oplysninger forudsattes det, at kun ejendommens ejer selv udleverede oplysningerne, eller havde givet fuldmagt til administrator/udlejer eller samtykke til indberetningen. Registrering af oplysninger om ikke-medlemmer krævede ligeledes samtykke.