Boligstøtte - Efterfølgende ændret den skattepligtige indkomst - Genoptagelse af tilbagebetalingskravet
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - Efterfølgende ændret den skattepligtige indkomst - Genoptagelse af tilbagebetalingskravet
Boligstyrelsen har fra Amtsankenævnet i Ribe Amt modtaget skrivelse af 15. januar 1988 (j.nr. 0614.624), hvori De på vegne af N.N., klager over nævnets afgørelse af 6. januar 1988 vedrørende tilbagebetaling af for meget modtaget boligsikring for perioden 1. juli 1984 - 31. december 1985.
Amtsankenævnet fastholder ved sagens fremsendelse til Boligstyrelsen den trufne afgørelse.
Det fremgår af Deres skrivelse, at N.N. ved kendelse af 13. marts 1987 fik stadfæstet en gældssanering, hvorefter gæld stiftet før 1. januar 1983 bortfaldt ved betaling af en dividende på godt 7 pct. Videre fremgår, at gældssaneringen indebar udbetaling af en overskydende skat på ca. 33.000 kr., idet en del af N.N.'s rentebyrde blev betalt qua gældssaneringen. N.N.'s skattepligtige indkomst for årene 1983-1984 blev som følge heraf nedsat med rentefradraget.
De anfører, at De finder, det er af principiel betydning, om et fremsat tilbagebetalingskrav kan fastholdes uændret til trods for, at den skattepligtige indkomst for de år, tilbagebetalingskravet vedrører, efterfølgende nedsættes.
I denne anledning skal Boligstyrelsen meddele, at ifølge § 63, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte kan Amtsankenævnets afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Boligstyrelsen kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.
Man skal videre meddele, at husstandsindkomsten efter boligstøttelovens § 7 skal opgøres efter reglerne i lov om socialindkomst. Ifølge socialindkomstlovens § 2, stk. 1, nr. 1, henregnes til socialindkomsten enhver indkomst, der henføres til eller indgår i den skattepligtige almindelige indkomst.
Ifølge § 38, stk. 3, i boligstøtteloven skal boligstøttemodtageren oplyse boligstøttekontoret om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, herunder bl.a. om væsentlige og varige stigninger i boligstøttemodtagerens eller husstandens indkomstforhold. Såfremt en boligstøttemodtager undlader at give meddelelse herom, kan det for meget udbetalte kræves tilbagebetalt.
Hvis boligstøtten er beregnet på grundlag af den opregulerede socialindkomst, skal der efterfølgende foretages en regulering, hvorved det for meget udbetalte kræves tilbagebetalt ved en indkomstfremgang på mere end 25% og mindst 15.000 kr. i forhold til beregningsgrundlaget. Såfremt husstandens forventede fremtidige indkomst er anvendt som beregningsgrundlag, skal der efterfølgende foretages en regulering, hvorved det for meget udbetalte kræves tilbagebetalt, når indkomstfremgangen er på mindst 10.000 kr.
Et eventuelt tilbagebetalingskrav kan som udgangspunkt ikke fremsættes, før der foreligger en endelig opgjort indkomst efter socialindkomstlovens principper for den periode, kravet eventuelt måtte vedrøre, idet kommunen først på dette tidspunkt kan konstatere, om de økonomiske betingelser for at fremsætte kravet er til stede, jfr. Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte, pkt. 15.7.
Efter Boligstyrelsens opfattelse er spørgsmålet om, hvilken indflydelse en efterfølgende nedsættelse af den skattepligtige indkomst har på beregningen af et eventuelt tilbagebetalingskrav, af principiel betydning, hvorfor man har besluttet at tage sagen op til behandling for så vidt angår dette spørgsmål.
Såfremt en ændret opgørelse af den skattepligtige indkomst påvirker socialindkomsten for de år, tilbagebetalingskravet vedrører, skal kommunen efter Boligstyrelsens opfattelse gennemgå sagen påny, idet det ændrede indkomstgrundlag skal lægges til grund ved afgørelsen af, om der fortsat er grundlag for at fremsætte tilbagebetalingskrav.
Boligstyrelsen har d.d. anmodet Ribe Kommune om at foretage en fornyet gennemgang af sagen efter ovenstående principper.
Afslutningsvis skal man meddele, at der ikke i boligstøtteloven er hjemmel til at frafalde krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte. Spørgsmålet, om tilbagebetaling skal ske kontant, afdragsvis eller ved modregning i løbende boligstøtte, afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen. Tilbagebetalingen bør dog, uanset hvorledes den sker, afpasses efter boligstøttemodtagerens økonomiske muligheder.
Under henvisning til ovenstående skal man herved anmode kommunen om at foretage en fornyet gennemgang af sagen.
Der henvises til kommunens j.nr. 200137-1129.
Pdv
eb
Ingen
Boligstøttemodtageren klager over amtsankenævnets afgørelse vedr.
tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte for perioden 1.7.1984 - 31.12.1985.
I forbindelse med en gældssanering fik klager udbetalt overskydende skat, idet en del af klagers rentebyrde blev betalt gennem gældssaneringen. Som følge heraf blev klagers skattepligtige indkomst for årene 1983-1984 nedsat med rentefradraget.
Bygge- og Boligstyrelsen fandt, at såfremt en ændret opgørelse af den skattepligtige indkomst påvirker socialindkomsten for de år, tilbagebetalingskravet vedrører, skal kommunen efter styrelsens opfattelse gennemgå sagen påny, idet det ændrede indkomstgrundlag skal lægges til grund ved afgørelse af, om der fortsat er grundlag for at rejse et tilbagebetalingskrav.