Tilbagebetaling af dagpenge. (* 1)

Tilbagebetaling af dagpenge. (* 1)

Kassens afdeling klagede den 25. maj 1988 over ankenævnets afgørelse af 19. maj 1988 vedrørende tilbagebetaling af feriedagpenge og karantæne. Ved afgørelsen fastholdt ankenævnet sin tidligere afgørelse af 27. april 1987.

Ankenævnet havde den 27. april 1987 tiltrådt en afgørelse fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om, at medlemmet skulle tilbagebetale feriedagpenge, 1.256 kr., samt gennemgå 5 ugers karantæne.

Afdelingen havde i sin klage til ombudsmanden navnlig henvist til, at medlemmet ikke havde et retligt krav på den løn, som han senere modtog svarende til ferieperioden: der var tale om en slags gave fra arbejdsgiveren.

Ombudsmanden havde den 7. oktober 1987 bedt ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse, idet han anførte

»Det fremgår af de bilag, jeg har modtaget, at medlemmet holdt ferie i perioden fra den 13. til den 19. august 1984, og at han i forbindelse med ferieafholdelsen modtog feriedagpenge. Den 13. september 1984 fik han fra sin arbejdsgiver a conto udbetalt en nettoløn pr. check for august måned, og i slutningen af september 1984 fik han en lønafregning for august-september.

Ankenævnet henviser i sin afgørelse om tilbagebetaling og karantæne til, at medlemmet »....burde have oplyst arbejdsløshedskassen om, at han havde modtaget løn fra arbejdsgiveren samtidig med, at han modtog feriedagpenge.« Jeg går ud fra, at denne betragtning er ankenævnets begrundelse for dels at anse de subjektive betingelser for tilbagebetaling i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, for opfyldt, dels at betegne medlemmets adfærd som »uagtsom«, jf. § 87, stk. 3, og cirkulære af 24. april 1986. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anvender i sin afgørelse i sagen af 21. marts 1986 en lignende begrundelse.

Jeg beder om, at det af udtalelserne kommer til at fremgå, hvorvidt ankenævnet og direktoratet ved vurderingen af de lige nævnte spørgsmål har været opmærksom på, at lønudbetalingen og lønafregningen først fandt sted, efter at medlemmet havde anmodet om og fået udbetalt feriedagpenge, og i givet fald, hvorledes denne omstændighed er indgået i vurderingen.'

Ankenævnet genoptog herefter sagen til fornyet behandling og indhentede supplerende oplysninger fra arbejdsløshedskassen og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Den 19. maj 1988 fastholdt ankenævnet sin tidligere afgørelse, idet nævnet anførte

»Ankenævnet har lagt til grund, at medlemmet modtog løn under sin ferie i august 1984, og at han derfor ikke har været berettiget til feriedagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det forhold, at medlemmet ikke har en ubetinget ret i henhold til lov eller overenskomst til løn under ferie, ikke bevirker, at forholdet må betragtes som en gave, hvis arbejdsgiveren alligevel udbetaler løn under ferie.

Da medlemmet i den foreliggende situation ikke har mistet en arbejdsindtægt de gældende dage, ville han ikke være dagpengeberettiget, og han opfylder således heller ikke betingelserne for at modtage feriedagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h, stk. 1, 2. pkt.

Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at medlemmet fik udbetalt feriedagpenge i tilslutning til ferien, hvilket nu er bekræftet i kassens brev af 19. november 1987, hvorefter feriedagpengene 1.256 kr. netto var til medlemmets disposition den 20. august 1984.

Endelig har nævnet lagt til grund, at medlemmet ifølge de foreliggende lønsedler fik udbetalt sin løn således

3.323 kr. netto (a conto) for juni måned (1/2 måned).

5.208,40 kr. netto for juli til disposition den 31. juli 1984.

5.713,60 kr. netto (a conto) for august måned, udbetalt den 13. september 1984.

5.724 kr. for september måned til disposition den 28. september 1984.

Ankenævnet finder, at medlemmet, da han den 13. september 1984 modtog a conto løn for august måned, og senest da han modtog lønafregning for september måned (den 30. september 1984), burde have indset, at han havde fået fuld løn for august måned, hvor han samtidig havde modtaget feriedagpenge.

