Tvist om hvem der skulle bære resten af det opgjorte tab, opstået grundet revner i olierør. Der var indgået forlig med leverandøren. (* 1)

Tvist om hvem der skulle bære resten af det opgjorte tab, opstået grundet revner i olierør. Der var indgået forlig med leverandøren. (* 1)

K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C 1371: Forsikringsgruppen ved T A/S og R A/S og Z mod 1. A 2. B 3. C 4. D og 5. E

Ved lov nr. 291 af 10. juni 1981 blev det overdraget Dansk Olie og Naturgas A/S (DONG) at etablere og drive en rørledning med tilhørende pumpe- og terminalfaciliteter til transport af råolie og kondensat fra de danske oliefelter i Nordsøen til Fredericia. Til at udføre denne opgave oprettede DONG et datterselskab, Z A/S. Z blev opbygget som en lille bygherreorganisation med et begrænset antal ansatte og skulle dels hente bistand hos DONGs personale, dels indgå aftaler om bistand udefra. Med henblik herpå indgik Z aftale om forskellige former for teknisk bistand med A, B og C. C bestod af et antal rådgivende ingeniørfirmaer, herunder D. D udtrådte imidlertid af C den 1. januar 1983 og har optrådt som selvstændig part under sagen.

Z indgik endvidere aftale med den italienske stålproducent X om fremstilling af stålrørene til olieledningen. Rørene blev leveret i Esbjerg og derefter coatet af et andet firma. Nedlægning af rørene blev i Nordsøen foretaget af det italienske entreprenørselskab E.

For arbejdet med olieledningen tegnede Z en kombineret entrepriseforsikring hos Forsikringsgruppen repræsenteret ved T A/S og R A/S.

Olierøranlægget skulle udføres samtidig med udførelsen af et tilsvarende anlæg til modtagelse af naturgas. Begge anlæg skulle være klar til drift den 1. oktober 1984, når leverancerne af olie og gas fra Nordsøen skulle påbegyndes. Af hensyn til prøvekøring af det samlede anlæg planlagdes olieledningen at skulle være færdig den 1. maj.

I foråret 1981 udarbejdede DONG/Z specifikationer til olierørsleverancen, som blev godkendt af A. Efter at X var blevet prækvalificeret som leverandør af A og B, blev endelig aftale om levering af rør indgået den 8. oktober 1981. Herefter påbegyndte X produktion af stål, pladevalsning og fremstilling af selve rørene under inspektion af A og under de senere faser tillige af B. Den 17. december 1981, kort efter at produktionen af rørene var begyndt, konstaterede en medarbejder fra A ved en stikprøve, at der var en langsgående revne i rør nr. 375, som havde passeret X egen kontrol. Røret blev herefter kasseret. Samme dag anmodede A og B X om at undersøge årsagerne til revnen og at fremkomme med forslag til at undgå sådanne revner. Henvendelsen og en senere forespørgsel førte imidlertid ikke til noget resultat. I januar 1983 blev der opdaget en lignende defekt, hvorefter X fra den 23. januar 1982 - da ca. halvdelen af rørene var produceret - iværksatte en forøget visuel kontrol af de herefter producerede rør, medens der ikke blev foretaget yderligere kontrol af de allerede producerede rør. Rørproduktionen blev afsluttet i begyndelsen af marts 1982. Alle afskibede rør blev certificerede af A.

E påbegyndte rørlægningen den 3. april 1982. Til kontrol af sammensvejsningen af rørene, der foregik på læggefartøjet, blev der optaget røntgenfilm. Disse film blev kontrolleret af repræsentanter for C og E under tilsyn af A. Den 6. maj, efter at der var lagt ca. 42 km. rør (42 km. strækningen), konstaterede denne kontrol en revne i en rørende. Dette rør blev herefter kasseret, og inspektionen af røntgenfilmene blev intensiveret. Endvidere blev der indført ultralydkontrol af alle mistænkelige rør. Denne øgede kontrol medførte, at der i tiden fra den 6. til den 10. maj blev kasseret 10 rør på grund af revnedefekter.

Den 12. maj meddelte A, at de konstaterede revnedefekter var uacceptable ud fra et certificeringssynspunkt. Det blev herefter besluttet at standse rørlægningen, når de rør, der allerede befandt sig på læggefartøjet, var brugt. Rørlægningen standsedes derfor den 19. maj, efter at der var lagt yderligere 25 km. rør (25 km. strækningen).

Konstateringen af revner medførte, at der blev iværksat en række undersøgelser. En fornyet undersøgelse af ca. 13.000 rør, som beroede på land, førte til kassation af 311 rør. Efter at denne undersøgelse var gennemført, godkendte A, at de resterende rør kunne certificeres, og rørlægningen genoptoges den 23. juni.

Der blev endvidere foretaget undersøgelser med henblik på at fastslå omfanget af revner i rørene på de allerede lagte strækninger, og hvad der måtte foretages med hensyn til disse, navnlig om nødvendigheden af at foretage reparationer, og om hele olieledningen eventuelt måtte udskiftes. Undersøgelserne førte til, at A den 19. juli gav meddelelse om, at 25 km. strækningen kunne certificeres.

A kunne derimod ikke på det foreliggende grundlag certificere 42 km. strækningen, og undesøgelserne vedrørende denne blev derfor fortsat. På et bestyrelsesmøde den 26. august 1982 traf Z foreløbig beslutning om udskiftning. I en skrivelse af 19. januar 1983 til Z udtalte Energistyrelsen, at man var enig i, at undervandssvejsning (hyperbaric welding) var den eneste metode, som kunne betragtes som en tilfredsstillende permanent udbedring af den defekte ledning. Selv om det ikke kunne udelukkes, at der kunne udvikles andre billigere reparationsmetoder, som kunne eftervises at være tilfredsstillende, var styrelsen enig i, at denne mulighed måtte anses som så usikker, at projektets rettidige gennemførelse ville komme i fare. På grundlag af en undersøgelse beskrevet i en rapport af 12. januar 1983 fra S, som Energistyrelsen havde antaget som konsulent i anledning af sagen, mente Z, at antallet af defekter på 42 km. strækningen måtte opgøres til 24, hvorefter Energistyrelsen den 2. februar meddelte, at Z's beslutning om reparation eller udskiftning måtte basere sig på, at det ikke på dette tidspunkt var muligt at udelukke reparation af nogen af disse 24 rør. Da undervandssvejsning herefter måtte antages at være dyrere end lægning af en ny ledning på 42 km. strækningen, traf Z endelig beslutnig om lægning af en ny ledning. Denne beslutning tiltrådte Forsikringsgruppen, som allerede tidligere havde anerkendt, at udgifterne til reparation af ledningen var omfattet af den tegnede forsikring.

Sideløbende med undersøgelserne havde Z ført forhandlinger med E og sikret sig en aftale om, at selskabet kunne nedlægge ledningen i 1983. Endvidere havde Z som led i forligsforhandlinger med X sikret sig, at virksomheden i løbet af december 1982 og januar 1983 skulle levere 42 km. erstatningsrør. Den nye rørledning på 42 km. strækningen blev herefter nedlagt i løbet af marts og april 1983.

Klagerne har opgjort det samlede tab som følge af enderevner i de oprindelige rør til 271.024.179 kr. Forsikringsgruppen har betalt 160.473.270 kr. heraf og er indtrådt i Z rettigheder overfor de eventuelt ansvarlige.

Z har den 25. oktober 1982 indgået forlig med X om, at erstatningsrør til 42 km. strækningen til en værdi af 36.979.624 kr. leveres uden beregning, og at virksomheden betaler 30.560.000 kr. til coating.

Da der ikke har kunnet opnås enighed mellem klagerne og de indklagede om, hvem der skal bære resten af det opgjorte tab, har klagerne ved klageskrift af 5. april 1984 indbragt sagen for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret. Voldgiftsretten har bestået af civilingeniør Jørgen Brødsgaard og overingeniør Ingvard Rasmussen som tekniske dommere og et formandskab bestående af højesteretsdommer Erik Bjerregaard, højesteretsdommer J. Bangert og landsdommer Poul Rønnov med højesteretsdommer Bjerregaard som formand.

Klagerne har nedlagt følgende endelige påstande

De indklagede tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært delvis solidarisk, delvis proratarisk efter voldgiftsrettens nærmere bestemmelse tilsammen at betale til klagerne

Principalt 180.682.786 kr., dog for C begrænset til 100.492.000 kr. og for E begrænset til 177.040.505 kr., subsidiært et mindre beløb efter voldgiftsrettens bestemmelse.

Klagerne har for det tilfælde, at nødvendigheden af at udskifte 42 km. strækningen underkendes, alternativt dels påstået de indklagede tilpligtet at betale erstatning efter voldgiftsrettens bestemmelse for det under denne forudsætning erstatningsberettigede tab, dels påstået C ved dens enkelte medlemmer - dog bortset fra D - tilpligtet at betale erstatning for det som følge af underkendelsen lidte tab dog ialt begrænset til 100.492.000 kr.

Klagerne har påstået tilkendte beløb forrentet med 2% over Nationalbankens diskonto fra den 5. april 1984 til og med den 31. december 1984 og med 6% over diskontoen fra den 1. januar 1985, til betaling sker.

Beløbet i den principale påstand er på grund af det med X indgåede forlig fastsat til 2/3 af det af klagerne opgjorte tab.

Alle de indklagede har påstået frifindelse og har desuden nedlagt forskellige subsidiære påstande.

Den mundtlige forhandling har fundet sted i dagene fra den 22. august til den 16. september 1988.

Under den mundtlige forhandling har parterne gennemgået en betydelig del af det fremlagte særdeles omfangsrige materiale og forevist retten et udvalg af de røntgenfilm, som blev optaget på læggefartøjet.

Endvidere har følgende afgivet forklaring

Administrerende direktør a, Z

Underdirektør b, Z

Cand.jur c, DONG

Vicedirektør d, R

Construction Manager e,tidligere Z

Ingeniør f, S

Direktør g, D

Direktør h, A

Civilingeniør i, A

Direktør j, E

Afdelingsleder k, A

Ingeniør l, A

Senior Surveyor m

Civilingeniør n, tidl. A

Direktør o, B

Ingeniør p, B

Inspektør r, B

Direktør s, C

Ingeniør t, C

Projektleder u, C og

Afdelingsdirektør v, T

Parterne har under sagen været enige om, at revnerne i rørene skyldes fejl i produktionen hos X.

På grund af sagens særegne karakter har voldgiftsretten i overensstemmelse med parternes ønske fundet det rigtigst at tage stilling også til nogle af de under sagen rejste spørgsmål, som ikke har direkte betydning for den afgørelse, som voldgiftsretten når til.

Ansvarspådragende forhold.

Vedr. A

Den 27. oktober 1981 indgik Z og A en rammeaftale om certificering, hvori det var aftalt, at arten og omfanget af A's bistand til de enkelte dele af projektet skulle aftales nærmere, og at A var forpligtet til at samarbejde integreret med den af Z etablerede projektorganisation. I henhold hertil har A godkendt specifikationerne i kontrakten mellem Z og X som certificeringsgrundlag, prækvalificeret X som leverandør af rør, godkendt omfanget af X's kontrol med de producerede rør, og foretaget tredie parts kontrol hos X, ligesom A har forestået tilsynet med lægning af rørledningen.

Klagerne har anført, at A har påtaget sig en udstrakt løbende rådgivning og kontrol. I forbindelse hermed har A begået fejl ved ikke at være tilstrækkelig opmærksom på mulighederne for, at der som følge af produktionsmåden kunne opstå revner, og ved ikke at sikre, at den foreskrevne kontrol med produktion og nedlægning kunne konstatere sådanne revner, samt at den foreskrevne kontrol faktisk blev udført.

A har anført, at selskabet - i modsætning til hvad der var aftalt om gasprojektet - ikke har påtaget sig at yde teknisk rådgivning. Alle de opgaver, som A har udført, har været et led i certificeringen. A har ikke afgivet nogen garanti mod forekomsten af revner. Den foreskrevne kontrol hos X har i hvert fald været i overensstemmelse med den almindelig anerkendte fremgangsmåde, hvilket Energistyrelsen også har anerkendt. Den stikprøvevis foretagne tredie parts kontrol med produktionen har været effektiv. Der er heller ikke begået fejl ved tilsynet med lægningen af ledningen i Nordsøen. Arbejdsgangen har været i orden og kontrollen med svejsearbejdet korrekt.

Voldgiftsretten skal udtale

Et tidligere udkast til rammeaftalen var betegnet som rammeaftale om teknisk rådgivning og certificering. Ordene »teknisk rådgivning« udgik i den endelige aftale, efter A's begæring. Det må herefter lægges til grund, at A kun har ydet teknisk rådgivning, som har været nødvendig for at tilvejebringe certificeringsgrundlaget.

Voldgiftsretten finder ikke, at A har begået fejl ved sin godkendelse af produktionen og kontrollen hermed. Revner i rørenderne af den i sagen omhandlede art har ikke tidligere været rapporteret. Den godkendte kontrol stemte med internationale standarder, og erfaringerne med enderevner ved denne rørledning har ikke ført til, at de internationale standarder er blevet ændret. Det kan ikke tillægges betydning, at en af Tuboscope foreslået yderligere kontrol, som kunne have ført til opdagelse af revnerne, ikke blev foreskrevet. Denne form for kontrol havde ikke været foretaget med gasrørene, og den blev heller ikke foretaget ved erstatningsleverancen af olierør.

Den revne i rør nr. 375, som blev fundet ved stikprøvekontrol den 17. december 1981, kort efter at produktionen af rør var begyndt, burde udover henvendelsen til X have givet anledning til overvejelser om, hvorvidt kontrollen var tilstrækkelig effektiv eller burde forbedres, og om der eventuelt kunne være lignende revner i tidligere producerede rør. A's tilsyn med rørproduktionen findes her at have svigtet ved ikke tilstrækkelig effektivt at have søgt at få fastslået, hvad der var årsag til revnen, og hvad der kunne gøres for at sikre mod, at der var eller senere ville forekomme lignende revner i andre rør. Herved findes A at have pådraget sig et medansvar for de opståede skader, og det kan ikke fritage A for dette ansvar, at Z blev underrettet om revnen straks mundtligt og senere skriftligt.

Hvad endelig angår tilsynet med kontrollen i Nordsøen finder voldgiftsreten ikke, at A har begået nogen fejl. Kontrollen var tilrettelagt i overensstemmelse med aftalen og udført professionelt. Når det fra klagernes side er anført, at der skulle påhvile A en særlig forpligtelse som eneste gennemgående tilsynsmyndighed, bemærkes, at der ikke kan gives klagerne medhold heri.

