Legislator Case Law & Legislation
W19881117425 DK

Videregivelse, forskrifter, medicintilskud, lister, apoteker, Det fælleskommunale System for Sociale Pensioner.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 11174 Valid

Videregivelse, forskrifter, medicintilskud, lister, apoteker, Det fælleskommunale System for Sociale Pensioner.

Administrations- og Personaledepartementet anmodede Registertilsynet om en udtalelse vedrørende ændring af forskrifterne for Det fælleskommunale System for Sociale Pensioner.

Baggrunden for sagen var, at Administrations- og Personaledepartementet på foranledning af en anmodning fra Kommunernes Landsforening ønskede at etablere hjemmel i forskrifterne til videregivelse af lister over de pensionister, der er berettiget til medicintilskud, til apotekerne til brug ved beregning af medicintilskud. Listerne skulle indeholde oplysninger om navn, personnummer og personlig tilskudsprocent til medicinindkøb.

Baggrunden for Kommunernes Landsforenings anmodning var, at der ved lov nr. 390 af 10. juni 1987 om ændring af lov om social pension pr. 1. januar 1988 er indført nye regler for beregning af medicintilskud, hvorefter et øget antal pensionister er berettiget til medicintilskud. De nye regler for beregning af medicintilskud har medført et betydeligt administrativt merarbejde for apotekerne.

Administrations- og Personaledepartementet oplyste, at de problemer, der er opstået som følge af de nye regler, hovedsageligt skyldes, at pensionisterne ofte glemmer deres medicinkort, hvoraf den personlige tilskudsprocent fremgår, at medicinen ofte bestilles ved medicinudleveringssteder og håndkøbsudsalg, samt at medicinordinationer ofte indtelefoneres af pensionisternes læge, som ikke har kendskab til de personlige tilskudsprocenter.

Det fremgik af redegørelsen fra Kommunernes Landsforening, at der ikke foreligger en egentlig formuleret aftale mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Apotekerforening om, at der skal foretages en direkte afregning mellem kommunerne og apotekerne, samt at der ikke foreligger et lovgrundlag, der pålægger apotekerne denne afregning. Der har dog udviklet sig en praksis, hvorefter apotekerne er »mellemled« mellem kommuner og klienter, således at klienten kun betaler sin del af medicinudgiften til apotekerne, som derefter begærer tilskuddet udbetalt fra kommunen. Afregningen mellem kommunen og apotekerne sker månedsvis for samtlige mellemværender.

Kommunernes Landsforening anførte endvidere, at klienten ville skulle erlægge den fulde betaling for medicinen til apotekerne og derefter selv henvende sig til socialforvaltningen for at få tilskuddet udbetalt, såfremt apotekerne ikke påtog sig at være »mellemled«. Landsforeningen anførte endvidere, at en sådan ordning ville betyde besvær for klienterne og et uoverkommeligt merarbejde for kommunerne, der løbende skulle udbetale disse tilskud. Det blev endeligt oplyst, at det ikke kan pålægges pensionisterne at købe medicinen på bestemte apoteker i kommunen.

Det var Administrations- og Personaledepartementets og Kommunernes Landsforenings opfattelse, at oplysningerne kunne videregives i medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 17, stk. 2, jf. § 16, stk. 2, nr. 4, hvorefter der kan ske videregivelse af oplysninger, når videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgave for det offentlige.

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet.

Registertilsynet udtalte herefter, at man nærede betænkelighed ved at antage, at de pågældende bestemmelser giver mulighed for at etablere hjemmel i forskrifterne for Det fælleskommunale System for Sociale Pensioner til at videregive lister til apotekerne over de pensionister, der er berettigede til medicintilskud.

Registertilsynet lagde herved bl.a. vægt på, at det forhold, at pensionisterne ikke behøver at anvende et bestemt apotek, må antages at indebære, at videregivelse af oplysninger om den enkelte pensionist i almindelighed ikke kan begrænses til det for pensionisten nærmeste apotek. Ordningen ville således kunne medføre, at oplysningerne skulle videregives til alle apoteker i den kommune, pensionisten bor i. Det bemærkedes endvidere, at den påtænkte ordning i øvrigt ikke ville være tilstrækkelig i tilfælde, hvor pensionisten henvender sig på apoteker uden for den pågældendes bopælskommune.

På denne baggrund henstillede Registertilsynet, at den foreslåede ændring af forskrifterne ikke gennemførtes.

Endelig adm. afgørelse 1988 11174 Valid

Udtalt, at man nærede betænkelighed ved at antage, at der i medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 17, stk. 2, j.f. § 16, stk.

2, 4, kunne tilvejebringes hjemmel i forskrifterne for Det fælleskommunale System for Sociale Pensioner med henblik på videregivelseslister over medicintilskudsberettigede pensionister til apotekerne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →