Ankestyrelsens principafgørelse O-42-88 om opholdskommunerefusion - aflastningsophold - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
Statutory Text (3 Articles)
Ankestyrelsens principafgørelse O-42-88 om opholdskommunerefusion - aflastningsophold - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
Resume
A kommune anbragte en handicappet pige hos en aflastningsfamilie i B kommune.
Pigen opholdt sig gennemsnitlig 20-25 døgn pr. måned hos aflastningsfamilien.
Ankestyrelsen fandt, at pigens ophold i plejefamilien havde karakter af en anbringelse uden for hjemmet, og beslutning herom skulle træffes efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3.
Ankestyrelsen fandt ikke, at aflastning i det beskrevne omfang kunne ydes efter lovens § 48, der forudsatte, at barnet forsørges i eget hjem.
A kommune fandtes herefter forpligtet til at yde refusion til B kommune for udgifter til hjælpeforanstaltninger til pigen, efter moderens flytning til B kommune.
Kassation
Der er kommet nye regler på området
Love
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, § 33, stk. 1, nr. 3 og § 48
Vejledninger
Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 10, pkt. 25
Sagsfremstilling
A kommune anbragte i maj 1985 en handicappet pige P i aflastningsophold efter bistandslovens § 48 hos en familie i B kommune.
P's moder havde indtil maj 1985 modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48.
P opholdt sig i de følgende måneder gennemsnitlig 20-25 døgn pr. måned hos aflastningsfamilien.
Moderen flyttede i april 1986 til B kommune.
B kommune opretholdt de iværksatte hjælpeforanstaltninger og anmodede samtidig A kommune om refusion i henhold til bistandslovens § 11.
A kommune afslog anmodningen.
Amtsankenævnet fandt, at A kommune var forpligtet til at yde B kommune refusion i henhold til bistandslovens § 11, vedrørende hjælpeforanstaltninger til P, efter moderens flytning til B kommune.
Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at der i realiteten havde været tale om en anbringelse uden for hjemmet, og at denne beslutning burde være truffet i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3.
Sagen blev anket af det sociale udvalg i A kommune.
Afgørelse
Ankestyrelsen er enig med nævnet i, at P's ophold i plejefamilien har karakter af en anbringelse uden for hjemmet, og beslutningen herom træffes efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3.
Ankestyrelsen finder ikke, at aflastning i det beskrevne omfang kan ydes efter lovens § 48, der forudsætter, at barnet forsørges i eget hjem, jf. herved Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987, pkt. 10 og 25.
Ankestyrelsen tiltræder derfor nævnets afgørelse, hvorefter A kommune er forpligtet til at yde refusion til B kommune for udgifter til hjælpeforanstaltninger til P, efter at moderen er flyttet til B kommune.