Bevarelse af dansk indfødsret efter det fyldte 22. år.
Statutory Text (3 Articles)
Bevarelse af dansk indfødsret efter det fyldte 22. år.
Indenrigsministeriet har med Ambassadens skrivelse af 13. oktober 1987 (j.nr. 16.Dan.3) modtaget ansøgninger fra Richard og Robert Villumsen om tilladelse til at bevare dansk indfødsret. Ansøgerne er født henholdsvis den 28. januar 1966 og den 1. maj 1967 i Nigeria som sønner af dansk fader og nigeriansk moder.
Det er oplyst, at ansøgerne har været på nogle få besøg her i landet, i sammenlagt 10 måneder, hvilket ministeriet dog ikke har kunnet få bekræftet gennem afhøring af de angivne referenter. Det er endvidere oplyst, at ansøgerne ikke behersker det danske sprog.
I denne anledning meddeler Indenrigsministeriet, at da ansøgerne ikke inden deres 22. år har haft bopæl i Danmark og ej heller inden dette tidspunkt har opholdt sig her i landet under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, har Richard Villumsen i henhold til § 8 i lov om dansk indfødsret, jf. bekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978, mistet sin erhvervede danske indfødsret, da han fyldte 22 år. Ministeriet finder ikke, at ansøgeren har bevaret en sådan tilknytning af reel karakter til Danmark, at der er tilstrækkeligt grundlag for at indstille den pågældende til bevarelse af indfødsretten ved kongelig resolution. Dette samme vil gøre sig gældende for Robert Villumsen, der dog fortsat inden hans fyldte 22. år gennem ophold her i landet har mulighed for at vise sin tilknytning til danske forhold.
Ambassaden bedes oplyse ansøgerne om ovenstående og samtidig tilbagelevere vedlagte bilag, der fulgte med ansøgningerne.
Ingen
2 brødre født i Nigeria af dansk far og nigeriansk mor, søger den danske indfødsret bevaret. Afslag herpå gives, da brødrene inden det fyldte 22. år, kun har opholdt sig i Danmark i sammenlagt 10 mdr., hvilket ikke har kunnet bekræftes af de afhørte referenter, og da ansøgerne ikke behersker det danske sprog. Der fandtes ikke grundlag for at indstille de pågældende til bevarelse af indfødsretten ved kongelig resolution.