Ankenævnet finder derfor fortsat, at det kan tilregnes medlemmet som uagtsomt, at han ikke var opmærksom herpå og ikke oplyste dette til arbejdsløshedskassen, og at han derfor skal tilbagebetale det med urette modtagne feriedagpengebeløb, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet finder endvidere, at forholdet skal medføre, at medlemmet idømmes en karantæne for det uagtsomme forhold, jf. § 87, stk. 2, nu stk. 3.«

I anledning af afdelingens fornyede klage i skrivelse af 25. maj 1988 over ankenævnets seneste afgørelse, anmodede ombudsmanden i skrivelse af 1. juni 1988 nævnet om en udtalelse, idet han anførte: ».......

Jeg anmoder om, at ankenævnets udtalelse til mig kommer til at indeholde en mere udførlig begrundelse for, at ankenævnet har anset de subjektive betingelser i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, for at kræve tilbagebetaling for opfyldt og har anset medlemmets forhold for uagtsomt i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87. Jeg henviser i den forbindelse til det, jeg anførte i min skrivelse af 7. oktober 1987 til nævnet, og til ankenævnets seneste afgørelse, hvoraf det fremgår, at medlemmet ved modtagelsen af feriedagpengene ikke havde modtaget løn for august måned 1984 og ikke havde kendskab til, at han ville modtage løn for ferieperioden. .......«

I en udtalelse af 15. juli 1988 til ombudsmanden anførte ankenævnet

»Det er fortsat ankenævnets opfattelse, at medlemmet må antages at have modtaget feriedagpengene den 20. august 1984 med rette, idet han må formodes på dette tidspunkt at være uden kendskab til, at han senere ville få udbetalt løn for samme tidsrum - hvilket han ikke havde krav på, og at han, da han fik udbetalt a conto beløb for august måned den 13. september med 5.713,60 kr. netto og i hvert fald, da han ca. 14 dage senere fik udbetalt restløn med 5.724 kr. netto, burde have indset, at han havde fået udbetalt feriedagpenge i august for en periode, som han havde fået løn for.

Ved at fortie over for kassen, at medlemmet havde modtaget løn og feriedagpenge for den samme periode, har medlemmet udvist uagtsomhed af en vis grovere karakter, og dette bør efter ankenævnets opfattelse medføre tilbagebetaling, jf. § 86, stk. 1.

Med samme begrundelse finder ankenævnet, at medlemmet skal idømmes en karantæne for uagtsomt forhold, jf. § 87, stk. 3.«

Den 19. oktober 1988 havde nogle af ombudsmandens medarbejdere en drøftelse med ankenævnets repræsentanter, der navnlig vedrørte spørgsmålet om hjemlen for det rejste tilbagebetalingskrav, og det af medlemmet udviste forhold set i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og § 87, stk. 3. Nævnsrepræsentanterne anførte, at hjemlen for det i sagen rejste tilbagebetalingskrav efter deres opfattelse og med støtte i en sag, som nævnet senere har afgjort, ikke kan søges i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og at ankenævnets afgørelse derfor var forkert begrundet for så vidt angik denne del af afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte den 6. december 1988

Efter almindelig opfattelse omfatter bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, tilfælde, hvor medlemmet har været i ond tro med hensyn til sin ret til arbejdsløshedsdagpenge (viden) og visse tilfælde af grovere uagtsomhed. Jeg henviser i den forbindelse til lovforarbejderne til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, (jf. Folketingstidende 1969/70, tillæg A, sp. 2457) og tilsvarende bestemmelser i anden lovgivning.

Det fremgår af ankenævnets udtalelse til mig, at nævnet har lagt til grund, at udbetalingen af feriedagpenge til medlemmet - på modtagelsestidspunktet - skete med rette, og at medlemmet først senere (i september) kom i »ond tro«. Ankenævnet har som hjemmel for sin afgørelse om tilbagebetaling henvist til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Efter min opfattelse forudsætter krav om tilbagebetaling efter § 86, stk. 1, at dagpengebeløbet er blevet udbetalt med urette (dvs. at modtageren på modtagelsestidspunktet ikke var berettiget til de udbetalte dagpenge), og at modtageren på (modtagelsestidspunktet) var i ond tro med hensyn til sin berettigelse til dagpengene. Det forhold, at modtageren efterfølgende modtager et beløb fra anden side, som hvis det var blevet udbetalt på tidspunktet for dagpengeudbetalingen, ville have gjort ham uberettiget til dagpenge, eller den omstændighed, at han efterfølgende kommer i ond tro med hensyn til sin berettigelse til de udbetalte dagpenge, kan ikke danne grundlag for et tilbagebetalingskrav (efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.)

