Legislator Case Law & Legislation
W19881104225 DK

Videregivelse, sygesikringen, sygehusvæsenet, forskriftsændringer, Det røde System, livmoderhalskræft

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 11042 Valid

Videregivelse, sygesikringen, sygehusvæsenet, forskriftsændringer, Det røde System, livmoderhalskræft

Registertilsynet har i beretningsåret behandlet en sag om videregivelse af oplysninger fra sygesikringen til sygehusvæsenet, idet Administrations- og Personaledepartementet anmodede om en udtalelse vedrørende udkast til forskriftsændringer i forbindelse med en ønsket overførsel af oplysninger fra Det fælleskommunale Sygesikringssystem til Det fælleskommunale Hospitalsinformationssystem, Det røde System.

Baggrunden for sagen var et ønske fra Amtsrådsforeningen om ved indkaldelse til folkeundersøgelse for livmoderhalskræft at kunne undgå indkaldelse af kvinder, som i perioden op til folkeundersøgelsen har gennemgået en tilsvarende undersøgelse hos en speciallæge. Ønsket herom begrundedes med såvel hensynet til de kvinder, som fornylig har fået foretaget undersøgelsen, som med økonomiske hensyn.

Indkaldelse til folkeundersøgelse for livmoderhalskræft baseres på et udtræk fra Det røde System. Man ønskede derfor i dette system at registrere oplysninger om kvinder, der har fået foretaget denne undersøgelse hos speciallæge, ved overførsel af de pågældende oplysninger fra sygesikringssystemet, hvori bl.a. er registreret oplysninger om personer, der hos praktiserende læge har modtaget specielle ydelser, herunder undersøgelse for livmoderhalskræft.

Da denne fremgangsmåde vil indebære dels videregivelse af oplysninger mellem typisk adskilte forvaltningsområder, dels - hvad der ikke hidtil havde forekommet - en registrering i Det røde System af oplysninger om privatpraktiserende lægers ydelser, anmodede Registertilsynet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse i sagen, herunder særligt en belysning af, hvorvidt der eventuelt foregår overvejelser med henblik på en mere udvidet, generel samordning af den offentlige og den private sundhedssektor.

Sundhedsstyrelsen anførte i sin udtalelse, at der helt generelt sker en øget koordinering og samordning mellem den primære og den sekundære sundhedssektor. Således er hele sundhedsvæsenet inklusive sygesikringen nu samlet under Sundhedsministeriet. Sundhedsstyrelsen fandt, at der i de kommende år vil ske en øget koordinering mellem sygehussektor og praksissektor, og at dette også vil resultere i en mere udstrakt koordinering og eventuel integration af registreringssystemerne for sygehussektoren og praksissektoren. Om den konkrete sag vedrørende folkeundersøgelser for livmoderhalskræft udtalte Sundhedsstyrelsen, at såvel økonomiske interesser som patientinteresser taler for den ønskede overførsel af oplysninger til Det røde System fra sygesikringssystemet.

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet, hvorefter Registertilsynet udtalte, at man ikke i den konkrete sag havde indvendinger mod, at de pågældende oplysninger overføres fra Det fælleskommunale Sygesikringssystem til Det fælleskommunale Hospitalsinformationssystem, Det røde System. Endvidere henstillede Registertilsynet, at forskrifterne, herunder formålsbestemmelsen for Det røde System ændredes, således at det fremgår, at der udover oplysninger om hospitalskontakter tillige kan registreres visse nærmere specificerede oplysninger om foretagne undersøgelser hos praktiserende læger/speciallæger med henblik på at undlade at indkalde de kvinder, som i perioden forud har fået foretaget en tilsvarende undersøgelse, til folkeundersøgelse. Administrations- og Personaledepartementet har efterfølgende fastsat ændrede forskrifter for de pågældende registre.

Endelig adm. afgørelse 1988 11042 Valid

Udtalt, at man ikke havde indvendinger mod, at oplysninger om kvinder, der har fået foretaget en undersøgelse for livmoderhalskræft hos speciallæge, overføres fra Det fælleskommunale Sygesikringssystem til Det fælleskommunale Hospitalsinformationssystem (Det røde System), for at undgå at genindkalde kvinder til en ny undersøgelse, hvis de allerede var blevet undersøgt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →