Utilstrækkelig inddragelse af nabo ved skelberigtigelse og inhabilitet ved skelsætningsforretning. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Utilstrækkelig inddragelse af nabo ved skelberigtigelse og inhabilitet ved skelsætningsforretning. (* 1)
I Landinspektørnævnets sag nr. 114: Jørgensen, mod landinspektør B, afsagde nævnet den 11. oktober 1988 følgende
-KENDELSE
Ved skrivelse af 15. juni 1988 har fru Jørgensen klaget til Landinspektørnævnet over landinspektør B. Jørgensen, der er ejer af ejendommen matr.nr. 2b Nyby By, klager over landinspektørens sagsbehandling i forbindelse med fastlæggelse af skellet mellem hendes ejendom og naboejendommen matr.nr. 19b smst.
Det fremgår af sagen, at den tidligere ejer af matr.nr. 19b, Jensen, i april 1986 i forbindelse med salg af ejendommen til Larsen rekvirerede landinspektør B til at afmærke skellene for matr.nr. 19b.
Opmåling og afmærkning af grænsen mod Jørgensens ejendom blev foretaget i februar 1987, og den 5. maj 1987 tilskrev landinspektøren Jørgensen således
»Hermed fremsendes en bemyndigelse til berigtigelse af matrikelkortet for så vidt angår grænsen mellem Deres ejendom matr.nr. 2b Nyby By, og den Larsen tilhørende ejendom matr.nr. 19b smst. Skellet A - B - C - D fremtræder i marken som midte af et levende hegn og har således bestået i alderstid. Bemyndigelsen bedes venligst underskrevet og tilbagesendt hertil i vedlagte svarkuvert inden 14 dage, eller såfremt De har spørgsmål, De ønsker besvaret, bedes De venligst rette henvendelse her til kontoret inden 14 dage.«
Jørgensens søn, Niels Jørgensen, meddelte telefonisk den 18. maj 1987, at han ikke kunne godkende de afmærkede grænser og oplyste samtidig, at naboen havde fældet enkelte træer.
Der blev herefter på begæring af ejeren af matr.nr. 19b indvarslet til skelsætningsforretning den 10. juni 1987. Skelsætningsforretningen blev afholdt den 11. juli 1987 med deltagelse af to hegnsynsmænd efter Jørgensens ønske. Parterne indgik forlig om skellet, medens spørgsmålet om omkostningernes fordeling blev henvist til rids udfærdiget i februar 1987, hvorpå skellet er angivet med bogstaverne A - B C.
Det fremgår af det for Landinspektørnævnet foreliggende, at klageren tillige har indgivet klage vedrørende samme forretning til Matrikeldirektoratet. Direktoratet har i en skrivelse af 14. september 1988 til klageren bl.a. meddelt følgende
-»Angående skelsætningsforretningen.
Efter bestemmelserne i landinspektørloven (lovbekendtgørelse nr. 390 af 12. juli 1977) må en praktiserende landinspektør ikke udføre matrikulært arbejde, når han er interesseret i sagen på en måde, der kan vække tvivl om hans upartiskhed. En sådan form for inhabilitet kan foreligge ved skelsætningsforretninger, hvis landinspektøren tidligere har afsat eller genafsat det skel, der er strid om.
Det er ikke afgørende for spørgsmålet om inhabilitet, om kun den ene af parterne er vidende om, at skellet har været afsat tidligere. Det er derimod afgørende, om landinspektøren tidligere har taget stilling til, hvor han mener, at skellets rette beliggenhed er, og har fastlagt det skel, der strides om.
Efter de oplysninger, der nu foreligger om landinspektør B's fastlæggelse af skellet mellem matr.nr. 2b og 19b forud for skelsætningsforretningen, er det Matrikeldirektoratets opfattelse, at landinspektør B har været inhabil til at lede skelsætningsforretningen. Matrikeldirektoratets afgørelse kan indankes for domstolene.
Det forhold, at landinspektøren var inhabil, medfører ikke i sig selv, at skelsætningen er ugyldig, men derimod at skelsætningsforretningen bliver anfægtelig. Det betyder, at enhver af parterne kan kræve, at skelsætningsforretningen genoptages og udføres af en anden landinspektør.«
I klagen til Landinspektørnævnet hedder det bl.a.
»Jeg har fra landinspektør B modtaget en regning den 22/3-88, hvor jeg gerne vil have flere punkter belyst, min søn Niels Jørgensen, har derfor ringet til kontoret, men vi får altid at vide at vedkommende er ude at måle op, og der bliver ikke ringet tilbage. Derfor har vi sendt 2 anbefalede breve til B, men når min søn spørger om de ikke har modtaget dem, bliver der svaret, at det er der ikke nogen der kender noget til, det syntes jeg er mærkeligt.
Da vi kommer over for at besigtige skelpælene, var der ikke en af dem, som stod således, at jeg kunne acceptere dette, og med stor sorg, så vi at naboen havde fjernet det levende hegn og skåret grene af træer der stod et godt stykke inde på min grund, samt fjernet det levende hegn og skåret grene af træer, der stod et godt stykke inde på grunden. Ligeledes var der fjernet et mindre hegn, bestående af 4 lave pæle med en lægte på tværs.
- - - -
Naboen havde også placeret cement støtterne til stolperne, som skulle holde et plankeværk, der samtidig skulle fungere som væg for en carport. Her er tale om en ombytning af et levende hegn og det var kun til naboens egen fordel og jeg har kun fået ulempe af dette. Hvis B havde fulgt gældende regler og desuden målt rigtigt, havde det ikke været nødvendigt at foretage dette overgreb på træerne og min have. Disse cement støttere stod alt for langt inde på min grund, og jeg forstår stadig ikke hvorfor man ikke spurgte inden alt dette blev foretaget.
- - - -
Hele sagen beløber sig til 25.000 kr., min andel er nu 8.256,70 kr., og der løber hele tiden renter på. Når jeg spørger B, kan jeg ikke få en tilfredsstillende forklaring, hvorfor skal jeg betale så mange penge, det virker mærkeligt, at det er umuligt at redegøre for dette stykke arbejde, og det virker forkert, når det ikke er mig der har rekvireret landinspektøren.
Landinspektøren havde arbejdet på denne sag i over et år og ville have afsluttet den, for som han sagde det blev dyrt for vores nabo, men det er det da også blevet for mig, men jeg mener at når han har arbejdet på sagen i over et år, hvorfor giver han mig kun 14 dage til at besigtige arbejdet i.
- - - -
Hvorfor henvendte landinspektøren sig ikke til teknisk forvaltning, om de lå inde med oplysninger i Lilleby kommune, det har han ikke gjort, det er blevet bekræftet af teknisk forvaltning. Eller han kunne have kontaktet mig, det er trods alt mig der kender mest til forholdene, da huset har tilhørt familien siden 1902, hvor det blev bygget. - - Der er heller ikke på noget tidspunkt oplyst os om der var anke mulighed og vi fik heller ikke nogen anke vejledning.- - - »
Under møde for Landinspektørnævnet den 16. september 1988 har landinspektør B henholdt sig til sin skrivelse af 6. juli 1988 til Landinspektørnævnet, hvori han har redegjort for sagens forløb. Landinspektøren har yderligere forklaret, at der er tale om en gammel udstykning, og at ejeren (den nye køber) af matr.nr. 19b i første omgang specielt ønskede at få fastslået skellet mod matr.nr. 2a, men han ønskede også at få fastlagt skellet mod klagerens ejendom matr.nr. 2b. Da landinspektøren var klar over, at klageren benyttede ejendommen som sommerhus, fremsendte han den 5. maj 1987 en bemyndigelse til berigtigelse af matrikelkortet til Jørgensen. Han er klar over, at loven ikke hjemler nogen frist på 14 dage, men ejeren af matr.nr. 19b ønskede sagen fremmet mest muligt, idet han stod i færd med at opføre en carport. Han afmærkede skellet som midten af det levende hegn, en hæk. Det er hans opfattelse, at han ved fremsendelsen af situationsplan, bemyndigelseserklæring og gennem telefonsamtaler med klagerens søn har overholdt de regler, der gælder ifølge udstykningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2. Han havde udtrykkelig gjort opmærksom på, at det var mindst omkostningskrævende at få skellet fastlagt igennem en berigtigelseserklæring. Næste skridt ville være en egentlig skelsætningsforretning, som er betydelig dyrere. Han var ikke på det tidspunkt opmærksom på, at han ville være inhabil ved foretagelsen af en sådan forretning.