Vedr. B.

Den 7. og 18. september 1981 indgik Z en rammeaftale med B som koordinator for B og F. Som typer af bistand nævner kontrakten rådgivningsbistand inden for institutionernes ekspertiseområde vedrørende kontrol af design af delprojekter, herunder kontrol af designforudsætninger, - principper, - metoder samt resultater. Udover disse opgaver skulle indklagede yde enhver rådgivning indenfor rådgiverens ekspertiseområde, som bygherren måtte ønske. I henhold hertil har B deltaget i prækvalifikationen af X og opfølgning heraf samt tredie parts kontrol hos X.

Klagerne har anført, at B ligesom A har begået fejl ved ikke at sikre, at den foreskrevne kontrol med produktionen hos X var egnet til at afsløre radiale revner i rørenderne, og at sådan kontrol faktisk blev udført. Klagerne har herved henvist til den kort efter rørproduktionens start konstaterede revne i rør nr. 375.

B har anført, at stål- og pladeproduktion ikke hører under instituttets ekspertiseområde, og at B derfor intet havde med denne del af produktionen at gøre. B kunne allerede som følge heraf ikke forudse det særlige problem med de radiale revner ved rørenderne og havde derfor intet grundlag for at kræve yderligere kontrol fra X. B har ikke begået fejl ved tilsynet med X's kontrol. Opdagelsen af rør nr. 375 gav anledning til intensiveret kontrol, men ikke til at foretage andre former for kontrol, og B fik end ikke lejlighed til at se røret.

Voldgiftsretten skal udtale

Af de samme grunde, som er anført foran, for så vidt angår A, findes B ikke at have begået fejl i forbindelse med forskrifterne for kontrol med rørproduktionen. Dette gælder så meget mere, som stål- og pladeproduktionen ikke hørte under B's ekspertiseområde.

Derimod findes B ligesom A at have pådraget sig et medansvar for de opståede skader ved ikke tilstrækkeligt effektivt at have opfulgt konstateringen af revnen i rør nr. 375. Det er i denne henseende ikke tilstrækkeligt, at man udbad sig en forklaring fra X og pålagde virksomheden at intensivere kontrollen. Det findes heller ikke at kunne fritage B for ansvar, at man ikke fik lejlighed til at undersøge rør nr. 375 nærmere. Da en sådan undersøgelse var vigtig, burde man straks have insisteret på at se røret.

Vedr. E

Den 19. november 1981 indgik Z entreprisekontrakt med E om udførelse af Nordsøolieledningen. Kontrakten henviste til specifikationerne af november 1981, hvori det er fastslået at alle svejsninger skal undersøges radiografisk, og at 5% af dem tillige skal undersøges med ultralyd, uden at dette må give anledning til urimelig udsættelse af arbejdet.

Klagerne har gjort gældende, at E som entreprenør har tilsidesat rimelige hensyn til Z som bygherre ved ikke at gøre opmærksom på, at rørene ikke opfyldte kravet i specifikationerne om at være uden revner.

E har anført, at selskabet modtog olierør, som i forvejen var certificeret af A, og selskabet skulle ikke undersøge rørenes kvalitet, men alene sammensvejse de leverede rør til en samlet ledning og nedlægge denne i havbunden. Svejsningerne ombord skulle kontrolleres. Disse opgaver er udført fejlfrit.

Voldgiftsretten skal udtale

Rørene blev leveret til E som en bygherreleverance. E skulle derfor alene påse, at de ikke var blevet beskadiget under transport og lagring, og at de af E foretagne svejsninger var korrekt udført. Den iværksatte kontrol var indrettet herpå og i overensstemmelse med kontrakten, ligesom kontrollen blev professionelt udført. Ved undersøgelse af røntgenfilm er revner i rørenderne og uskadelige skrammer hidrørende fra transporten vanskelige at skelne fra hinanden, hvilket støttes af, at ikke engang de efterfølgende laboratoriemæssige undersøgelser på land har ført til overensstemmende vurderinger af antallet af skadelige revner. Da rørene var certificeret, havde E ingen grund til at tro, at de kunne være behæftet med fejl, og E havde derfor ingen anledning til at være særligt opmærksom herpå. Desuagtet fandtes der i forbindelse med kontrol af svejsningerne et rør, som ved nærmere undersøgelse viste sig at indeholde en revne, hvilket der straks blev gjort opmærksom på.

Voldgiftsretten finder herefter intet grundlag for at fastlå, at E ikke skulle have opfyldt sine kontraktlige forpligtelser korrekt eller have tilsidesat rimelige hensyn til bygherren. E vil derfor allerede af den grund være at frifinde, og der findes ikke anledning til at gå ind på, om E, hvis stilling på flere punkter afviger fra de øvrige indklagedes, også af andre grunde måtte frifindes.