Tilbagebetalingskravet i den foreliggende sag kan derfor ikke støttes på bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Som anført ovenfor gav ankenævnets repræsentanter under drøftelsen den 19. oktober 1988 udtryk for samme opfattelse.

Jeg har ikke herved taget stilling til, om et tilbagebetalingskrav kan gøres gældende på et andet grundlag, f.eks. på grundlag af en ulovbestemt dobbeltforsørgelsesbetragtning.

Med hensyn til den ikendte karantæne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, har jeg ved min gennemgang af sagen fundet, at det kan give anledning til nogen tvivl, om medlemmets undladelse af at oplyse, om »ferielønnen« under de konkrete omstændigheder med rette kan betegnes som en forseelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, (dvs. uagtsomt forhold). Jeg henviser herved til oplysningerne i sagen om den måde, hvorpå lønudbetalingerne for månederne juni til september 1984 fandt sted. Jeg har dog ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ankenævnets vurdering, hvorefter det kunne tilregnes medlemmet som uagtsomt, at han ikke var opmærksom på og oplyste om, at han havde modtaget løn for ferien. Jeg har i den forbindelse henset til den meget vidtgående oplysningspligt, som påhviler medlemmerne efter standardvedtægten for danske anerkendte abejdsløshedskasser, (jf. nu bekendtgørelse nr. 545 af 22. august 1986, tidligere standardvedtægten for 1978, §§ 14 og 15). Omfanget af den ikendte karantæne beror på en skønsmæssigt præget vurdering, som jeg efter de regler om den praksis, der gælder for min virksomhed, ikke kan kritisere, med mindre der foreligger særlige omstændigheder.

På baggrund af det anførte har jeg henstillet til ankenævnet at undergive sagen en fornyet overvejelse vedrørende tilbagebetalingskravet og meddele medlemmet en ny afgørelse. ......'

Ankenævnet genoptog sagen for så angik kravet om tilbagebetaling af feriedagpenge i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet måtte antages at have modtaget feriedagpengene den 20. august 1984 med rette, idet han måtte formodes på dette tidspunkt at være uden kendskab til, at han senere ville få udbetalt løn for samme tidsrum - hvilket han ikke havde krav på, og at han, da han fik udbetalt a conto beløb for august måned den 13. september med 5.713,60 kr. netto og i hvert fald, da han ca. 14 dage senere fik udbetalt restløn med 5.724 kr. netto, burde have indset, at han havde fået udbetalt feriedagpenge i august for en periode, som han havde fået løn for.

Ankenævnet fandt imidlertid, at tilbagebetalingskravet ikke kunne fastholdes med henvisning til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, idet medlemmet den 20. august 1984 har modtaget feriedagpenge med rette og i god tro.

Da medlemmet imidlertid har modtaget 2 ydelser (feriedagpenge og løn), der dækker samme formål og samme periode, fandt ankenævnet, at der i det konkrete tilfælde kunne kræves tilbagebetaling af de udbetalte feriedagpenge med hjemmel i dansk rets almindelige retsgrundsætninger.

Ankenævnet lagde herved særlig vægt på, at det fandtes rimeligt at lægge risikoen på medlemmet under hensyn til, at han burde have indset, at han havde fået udbetalt feriedagpenge i august måned 1984 for en periode, som han fik løn for.

Ankenævnet fastholdt således tilbagebetalingskravet, men med en ændret begrundelse.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, hvorefter et medlem, der havde fået udbetalt feriedagpenge og efterfølgende fået løn af arbejdsgiveren for samme periode, skulle tilbagebetale dagpengebeløbet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, samt ikendes uagtsomhedskarantæne, jf. lovens § 87, stk. 3. På ombudsmandens foranledning genoptog nævnet sagen vedrørende tilbagebetalingspligten. Nævnet fastholdt, at medlemmet skulle tilbagebetale, men med en ændret begrundelse, idet nævnet støttede kravet på dansk rets almindelige retsgrundsætninger om dobbeltforsørgelse.