Landinspektør B har vedrørende fastlæggelsen af skellet mod matr.nr. 2b nærmere forklaret, at dette skete efter forholdene i marken og efter hans vurdering, og uden at ejeren af matr.nr. 19b, Larsen, blandede sig i det. Skellet blev afmærket med skelpæle og med en rød markeringspæl i februar måned 1987. Når han anvendte skelpæle var det for over for Jørgensen at markere, hvor skellet efter hans opfattelse skulle gå. Han gjorde udtrykkelig Larsen opmærksom på, at skelafmærkningen ikke var endelig, før naboen var hørt. Larsen måtte således intet foretage sig i forhold til hegnet, før naboen havde godkendt skellet. Han gik ud fra, at Jørgensen kunne være kommet ned på ejendommen inden for den fastsatte frist for at diskutere forholdene, hvis hun ikke var tilfreds med afgørelsen. Fru Jørgensens søn, Niels Jørgensen, gav telefonisk udtryk for, at han ikke kunne godkende punkterne. Det er landinspektør B's opfattelse, at Niels Jørgensen var meget negativ i sin indstilling til at medvirke til fastlæggelsen af skellet. Der kom under telefonsamtalen ikke noget frem om, hvad Niels Jørgensen eventuelt kunne godkende.
Da han ikke modtog nogen berigtigelseserklæring fra Jørgensen, så han det kun muligt at få skellet fastlagt ved indkaldelse til en skelsætningsforretning. Fru Jørgensen gjorde opmærksom på, at hun ønskede hegnsynets medvirken. I skelsætningsforretningen, der fandt sted den 11. juli 1987, optrådte - i henhold til fuldmagt - Niels Jørgensen på Jørgensens vegne. Fru Jørgensen og hendes datter, var også til stede. Herudover deltog to hegnsynsmænd i forretningen samt fru og hr. Larsen. Man diskuterede de skelmærker, der var afsat i februar måned, og en skelpæl mellem punkterne B og C blev, så vidt han husker, flyttet ca. 20 cm. Larsen, der havde fældet nogle træer, blev af hegnsynet pålagt at opsætte et nyt hegn og betale omkostningerne herved. Såvel Niels Jørgensen som Larsen godkendte den nu foreliggende skelafsætning, og han gik herefter ud fra, at sagen var bragt til ende, og at carporten kunne opføres. Han havde forinden orienteret parterne - fru Jørgensen telefonisk - så vidt han husker, om, at de begge kunne blive pålagt omkostninger i forbindelse med skelsætningsforretningen afhængigt af, hvorledes skellet blev afsat. Det var hans opfattelse, at skellet på det stykke, hvor der var plantet hyldetræer, ikke var tilstrækkelig klart til, at hele udgiften kunne pålægges Larsen eller dennes sælger. For så vidt angår hegnsynets medvirken kontaktede han telefonisk hegnsynsformanden og gjorde ham opmærksom på, at det dels drejede sig om udskiftning af et hegn og dels om fordeling af omkostninger i forbindelse med skelsætningsforretningen. Han har ikke gjort hegnsynsmændene bekendt med udstykningslovens § 28. Han præciserer, at skelsætningsforretningen alene vedrører punkterne A, B og C.
Niels Jørgensen har forklaret, at det ikke er rigtigt at tale om et sommerhus. Huset er en udlejningsejendom. Huset stod tomt i den periode, hvor skelafsætningen blev foretaget. Niels Jørgensen og hans moder er utilfredse med, at de så sent blev orienteret om, hvad der foregik på ejendommen. Larsens kone oplyste over for ham, at det var fordi man ikke vidste, hvem der ejede ejendommen. Det er ikke rigtigt, at han ikke har erklæret sig villig til at medvirke til at forsøge at fastlægge skellet. Efter at have modtaget landinspektør B« skrivelse med 14-dages fristen tog han sammen med sin moder og sin søster over på ejendommen. Han var der i Store Bededagsferien den 15. maj 1987 og traf Larsen på stedet. Han havde ikke orienteret landinspektør B om, at han ville komme til stede. Det anså han ikke for nødvendigt og i øvrigt gik han ud fra, at kontoret var lukket i Store Bededagsferien. De skelpæle, der blev sat ved skelsætningsforretningen, er ikke helt identiske med den skelafmærkning, landinspektør B tidligere havde foretaget. Bl.a. var nogle cementstøtter til brug for et plankeværk anbragt for langt inde på hans moders grund, og disse cementstøtter, der nu er belagt med stolperne, skal væk, idet hækken ellers vil slå et slag ind på hans moders grund. Også hegnsynsmændene gav senere hen udtryk for overraskelse over, at sagen skulle få det omfang. De opfattede nærmest forretningen som et hegnsynsmøde. Landinspektør B gav under forretningen udtryk for, at sagen har været kompliceret, fordi der ikke kunne skaffes kort af nyere dato. Dette vil Niels Jørgensen bestride, idet han mener, at der er arbejdet med opmåling i området.