Vedr. C, herunder D

Ved rammeaftale af 1. marts 1982 med tilhørende delaftale nr. 3 af 18. maj 1982 antog Z C, herunder D, til at yde bistand med anlægsledelse og tilsyn m.v. ved udførelse af olieledningen fra platform Gorm E og til ilandføringen.

Klagerne har gjort gældende, at indklagede har begået fejl i forbindelse med kontrollen af røntgenfilm, dels ved ikke at sikre, at de inspektører, som foretog kontrollen, havde de fornødne kvalifikationer til at foretage denne, dels ved som bygherrens repræsentant at have undladt at gøre indsigelse mod lægning af rør, som ifølge røntgenfilmens udvisende ikke opfyldte de foreskrevne specifikationer om at være uden revner.

C har anført, at der ikke er begået fejl af de inspektører, som var antaget til at kontrollere røntgenfilm. Kontrollen angik de udførte svejsninger, og der var ingen grund til at antage, at der kunne være fejl ved rørene, som var certificeret. Der blev gjort indsigelse første gang, der på en røntgenfilm forekom indikationer, som skønnedes at være en revne i et rør.

Voldgiftsretten skal udtale

Af de foran vedrørende E anførte grunde findes der ikke grundlag for at fastslå, at der ved den af C som bygherrens repræsentant ombord i læggefartøjet foretagne kontrol er begået nogen fejl ved, at revnerne i nogle tidligere lagte rør ikke er blevet opdaget ved den foretagne kontrol. Der findes heller ikke at være begået fejl af C ved tilrettelæggelse af kontrollen eller i forbindelse med antagelse af inspektørerne, mod hvis uddannelse og praktiske erfaring med hensyn til at udføre røntgenfilmkontrollen der ikke er grundlag for at gøre indvendinger. Voldgiftsretten finder derfor intet grundlag for at pålægge C ansvar for mangelfuld kontrol.

Ansvarsgrundlaget

I rammeaftalerne med A og B findes i realiteten enslydende bestemmelser om, at Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning & Bistand (ABR 75) skal være gældende i det omfang, der ikke i aftalen er angivet en anden bestemmelse. I aftalen med C er henvist til aftalen om naturgas, som indeholder en ligelydende bestemmelse. Alle tre aftaler indeholder en bestemmelse om ansvar, hvorefter de pågældende er ansvarlige over for Z efter dansk rets almindelige regler. Aftalerne med A og C indeholder tillige ordene »med nedenfor angivne ændringer eller tilføjelser«, medens disse ord ikke findes i aftalen med B. Alle tre aftaler indeholder en fra ABR pkt. 6.2.3. afvigende bestemmelse om forældelse samt regler om ansvarsbegrænsning og forsikring.

Klagerne har gjort gældende, at det i kontrakten udtrykkeligt er fastslået, at dansk rets almindelige regler og ikke ABR gælder som ansvarsgrundlag, hvilket navnlig har den betydning, at de indklagede hæfter solidarisk, og at deres ansvar ikke er subsidiært. Selv om ABR anses gældende, kan bestemmelsen i 6.2.6. om subsidiært ansvar for tilsyn ikke anvendes, dels fordi de indklagede har påtaget sig mere end blot tilsyn, dels fordi det tab, som klagerne har lidt, er forårsaget af, at de indklagede ikke rettidigt - d.v.s. før rørene blev nedlagt - har påtalt, at disse ikke var kontraktsmæssige.

De indklagede har gjort gældende, at såvel ABR som aftalens ansvarsregler er gældende. Ansvarsreglerne i ABR må derfor anvendes på alle de punkter, hvor der ikke er gjort afvigelse ved en udtrykkelig bestemmelse i aftalen. Da hverken ABR 6.2.5. eller 6.2.6. er fraveget, må disse anvendes. De fejl, som sagen angår, er tilsynsfejl, ikke projekteringsfejl, og de indklagedes ansvar er derfor subsidiært.

Voldgiftsretten skal udtale

Den i aftalernes særlige ansvarsbestemmelse indeholdte helt generelle henvisning til, at rådgiveren er ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler, hvilket kun er en gentagelse af reglen i ABR 6.2.1., kan ikke føre til, at andre af ABR's erstatningsregler end den udtrykkelig nævnte i 6.2.3. også er fraveget. Reglerne i 6.2.5. om pro ratahæftelse og i 6.2.6. om subsidiært ansvar må derfor anses for gældende. Ansvaret for A og B hviler på, at disse ikke foretog en tilstrækkelig opfølgening af den ved kontrollen konstaterede fejl ved rør nr. 375. Dette må anses for en fejl ved kontrollen af, om X's ydelse var kontraktmæssig, og således omfattet af 6.2.6., og det kan ikke gøre nogen forskel, at en bedre undersøgelse af, hvorledes fejlen var opstået, eventuelt kunne have medført, at den foreskrevne kontrol blev ændret. Fejlene har ikke medført, at klagerne blev afskåret fra at gøre ansvar for tabet eller nogen del deraf gældende mod X. Det fastslåede ansvar for A og B er derfor bortfaldet.

