Samkøring, forskrifter, ændring, delegation, videregivelse
Statutory Text (3 Articles)
Samkøring, forskrifter, ændring, delegation, videregivelse
Administrations- og Personaledepartementet fremsendte et af Boligministeriet udarbejdet udkast til ændringer af forskrifterne for Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem.
Det fremgik, at man ønskede at sammenstille en række offentligt tilgængelige oplysninger fra registeret med bl.a. Bygnings- og Boligregisteret (BBR), Matrikelregisteret samt statens salgs- og vurderingsregister, således at boligministeren skulle være ansvarlig for denne anvendelse af registeret. Man ønskede desuden at videregive disse oplysninger til private og offentlige modtagere, der havde modtaget tilladelse til registeradgang af Boligministeriet i henhold til lov om bygnings- og boligregistrering, jf. Boligministeriets bekendtgørelse af 4. juli 1988 om adgangen til at modtage oplysninger sammenstillet fra to eller flere ejendomsdataregistre.
Af de indledende bemærkninger til lovforslaget om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering (udvidet adgang til ejendomsdataregistreringer m.v.) fremgår det, at forslaget er et led i regeringens moderniseringsplan for at effektivisere og videreudvikle ejendomsdataregistreringen. Sigtet er bl.a. en bedre samfundsmæssig udnyttelse af oplysningerne og en bedre service med hensyn til borgernes oplysningsadgang til registreringen vedrørende ejendomsdata m.v.
Forslaget retter sig primært mod Bygnings- og Boligregisteret, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Herudover fremgår det af bemærkningerne, at Boligministeriet samtidig bliver hovedansvarlig for videregivelse af offentligt tilgængelige oplysninger fra andre ejendomsdatasystemer, bl.a. Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem, under forudsætning af, at hver enkelt registeransvarlig kommune delegerer sit ansvar for videregivelse af oplysninger til Boligministeriet.
Det fremgår af Boligministeriets bekendtgørelse, at offentligt til gængelige oplysninger fra sammenstillede ejendomsdataregistre under visse omstændigheder kan videregives, eventuelt ved terminaladgang, til rekvirenter, der har fået tilladelse/autorisation fra Boligministeriet. Forudsætningen er dog, at der er indgået aftale med den registeransvarlige kommune.
Videregivelse af offentligt tilgængelige oplysninger fra Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem var hidtil sket i henhold til forskrifterne for registeret og de fastsatte retningslinier i Finansministeriets vejledning af 19. juni 1985 om videregivelse af oplysninger til private personer og virksomheder fra Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem på Kommunedata I/S og Århus Kommunes edb-afdeling.
Udgangspunktet ved videregivelse af offentligt tilgængelige oplysninger fra registeret havde således hidtil været, at det var den enkelte kommunalbestyrelse, der som registeransvarlig bl.a. var ansvarlig for videregivelsen af oplysninger til private, og som skulle foretage vurderingen af, om oplysningerne skulle videregives.
Registertilsynet havde ikke principielle indvendinger imod, at den enkelte kommunalbestyrelse delegerer sit registeransvar med hensyn til videregivelse af offentligt tilgængelige oplysninger fra ejendomsdatasystemet til Boligministeriet. Registertilsynet lagde herved vægt på, at det ifølge bemærkningerne til lovforslaget om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering har været hensigten også at kunne videregive oplysninger fra Bygnings- og Boligregisteret sammenstillet med oplysninger fra andre ejendomsdataregistreringer.
Det var imidlertid Registertilsynets opfattelse, at det ikke var tilstrækkeligt alene at foretage en ændring af forskrifterne for Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem som hjemmel til videregivelsen og samkøringen i Boligministeriets regi. Man var således af den opfattelse, at der ikke alene i Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem skulle indføjes bestemmelser om videregivelsen, men at der tillige skulle fastsættes en særskilt forskrift for samkøringen. Baggrunden herfor var, at der ikke forelå en forskrift for Bygnings- og Boligregisteret, hvori den fornødne hjemmel til samkøringen kunne indarbejdes.
Registertilsynet fandt endvidere, at de foreslåede ændringer i Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem var så væsentlige, at lov om offentlige myndigheders registres procedureregler skulle iagttages, herunder at kommunalbestyrelserne skulle foretage fornyet tilslutning til registeret, jf. lov om offentlige myndigheders registre § 7, stk. 4.
Registertilsynet var endvidere af den opfattelse, at Boligministeriet i forbindelse med vurderingen af, om datarekvirenten og det angivne formål faldt inden for de i bekendtgørelsens §§ 3-5 anførte rammer, også burde tage hensyn til de retningslinier, der er fastsat for videregivelse fra Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem, f.eks. således at der bl.a. ikke videregives oplysninger til rene markedsføringsformål.
Registertilsynets årsberetning 1988 s. 35.
Udtalt, at Registertilsynet ikke havde indvendinger imod, at den enkelte kommunalbestyrelse delegerer sit registeransvar med hensyn til videregivelse af offentligt tilgængelige oplysninger fra ejendomsdatasystemet til Boligministeriet med henblik på samkøring af bl.a. BBR. Endvidere udtalt, at samkøring krævede særskilt forskrift samt, at ændringer i en eksisterende forskrift var så væsentlige, at lovens procedureregler skulle iagttages.