Hvorvidt der kan udbetales støtte, når der er tvivl om ansøgningen er indkommet.
Statutory Text (3 Articles)
Hvorvidt der kan udbetales støtte, når der er tvivl om ansøgningen er indkommet.
I skrivelse af 13. januar 1988 har Det Radikale Venstre, Hinnerup, indbragt Hinnerup Byråds afslag på ydelse af partistøtte til partier for Partistøttenævnet, jf. § 12, stk. 2, i lov nr. 940 af 23. december 1986 om økonomisk støtte til politiske partier m.v.
Hinnerup Byråd afslog Det Radikale Venstres ansøgning om økonomisk støtte under henvisning til, at ansøgningen var indgivet efter ansøgningsfristens udløb.
Det Radikale Venstre har gjort gældende, at ansøgningen blev indgivet rettidigt og har medsendt kopi af ansøgningen, som er dateret 26. marts (1987).
Partistøttenævnet har forelagt sagen for Hinnerup Byråd, der i skrivelse af 29. februar 1988 har meddelt, at kommunen ikke ser at have modtaget ansøgning om partistøtte fra Det Radikale Venstre i Hinnerup.
Byrådet anfører endvidere, at kommunen ikke kan give garanti for, at ansøgningen ikke er modtaget, men at en undersøgelse i samtlige forvaltninger ikke har givet resultat.
I denne anledning skal Partistøttenævnet udtale følgende
Efter Partistøttelovensx § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 2, skal ansøgning om tilskud indgives inden 2 måneder efter, at der har været afholdt valg til kommunalbestyrelsen.
Ansøgning om tilskud for 1987-89 skulle dog indgives inden 1. april 1987, hvorefter tilskud for 1987 skulle udbetales inden 1. jui 1987, jf. lovens § 15, stk. 3.
Det kan ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger afgøres, om ansøgningen på grund af en fejl fra Det Radikale Venstres side ikke er blevet indgivet rettidigt, eller om ansøgningen er bortkommet i Hinnerup Kommune.
Da risikoen for, at en ansøgning ikke er kommet rettidigt frem, efter nævnets opfattelse påhviler ansøgeren, må partiets ansøgning om partistøtte til Hinnerup Byråd anses for indkommet for sent.
Der vil i særlige tilfælde kunne bortses for overskidelse af ansøgningsfristen i partistøttelovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 2, og § 15, stk. 3. Dette gælder, hvis fristoverskridelsen er ubetydelig, eller særlig undskydelige momenter gør sig gældende.
Det fremgår af sagen, at Det Radikale Venstre, Hinnerup, henvendte sig til Hinnerup Kommune kort før jul vedrørende den manglende udbetaling af tilskud dvs. næsten 9 måneder efter ansøgningsfristens udløb og mere end 6 måneder efter, at tilskuddet skulle have været udbetalt.
Efter Partistøttenævnets opfattelse havde partiet haft grund til på et væsentligt tidligere tidspunkt at rette henvendelse til Hinnerup Kommune på grund af den manglende udbetaling af tilskud.
Partistøttenævnet finder derfor ikke, at der er grundlag for at bortse fra overskridelse af ansøgningsfristen, og må fastholde Hinnerup Byråds afgørelse.
Ifølge partistøttelovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 2, ydes tilskud med virkning for kommunalbestyrelsens valgperiode. Ansøgninger, der er indgivet pr. 1. april 1987, gælder for perioden 1987-89, jf. § 15, stk. 3. Der kan således ikke ydes partier støtte for perioden 1987-89.
Det tilføjes, at Partistøttenævnets afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. partistøttelovens § 12, stk. 4.
P. N. V.
W. Willerslev
/ S. Andersen
Ingen
Det kunne ikke afgøres, om en ansøgning var indgivet for sent eller bortkommet i kommunen, Partistøttenævnet fandt, at risikoen for, at ansøgningen ikke er rettidigt fremme, påhviler ansøgeren. Der forelå en væsentlig fristoverskridelse, hvorfor støtte ikke kunne udbetales.