Ansvarsbegrænsning

De tre rammeaftaler indeholder en bestemmelse om, at det omhandlede ansvar for fejl og forsømmelser er begrænset til det til enhver tid gældende maksimum for de for Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) normalt gældende forsikringer. Ansvaret er endvidere begrænset til maksimalt 10 sådanne enkeltskader pr. år. I aftalerne med B og C er endvidere anført, at maksimum pr. enkeltskade for tiden udgør 7,8 mill. kr.

Klagerne har gjort gældende, at maksimum i de tre aftaler må være ens og for 1981 udgjorde 9.308.800 kr. og for 1982 10.049.200 kr. pr. enkeltskade.

A har anført, at det korrekte begrænsningsbeløb på anmeldelsestidspunktet var 1.537.620 kr.

Klagerne har endvidere gjort gældende, at der foreligger en enkeltskade hver gang et olierør med en skadelig revne fejlagtigt er gået gennem kontrollen, og at begrænsningen til 10 enkeltskader pr. år naturligt må forstås som 10 enkeltskader pr. kalenderår.

De indklagede har anført, at enkeltskader må forstås som angivet i FRI's sædvanlige forsikringsbestemmelser, og at der derfor kun foreligger een skade. I øvrigt har forsikringsgruppen og Z i deres indbyrdes forhold lagt til grund, at skaden på olieledningen kun er een forsikringsbegivenhed. Skade pr. år må forstås som enten pr. forsikringsår eller som 12 måneder fra det første rør med skade blev leveret, men uanset hvilken af disse fortolkninger man anvender, er skaderne sket indenfor eet år.

Voldgiftsretten skal udtale

Aftalen med A fastslår, at ansvaret for en enkeltskade er begrænset til det til enhver tid gældende maksimum for FRI's forsikringer. Klagerne har ikke bestridt, at dette på det for denne sag afgørende tidspunkt var 1.537.620 kr. som af A anført. Selv om det ville have været nærliggende at fastsætte maksimum til samme beløb i alle tre rammeaftaler, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at beløbet på 7,8 mill. kr. ikke har været nævnt under forhandlingerne mellem Z og A, og det har i hvert fald ikke været klart tilkendegivet, at dette beløb skulle gælde som ansvarsbegrænsning. Voldgiftsretten giver derfor A medhold på dette punkt.

Ansvarsbegrænsningen til 10 enkeltskader pr.år står i samme afsnit i aftalernes ansvarsbestemmelse som den beløbsmæssige begrænsning pr. enkeltskade. Om denne begrænsning henviser bestemmelsen til de for FRI normalt gældende forsikringer. Disse forsikringers definition af enkeltskade må derfor også lægges til grund. Da kravet mod de indklagede skyldes påstået utilstrækkelig kontrol med de af X leverede rør, kan der kun anses at foreligge een enkeltskade.

Betydningen af forliget med X.

Der er enighed mellem parterne om, at de indklagede, efter at Z har indgået forlig med X, er afskåret fra at gøre regres mod X for beløb, som det eventuelt bliver pålagt dem at betale i erstatning.

Klagerne har gjort gældende, at indgåelsen af forlig med X ikke afskærer dem fra at kræve erstatning hos de indklagede, når disse blot bliver stillet, som om X havde været inddraget under sagen. Det afgørende for ansvarets fordeling bliver herefter, hvor stor en del af erstatningen der endeligt ville blive pålagt X. Klagerne har nedsat kravet mod de indklagede til 2/3 af det samlede erstatningskrav svarende til, at 1/3 af kravet påhviler X, hvilket betyder, at klagerne selv bærer 20 mill kr. Om dette er en rimelig fordeling, må voldgiftsretten afgøre.

Alle er enige om, at X er ansvarlig, men X kunne med føje gøre gældende, at virksomheden havde grund til at antage, at de af A og B stillede krav til kontrol og den yderligere kontrol ved lægning af rørledningen kunne have forhindret skade af det foreliggende omfang. Endvidere kunne X overfor Z have påberåbt sig, at manglerne ved rørene burde have været opdaget tidligere, og at Z derfor har mistet sine beføjelser i medfør af princippet i købelovens §§ 47, 51 og 52, hvilket de indklagede er skyld i.

De indklagede har anført, at de ikke har deltaget i forhandlingerne med X. Hvis forliget ikke var blevet indgået, ville de have haft regres mod X, der har leveret en vare med mangler, men er ved forliget blevet afskåret herfra. I øvrigt er de indklagedes ansvar i medfør af ABR kun subsidiært. Endelig kan voldgiftsretten ikke tage stilling til X's mulige regres, når X ikke er part i sagen.

