Forskrifter, ændringer, sensitive oplysninger, anonymisering
Statutory Text (3 Articles)
Forskrifter, ændringer, sensitive oplysninger, anonymisering
Det fælleskommunale Sygesikringssystem - afregning mellem amtskommuner og apoteker for lægemidler og udskrivning af statistik over lægemiddelforbrug
I 1987
rettede Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartemen henvendelse til Registertilsynet med anmodning om en udtalelse vedrørende ændringer i Det fælleskommunale Sygesikringssystem. Ændringerne vedrørte bl.a. maskinel afregning mellem amtskommuner og apoteker for lægemidler samt udskrivning af statistik til amtskommuner og Amtsrådsforeningen over lægemiddelforbrug.
Ændringerne ville indebære, at oplysninger vedrørende ekspederede recepter skulle indgå i Det fælleskommunale Sygesikringssystem. Endelig fremgik det, at det endnu ikke var fastlagt, hvor længe statistikdata om medicinordinationer skal opbevares, idet det dog blev oplyst, at data på det øvrige sygesikringsområde opbevares i fire plus løbende år.
Sundhedsministeriet meddelte i april 1988, at man kunne tiltræde de af Amtsrådsforeningen anførte begrundelser vedrørende nødvendigheden af at kunne anvende personnumre i forbindelse med den omhandlede registrering, ligesom Sundhedsministeriet kunne tiltræde Amtsrådsforeningens begrundelse for, at anvendelse af personnumre er nødvendig med henblik på at opnå en brugbar statistik.
I maj 1988 afgav Registertilsynet en foreløbig udtalelse i sagen.
Sagen blev herefter behandlet på et møde i Registerrådet.
Registertilsynet bemærkede indledningsvis i den endelige udtalelse, at man ikke havde indvendinger imod registrering af ydernummer på de recepter, praktiserende læger udsteder til personer, der skal have receptpligtig medicin m.v. Registertilsynet lagde herved vægt på, at anvendelsen af de registrerede oplysninger, herunder udskrivning af statistikker, påført ydernummer, følger af overenskomster, der er indgået mellem PLO og Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Registertilsynet lagde tillige vægt på, at der i forskrifterne for sygesikringssystemet er indsat bestemmelser, som nærmere regulerer udskrivning og anvendelse af sådanne statistikker.
Registertilsynet fandt derimod, at en registrering af sammenhæng mellem personnummeret og det udleverede præparat over en længere periode vil indebære en væsentlig ændring af Det fælleskommunale Sygesikringssystem. En imødekommelse af Amtsrådsforeningens ønske om en sådan længerevarende registrering ville efter tilsynets opfattelse i givet fald medføre overvejelser om at give de sikrede registerindsigt til de registrerede oplysninger, ligesom det måtte give anledning til overvejelser om indsættelse af særlige bestemmelser i forskrifterne om adgangen til de registrerede oplysninger og anvendelsen heraf, samt til overvejelser om sikkerhedsforanstaltningerne i registeret.
Registertilsynet fandt det imidlertid principielt betænkeligt, at der i et administrativt system som Det fælleskommunale Sygesikringssystem, der bl.a. har til formål at varetage afregningsmæssige forhold, over en længere periode registreres personhenførbare oplysninger om de sikredes medicinforbrug. Registertilsynet henstillede på denne baggrund i overensstemmelse med den foreløbige udtalelse, at personnummeret på den person, den enkelte recept er udstedt til, anonymiseres, når kontrollen med afregningen mellem apotekerne og sygesikringen er afsluttet, dog senest efter to måneder regnet fra modtagelsen af oplysningerne. Registertilsynet henstillede, at anonymiseringen foretages ved at fjerne de to første og de fire sidste cifre af personnummeret. Registertilsynet bemærkede dog, at man ikke ville have indvendinger imod, at der til udarbejdelse af statistikker tillige registreres en angivelse af den pågældendes køn.
Registertilsynets årsberetning 1988 s. 37.
Udtalt principiel betænkelighed ved, at der i et administrativt system som Det fælleskommunale Sygesikringssystem, der bl.a. har til formål at varetage afregningsmæssige forhold, registreres personhenførbare oplysninger om de sikredes medicinforbrug.
Henstillet, at personnumre anonymiseres senest efter to måneder ved at fjerne de to første og de fire sidste cifre af personnummeret.