Han er utilfreds med, at hans moder kommer til at betale et opmålingsarbejde, der tillige omfatter matr.nr. 2k, 19b og 2a. Det er hans opfattelse, at baggrunden for det hele har været at skaffe vejadgang for matr.nr. 19b ad vejen langs nordøstskellet for matr.nr. 2b. Han er endvidere utilfreds med, at skelpælen ved punkt A er anbragt ikke ved hækken, men et stykke inde ved en cementkumme, som familien har brugt til at samle kompost i. Han tør ikke udtale sig om, om pælen stod det samme sted, da de indgik forlig.
Han mener endvidere, at betalingen af de godt 8.000 kr. tillige dækker vejretten for matr.nr. 19b.
Han har forevist et kort, der er dateret 21. november 1981, udarbejdet af landinspektør D.
Opmålingschef Dilling har med hensyn til det foreviste kort fra 1981 bemærket, at kortet alene viser en vej indtegnet på det hidtil gældende matrikelkort, og som ikke berører de af sagen omhandlede ejendomme.
Landinspektør B har til klagerens forklaring bemærket, at de foretagne opmålinger af ejendommene har været nødvendige og relevante. Skelpunkterne A, B og C blev gennemgået på stedet, og A blev anbragt ved hækken. Han kan selvfølgelig ikke udtale sig om, hvor punktet står i dag.
Han agter ikke at indbringe Matrikeldirektoratets afgørelse om habilitetsspørgsmålet for domstolene. Han er ikke uenig heri.
Nævnet skal udtale
Landinspektørnævnet skal indledningsvis bemærke, at reglerne i udstykningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2 angiver den fremgangsmåde, som landinspektøren skal følge ved fastsættelse af skel. Efter nævnets opfattelse vil landinspektøren ofte kunne bidrage til, at en sag om afsætning af en ejendomsgrænse ikke får et unødvendigt omfang. Efter det foreliggende må det lægges til grund, at landinspektør B ikke har gjort tilstrækkeligt for at inddrage klageren i en forhandling, men i stedet har indkaldt til en skelsætningsforretning. Nævnet lægger efter den afgørelse, der i så henseende er truffet af Matrikeldirektoratet til grund, at landinspektøren må anses for at have været inhabil i forbindelse med foretagelse af skelsætningsforretningen og finder, at landinspektøren burde have været opmærksom på den form for inhabilitet, der kan foreligge, hvis landinspektøren tidligere har afsat det skel, der er strid om.
Det havde været ønskeligt, om landinspektøren i forbindelse med omkostningsfordelingen havde orienteret hegnsynsmændene om de gældende bestemmelser.
Nævnet finder herudover anledning til at påtale, at sagen indeholder en del datofejl og andre unøjagtigheder.
Efter en samlet bedømmelse af de forhold fra landinspektørens side, der har givet anledning til kritik, findes der i medfør af landinspektørlovens § 10 at burde tildeles landinspektør B run en irettesættelse.
-Thi bestemmes
Landinspektør B tildeles en irettesættelse.
Dilling. Sigrid Ballund. N.O. Nauntofte.
(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 34. bind, side 361.
En landinspektør fastlægger et skel efter anmodning fra en grundejer.
Ejeren af naboejendommen har fast bopæl i en anden landsdel, hvorfor naboejendommen kun lejlighedsvis er beboet. Efter at have fastlagt og afmærket skellet fremsender landinspektøren en bemyndigelseserklæring til skelberigtigelse til naboens underskrift og giver en svarfrist på 14 dage. Naboen meddeler landinspektøren telefonisk inden den af landinspektøren fastsatte frist, at man ikke kan godkende de afmærkede grænser. Tre uger efter denne telefonsamtale indvarsler landinspektøren til skelsætningsforretning, som han selv leder. Landinspektørnævnet udtaler, at det må lægges til grund, at landinspektøren ikke har gjort tilstrækkeligt for at inddrage naboen i forhandling, men i stedet indkaldt til skelsætningsforretning. Nævnet anser også landinspektøren for at have været inhabil i forbindelse med skelsætningsforretningen og finder, at landinspektøren burde have været opmærksom på den form for inhabilitet, der kan foreligge, hvis landinspektøren tidligere har afsat det skel, der er strid om.