Voldgiftsretten skal udtale

Udgangspunktet må være, at ansvaret for den opståede skade fuldt ud må påhvile X, som har leveret rør, der var behæftet med fejl. Selv om klagerne ved at indgå forlig med X har afskåret A og B fra at gøre regres mod leverandøren, findes dette dog ikke i sig selv at burde afskære klagerne fra muligheden for under denne sag at få pålagt disse indklagede ansvar i det omfang, hvori de i forhold til X endeligt skulle udrede erstatningen, eller udrede erstatning, fordi X ikke er istand til at betale denne. Risikoen for, at sagen ikke kan belyses tilstrækkeligt, fordi X ikke er part, må imidlertid påhvile klagerne. Voldgiftsretten finder ikke i de foreliggende oplysninger grundlag for at fastlså, at A og B endeligt skulle bære nogen del af tabet, eller at X skulle være ude af stand til at erstatte dette, og ville derfor i hvert fald frifinde de indklagede for ansvar som følge af det indgåede forlig.

Betydningen af Z's entrepriseforsikring.

Klagerne har gjort gældende, at de indklagede ikke er dækket af den af Z tegnede forsikring. Denne, der efter krav fra Z er tegnet som international entrepriseforsikring, er en kombination af en tingsforsikring og en ansvarsforsikring. Alle de indklagede er forsåvidt forsikrede i medfør af policen. Skaderne er ikke omfattet af ansvarsforsikringen, der udtrykkelig undtager genstande, der omfattes af forsikredes kontraktarbejde. Skaderne er derimod dækket af tingsforsikringen, men kun i det omfang den forsikrede bar risikoen for tingen. Dette støttes også af kravet om, at der skulle tegnes selvstændige ansvarsforsikringer. A, B og C har ikke på noget tidspunkt båret risikoen for rørene eller olieledningen.

A, B og C har anført at de må anses for dækket af forsikringen og har herved henvist til, at de er forsikrede, og at forsikringen også dækker skade som følge af materialefejl. Den af klagerne påberåbte risikobegrænsning fremgår ikke af policens bestemmelse, hvilket må komme klagerne til skade.

Voldgiftsretten skal udtale

Der må gives de indklagede medhold i, at det - muligvis fordi policen er en oversættelse - ikke efter ordlyden er særlig klart, at de indklagedes ansvar under denne sag ikke skulle være dækket af tingsforsikringen, således at forsikringsgruppens adgang til regres er begrænset i overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 18.

Da vilkårene for forsikringen efter det oplyste er affattet i overensstemmelse med en gængs international entrepriseforsikring, om hvis nærmere forståelse i udlandet der intet er oplyst, mener voldgiftsretten ikke at burde udtale sig om fortolkningen, når dette spørgsmål er uden betydning for afgørelsen af den foreliggende sag.

Udskiftning eller reparation.

Klagerne har gjort gældende, at de i begyndelsen af 1983 var nødsaget til at træffe endelig beslutning om, hvorvidt 42 km. strækningen skulle repareres eller udskiftes, for at ledningen kunne blive færdig rettidigt. En forsinket færdiggørelse ville have medført langt større tab end de i denne sag omhandlede. Der var derfor ikke tid til at iværksætte yderligere undersøgelser. Der måtte på det tidspunkt regnes med 24 reparationskrævende revner på 42 km. strækningen, og Energistyrelsen forlangte, at reparationer blev foretaget i form af undervandssvejsninger, hvilket ville have været dyrere end en omlægning. Z's beslutning kan derfor ikke kritiseres og ikke føre til nedsættelse af det fremsatte erstatningskrav.

De indklagede har anført, at det ikke har været nødvendigt at omlægge 42 km. strækningen. Det havde højst været nødvendigt at foretage en enkelt reparation. Der havde været tilstrækkelig tid til at få foretaget de yderligere undersøgelser, som var blevet foreslået fra forskellig side. Endelig kan det ikke forlanges, at de indklagede afholder udgiftene ved at bringe ledningen i den stand, som var krævet i kontrakten med X, når ledningen blot gøres »fit for purpose«.

Voldgiftsretten skal udtale

Rørene til olieledningen var krævet leveret fri for revner. Da det i maj 1982 konstateredes, at der alligevel var revne i et rør, og det derfor måtte antages, at der også kunne forekomme skadelige revner i rør, som allerede var nedlagt i Nordsøen, måtte Z træffe bestemmelse, om der skulle foretages noget i den anledning. Der var begrænset tid til at træffe afgørelse, fordi gasledningen skulle være færdig til prøvekørsel den 1. juli 1984. Det var endvidere en absolut forudsætning, at afhjælpning blev foretaget på en sådan måde, at olieledningen kunne certificeres af A og godkendes af Energistyrelsen.

Da den endelige afgørelse blev truffet i februar 1983, havde Z grund til at antage, at der kunne være 24 revner, som var af en sådan art, at de krævede reparation. Energistyrelsen havde udtalt, at undervandssvejsning var den eneste metode, som med de da foreliggende oplysninger kunne betragtes som tilfredsstillende. Der var på det tidspunkt ikke tilstrækkelig tid til at foretage yderligere undersøgelser med henblik på at få antallet af reparationskrævende revner nøjere fastlagt og at opnå A's og Energistyrelsens godkendelse af en anden reparationsmetode end undervandssvejsning. Undervandssvejsning af indtil 24 revner måtte - også efter de erfaringer, der blev gjort med senere reparationer af olieledningen - antages at være dyrere, uden at der opnåedes samme sikkerhed som ved en omlægning af ledningen. Voldgiftsretten finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Z bestemte, at ledningen skulle omlægges.

Derimod må der gives de indklagede medhold i, at det med de oplysninger, der foreligger idag, havde været muligt at lade ledningen ligge og begrænse afhjælpningen til reparation af et mindre antal skader. Ved reparation af en enkelt eller enkelte revner må det antages, at 42 km. strækningen ville være lige så god som 25 km. strækningen, som er certificeret og godkendt som led i olieledningen. Spørgsmålet er derfor, om disse oplysninger kunne have været tilvejebragt, inden Z traf den endelige beslutning om omlægning. Som grundlag for bedømmelse af fejlramte anlæg var det allerede på det tidspunkt gængs teknik at foretage en undersøgelse af omfanget og en nærmere karakterisering af defekterne, hvilket blev iværksat, at foretage en bedømmelse af rørenes styrkeegenskaber, hvilket først blev påbegyndt af S efter nytår 1983, at undersøge de belastningssituationer, som ledningen var dimensioneret til at kunne modstå og at foretage brudmekaniske risikoberegninger. Det var muligt at opnå den fornødne ekspertise hertil indenfor Europas grænser. Såfremt Z havde inddraget en havariekspert i arbejdet, hvilket var i overensstemmelse med Z's filosofi om at købe ekspertise udefra, kunne dette være gennemført i den resterende del af 1982. Z ville derved have opnået et bedre grundlag for at træffe sin afgørelse, hvilket kunne have ført til en billigere afhjælpning. Voldgiftsretten kan dog ikke fastslå, at det ville have ført til anden beslutning end omlægning, idet dette også ville afhænge af den stilling, som myndighederne tog til spørgsmålet om godkendelse, og af de politiske betingelser.

Forinden Z besluttede at nedlægge en ny rørledning på 42 km. strækningen, havde C tiltrådt en sådan beslutning. D var dog af den opfattelse, at en tilstrækkelig sikker rørledning kunne opnås på en langt billigere måde ved reparation af de største og farligste revner. Det var uenigheden vedrørende dette spørgsmål, som førte til D's udtræden af C. Når D ikke er omfattet af 2. led i klagernes alternative påstand, skyldes det D's stilling til spørgsmålet om udskiftning.

Voldgiftsretten finder ikke, at det kan kritiseres, at C på grundlag af de da foreliggende oplysninger tiltrådte Z's beslutning, og finder heller ikke, at det kan lægges C til last, at de ønskelige oplysninger ikke blev tilvejebragt tidligere. Z havde erklæret, at selskabet selv ville lede bestræbelserne for at fastslå, hvad der skulle foretages i anledning af de konstaterede mangler ved olieledningen. Det kan ikke fastslås, at C ikke har foretaget eller ladet foretage de undersøgelser, der blev anmodet om, eller at der skulle være fejl heri, ligesom de af C dragne konklusioner af de foretagne undersøgelser ikke kan kritiseres. Der ville derfor ikke være gundlag for at tage klagernes alternative påstand overfor denne indklagede til følge.

Efter det anførte frifinder voldgiftsretten alle de indklagede.

I sagsomkostninger betaler klagerne 3 mill. kr. til E. Til C og D skal ialt betales 2 mill. kr., der fordeles med 1.500.000 kr. til C og 500.000 kr. til D. A og B skal bære deres egne omkostninger.

Klagerne betaler udgifterne ved voldgiftsrettens behandling af sagen.

Thi bestemmes

A, B, C, D og E frifindes.

Klagerne, Forsikringsgruppen ved T A/S og R A/S, og Z A/S betaler inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse i sagsomkostninger 3 mill. kr. til E, 1.500.000 kr. til C og 500.000 kr. til D. Iøvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part.

Klagerne betaler udgifterne ved sagens behandling ved voldgiftsretten efter påkrav.

København den 25. oktober 1988 Johannes Bangert Erik Bjerregaard Poul Rønnov Jørgen Brødsgaard Ingvard Rasmussen P.v.c. Charlotte Fabricius

I forbindelse med nedlægningen af olierør i Nordsøen konstateredes revner i rør, hvilket medførte omlægning af 42 km rørledning.

Frifindelse af de tekniske rådgivere, fordi ansvaret grundet utilstrækkelig opfølgning af en konstateret fejl, fandtes at være bortfaldet efter reglen i Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand -ABR 75- 6.2.6, samt af entreprenøren, fordi han ikke fandtes at have haft grund til at tro, at rørene kunne være behæftet med fejl.